Verden er naturligvis en jammerdal, men det er sin sag at ændre tingenes gang. Globaliseringen medfører, at folk mister de job, der flyttes til den tredje verden, at folk dér udnyttes og arbejder for slavelønninger, at multinationale koncerner betaler for lidt i skat, at nationalstaterne langsomt mister deres identitetsgivende rolle. Og endelig, at vi - med Bush-regeringen som primus motor - er stedt i en tilsyneladende grænseløs krig mod terrorismens afskyvækkende gerninger. Vi mangler akut frihed, fred og demokrati. Romerriget genopstået Men hvad er egentlig 'globalisering' for noget? Nogle vil mene, at det blot er udbredelsen af USA's enorme økonomiske, politiske, kulturelle og militære magt. Andre, at der er tale om en mere omfattende og speget proces. I den akademiske bestseller 'Empire' fra 2000 forsøgte den italienske filosof og aktivist Antonio Negri og den amerikanske litteraturprofessor Michael Hardt at udkaste en dagsorden for forståelse af globaliseringsprocessen, der tog udgangspunkt i den sidste formodning. 'Empire' er ikke navnet på USA, der er ikke tale om en gentagelse af det romerske rige, men derimod ifølge Hardt og Negri om betegnelsen for en flercentret og mangfoldig distribution af magtstrømme overalt i verden - en strøm, der ikke bare går gennem institutioner og nationer og koncerner, men også flyder lindt gennem ngo'er og græsrodsbevægelser, demonstrationer og tænketanke, netværk og lokaldemokratiske tiltag. Gigantisk succes Deres ærinde var dengang dels at skitsere et overordnet landkort til forståelse af det, der ellers nemt kan virke uoverskueligt kompliceret (alt i verden hænger sammen, nuvel, men præcis hvordan?) Men dels også at mane til kamp og modstand; at plædere for, at verden rent faktisk lader sig ændre og bør ændres, og at globaliseringen rummer en potentielt gunstig forside, som er alle de nye netværk og sammenfletninger af individer, der opstår i disse år, på kryds og tværs af landegrænser og sociale og økonomiske skel. 'Empire' var en gigantisk succes og katapulterede begge forfattere op i den akademiske verdens superliga og ud over rampen til den såkaldt virkelige verden - men bogen modtog også mange drøje hug, heriblandt måske især den efter manges opfattelse uklare beskrivelse af det, de to forfattere kaldte »multitude«, groft oversat 'mængden'. Mellem to yderpoler Uanset hvor meget de benægter det, er der nok en elementær, romantiserende dualisme på banen hos de to forfattere i deres ny interessante storværk (der har nøjagtig samme størrelse som etteren), 'Multitude. War and Democracy in the Age of Empire'. På den ene side har vi hierarkier, enhed, kontrol, unilateralisme, centre, suveræn magt samlet i toppen - på den anden side har vi det åbne, flimrende, horisontale, mangecentrede og magtdelende netværk. Et sted peger Hardt og Negri på orkestret uden dirigent som deres ideal. Vi tror alle, siger de, at magten nødvendigvis skal indehaves af nogen, af en eller flere, der kan tage hånd om tingene og styre dem; enten må vi have en suveræn magt (kongen, præsidenten, generalen, sågar parlamentet), eller også forvitrer tingene i rent og skært anarki. Dette er ifølge forfatterne en falsk modstilling. Mellem de to yderpoler - suveræn og anarki - findes orkestret uden dirigent, dvs. den mængde, der kan organisere sig selv uden én, centralt placeret leder. Ulighed for loven Som eksempel giver de bl.a. de mange internt forskelligartede interesseorganisationer, der trak på samme hammel ved WTO's møde i Seattle i 1999. Og de foreslår videre, at denne 'multitude', der i realiteten er global, i sig forener det fælles og det singulære - til forskel fra det identiske og det forskellige; de to vil dermed gerne udkaste et nyt paradigme for tænkningen af verden, intet mindre. Før traskede vi tilsyneladende rundt og skelnede mellem identitet og forskel. Menneskerettighederne er tænkt som universelle, fordi vi alle basalt er lige. For så vidt der er forskelle, tenderer de mod at skabe problemer, f.eks. ulighed for loven - ergo bestod det nationale projekt oftest i at udviske forskelle eller forvise dem til privatsfæren: Du må godt være transseksuel muslim, bare du er det hjemme i dagligstuen og ikke i det offentlige rum. Rummelig multitude Hardt og Negri vil gøre op med hele dette tankegods ved hjælp af det, de kalder den biopolitiske produktion af det fælles og singulariteterne. Med biopolitisk menes, at verden i dag skabes ikke i jernindustrien, men ved hjælp af såkaldt »immaterial labor«, altså hele den sektor, der arbejder med ideer og koncepter, billeder og fortællinger, design og kommunikation. Lige fra de politiske partier over reklamebureauerne til erhvervslivets intense fokus på den gode fortælling, etik og branding, er der opstået en hoben individer, der måske ikke producerer mange møtrikker og stålbjælker, men som til gengæld skaber og genskaber selve det sociale livs design. Og dermed bedriver »biopolitik«, altså en politik, der konkret udformer det sociale livs gangart. »Det fælles« angiver da et globalt politisk projekt, der er næret af begæret efter frihed og demokrati, og som ikke konstant drejer sig om at privatisere og tage patent på indsigt, som det f.eks. i disse år sker med genetisk materiale; »singularitet«, at der internt i »multituden« er plads til et hav af små og store forskelle, der er ikke tale om en homogeniserende udjævning af køn, race og religion. Denne rummelige multitude skelner Hardt og Negri fra henholdsvis »folket«, »massen« og »arbejderklassen«: Folket hørte til nationalstaten, massen var bare en passiv hob, og arbejderklassen er en svunden realitet. I stedet har vi i dag overalt på Jorden de gryende spirer til en multitude, en global ansamling af alle de kræfter, der længes efter frihed og demokrati. Kritik til højre og venstre Og dét er universalmidlet hos de to: Demokrati skal der til, for det findes nemlig ikke endnu. Vi lever i en udemokratisk eller før-demokratisk verden. Hvordan nu det? Jo, de to definerer demokrati som »alles herredømme over alle«, altså en fuldkommen flad, ikke-hierarkisk struktur, hvor magt er noget, der frit cirkulerer, ikke noget, der strømmer autokratisk ned fra en uantastelig instans i toppen. Og de gør sig meget stor umage med at kritisere både til højre og til venstre: Multinationale koncerner og Verdensbanken, lige så vel som kommunistiske guerillaer, får på puklen for på forskellig vis at danne nederdrægtige hierarkier, kontrollerende og ufri systemer. Hvilket, om ikke andet, nok skal sikre forfatterne en vis mangel på popularitet i begge ender af det politiske spektrum. 'Filosofisk bog' Men heri ligger en central påstand, nemlig - som også Fogh Rasmussen bemærkede - at alle de gamle modsætninger for længst er overskredet og erstattet af en ny, tredje mulighed. Vel at mærke ikke Blairs og Schröders socialliberalisme - forfatterne afviser både liberalisme og socialisme, som enten utilstrækkelig eller kompromitteret - men ganske enkelt multitudens brændende begær efter frihed og demokrati. Når de såkaldte barfods-diplomater nu vandrer Afrika rundt og lykkes med at gøre afrikanske landsbykvinder indignerede over at blive behandlet værre end kvæg, er der ikke tale om en subtil kulturimperialisme, men derimod om et af mange, gryende tegn på, at multituden er ved at være moden til handling og forandring. Præcis hvilken handling og hvordan og hvorledes holder Hardt og Negri sig imidlertid omhyggeligt tilbage fra at foreslå. De skriver nemlig, understreges det flere gange, en »filosofisk bog« - det vil angiveligt sige en bog, der opridser det begrebslige indhold i et nyt demokratibegreb, og som samtidig udkaster konturerne af et nyt, demokratisk projekt. Diagnose eller prognose? Her mener jeg nok, skuden kæntrer. For det første er 'Multitude' egentlig en dybt ufilosofisk bog - den bliver ikke pr. automatik filosofisk, ved at den definerer demokrati som »alles herredømme over alle«, eller ved at den skildrer forholdet mellem det fælles og singulariteterne som nyt stativ for biopolitikken. Det er ikke i sig selv 'filosofiske' handlinger, og i øvrigt er de fleste af deres udtryk tyvstjålet, og i mange henseender derefter forfladiget, fra filosoffer som Agambens, Foucaults, Deleuzes og Badious værksteder. For det andet er der en symptomatisk vaklen, værket igennem, mellem det diagnostiske og prognostiske, altså mellem en beskrivelse af hvordan tingene er, og hvordan man tror, de kommer til at være. Hver gang, forfatterne skal beskrive især multitudens potentiale, sker der straks denne påfaldende og uklare dirren mellem diagnose og prognose: Ønsker de, at tingene skal være sådan, eller mener de, at tingene allerede er blevet sådan? Western-scenarier Det er flere steder ganske uklart, og det peger på en skavank ved hele forehavendet: Det er en aktivistisk pamflet, et manifest, der maner til handling, men som udtrykkeligt samtidig slår sig for munden og beskriver sig selv som en rent 'filosofisk' bog. Men hvorfor ikke bare tone rent flag og vedkende sig den aktivisme, de konstant påkalder sig nødvendigheden af? Forfatternes tendens til det postulerende og besværgende suppleres for det tredje af den allerede nævnte latente romantik, der sværmer for netværkets mange iboende lyksaligheder modsat det kontrollerende hierarkis træske regime. Et sted citerer de sågar (en anelse selvironisk?) 'Star Wars': »May the Force be with you«, her har vi altså virkelig mørket mod lyset, det onde over for det gode. Men denne ikke altid særlig latente dualisme modsiges jo eklatant af deres megen tale om den »tredje scene«, som er helt hinsides alle de gammeldags modsætninger! Havde vi ikke netop lagt alle de western-scenarier bag os? Og hvem siger i øvrigt, at netværket altid med nødvendighed er en lyksalighed? Findes der ikke intriger og rænker i horisontale netværk? Og er der ikke omvendt uomtvistelige fordele ved hierarkiske, topstyrede organisationer, f.eks. stor handlekraft i kritiske situationer og rationelt ordnede handlingsgange i stedet for endeløs parlamenteren om de mindste småting? Forbindelser på kryds og tværs Og givet at forfatterne indrømmer, at det ikke er realistisk at forvente, at klodens seks milliarder individer uden videre deltager i et direkte demokrati a la det, der fandtes i Schweiz indtil for nogle år siden, er det også svært at se for sig, præcis hvad de mener, når de siger, at multituden globalt skal regere sig selv? Her virker det lovlig belejligt, at de fremholder, at de jo bare har skrevet en »filosofisk« bog og derfor ædelmodigt vil overlade det til andre at komme med praktiske anvisninger. Det er et ekstremt ambitiøst værk, Hardt og Negri nu har udgivet. Det er ganske klart skrevet til et dobbelt publikum, ikke bare til de akademiske pingviner, men også rettet mod alverdens politisk engagerede borgere rundt om på kloden. Der er en brændende intensitet i deres skrivestil, fyldt med udråbstegn og direkte opfordringer i imperativ - og der er også en ofte fascinerende sammenfletning af pointer fra f.eks. tyske Grimmelshausens 'Simplicius Simplicissisimus', romanen om den tyske trediveårskrig, med de dagfriske analyser af den økonomiske situation i sub-Sahara. Altså en ukonventionel og som bedst forfriskende modig sammenkobling af indsigt fra øst og vest, pointer fra biologien bruges rask væk til at analysere sociologiske forhold med, og sådan knyttes der tråde og forbindelser på kryds og tværs, og tilbage igen. Revolutionsromantik Men det livlige ved dette projekt og det beundringsværdige mod til at forsøge det kan ikke skjule, at der er alvorlige interne brister, og at værket desuden nemt risikerer at placere sig mellem to stole: Universitetsfolk vil droppe det og gå til kilderne (f.eks. Agamben og Badiou), mens aktivister vil mene, at det trods alt er for 'teoretisk', og forgæves eftersøge konkrete ideer til handling. Dertil kommer, at Hardt og Negri ganske enkelt ikke indfrier de mange insisterende påstande om at have udtænkt et afgørende nyt demokratibegreb. Men det er en fremragende fiasko, de har bedrevet. Fremragende, fordi de prøver af karsken bælg, og fremragende også, fordi de gider og tror på foretagendet og på os: Jo, verden kan forandres, jo, verden bør forandres, og ja, også du og jeg kan gøre en forskel. Banalt? Måske, men der kommer vel en tid, hvor det er vigtigere at være banalt handlende end altid at være kynisk passiv. Inden man handler, er det dog nok en god ide at tænke sig godt om, og her er det ikke sikkert, at det revolutionsromantiske islæt, der lurer rundt omkring i 'Multitude', er det bedste afsæt for handling.