I forsommeren 1945 indtog den Røde Hær Berlin, og de russiske soldaters opsparede had til det tyske folk, hvis repræsentanter havde begået uhyrlige grusomheder mod den russiske landbefolkning, gik ud over fortrinsvis kvinder, børn og gamle, der var tilbage i det efterhånden sønderbombede Berlin. Denne dagbog, hvis autenticitet der ikke hersker tvivl om trods forfatterens anonymitet, udkom første gang i 1954 i USA og i 1955 på dansk. Bestseller Først i 1959 udkom den tyske original. Men tiden var endnu ikke moden: den gråmelerede sandhed var stadig ilde hørt. Men da 'En kvinde i Berlin' genudkom i Tyskland sidste år, lå den flere måneder på bestsellerlisten. Og det er da også et af den slags dokumenter, der bør høre til pensum, hvis man interesserer sig blot det mindste for det tyvende århundredes historie. Eller for vore nærmeste naboer. Det indbildte herrefolk Fortælleren i 'En 'kvinde i Berlin' er en ca. 30-årig veluddannet, selvstændig, selvsikker og ukonventionel kvinde. Hendes kæreste er ved fronten, og det er nærmest tilfældigt, de endnu ikke er gift. Forældre hører vi intet om. Hun har arbejdet på et forlag, kender de europæiske hovedstæder, har sejlet på Middelhavet og rejst alene i Østeuropa og Rusland, hvor hun har fotograferet og tegnet. »I Moskva har jeg ikke lyst til at bo. Det, som gjorde mig mest nedtrykt dér, var den uophørlige ideologiske skoling; dernæst, at det var umuligt for de indfødte at rejse ud i den vide verden; og sidst, men ikke mindst, fraværet af et hvilket som helst erotisk fluidum. Regimet falder ikke i min smag«. Det er tonen og niveauet - i virkeligheden meget velegnet til at berette om rædsler i et indbildt herrefolks sønderbombede, besejrede by. Afskrækningsobjekter 14. maj (oversættelsen er ikke mit ansvar): »Om eftermiddagen stod jeg i kø efter kød. Intet er så instruktivt som sådan en køtime (...)«. »En kvinde fortalte med tilfredsstillelse, hvordan russerne efter en kort gennemgang undgik hendes hus: På første sal fandt de en familie forgiftet på sengene, på anden en familie hængt fra vindueskorsene i køkkenet. Hvorpå de flygtede i rædsel og ikke vendte tilbage igen«. »Man lod for alle tilfældes skyld afskrækningsobjekterne være på deres pladser lidt endnu ... Mit kød fik jeg let og godt. Skært oksekød, det hjælper os videre«. Voldtægternes røde tråd Fortælleren kan lidt russisk, hvilket gør hendes oplevelser særligt interessante: hun kan nemlig kommunikere nødtørftigt med de russiske besættelsestropper. Det tillader hende at komme med nogle rammende karakteristikker af russerne i Berlin (afstumpede analfabeter, naive bondedrenge og fransktalende adelige officerer) og russisk kultur i det hele taget. Og først og fremmest giver det hende en særlig rolle, både som sine naboers hjælper og som marginalt privilegeret 'feltmadras'. Hun sørger for at knytte officerer til sig, som dels ikke er voldelige, dels kan skaffe mad, dels beskytter hende mod vilkårlige og farlige og endnu mere afskyelige voldtægter. Voldtægter hører til dagens orden og er - foruden en mængde andre konkrete ekstreme situationer og roller, som skildres med påfaldende og imponerende overblik og foruroligende lidenskabsløshed - den røde tråd i bogen. Klichéer demonteres Det er også grunden til at dagbogsforfatteren (født ca. 1915) vil være anonym. Hun får nemlig vendt voldtægt til prostitution og er helt klar over, at prostitution blot er alternativet til anden udnyttelse. (I øvrigt en altid gældende erkendelse). Et sted reflekterer hun over sin gæsteoptræden som luder: »Jeg forlader dette erhverv, når jeg nu ikke kan kalde min nuværende handlen andet, med den største fornøjelse - når jeg blot igen kan tjene mit brød på en anden og behageligere måde, der er mere tiltalende for min stolthed«. (Det skal indskydes, at kæresten kommer helskindet fra fronten, men han kan slet ikke håndtere hendes oplevelser og forholdet går i stykker. Andre tyske mænd slugte kamelen - i nogle tilfælde nærmest som magtesløse vidner. Det er også en del af tysk efterkrigshistorie). Dagbogen viser, hvad en kritisk og selvstændig berliner tænkte og vidste. En af dens styrker - og den er først og fremmest stærk i alle ordets betydninger - er, at i kraft af forfatterens intellekt og temperament (hun tillader sig ikke den mindste sentimentalitet) bliver selv klichéer demonteret, og deres råstof fremstår nyt og oprindeligt. Dødens bogholderi 27. maj, en søndag, efter 12 timers tvangsarbejde med at række zinkbarrer fra hånd til hånd i bagende sol, skriver hun: »Siden i går har vi fået elektrisk strøm igen. Slut med stearinlystimen, slut med at banke på døren, slut med stilheden. Radioen forsynes fra Berlins Sender. Den bringer for det meste nyheder om afsløringer, blodlugt, lig og grusomhed. I store lejre mod øst skulle millioner af mennesker efter sigende være blevet brændt, de fleste jøder«. »Af deres aske skulle de efter sigende have fremstilet kunstgødning, Og det mest vanvittige er: Alt dette er åbenbart blevet noteret omhyggeligt i store tykke bøger, et dødens bogholderi. Vi er nu engang et ordentligt folk. Sent om aftenen kom Beethoven, og det førte til tårer. Slukkede. Den slags tåler man ikke nu«. En dansk læser kan sagtens tåle denne kvindes vidnesbyrd. Spørgsmålet er om hun kan tåle at lade være.