0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra tørre tæsk til Teletubbies

Spændende og velkomponeret historisk fortælling om børneopdragelsen gennem 100 år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At vi har fået en materielt set rigere verden, er ingen i tvivl om.

Op gennem 1900-tallet er det danske samfund blevet rigere og rigere - og det er selvfølgelig også kommet børnene til gode.

Vi har nået et velstandsniveau, som ikke overgås af mange andre samfund i verden. Skridt for skridt har vi udviklet et velfærdssamfund - ud af skyggen fra en landbokultur og et industrisamfund.

Men hvad fik vi med i købet? Betalte vi en pris for velstanden, som vi ikke rigtig er klar over omfanget af? Solgte vi ud af velfærden for at opnå velstanden?

Strenghed og tugt
Det er spørgsmål som disse, vi kan diskutere, og det er bestemt ikke et enten-eller. Vi fik mere af alt det målelige, og vi satte (måske) noget over styr af alt det ikkemålelige.

Anette Vestergaards bog giver os et spændende og indsigtsfuldt grundlag for at se begge træk udvikle sig op over årtierne i det 20. århundrede. Ved 1900-tallets begyndelse er det beretningen om børneliv, der for langt de fleste børn handler om armod eller reel fattigdom; det er børn i landarbejderfamilien; børn, der fik tørre tæsk; og børn, der er med i klassekampen.

Det er børn, der ofte er ude for mishandling. Det er også børn, der lever i en mere beskyttet tilværelse i borgerskab og velstående landbofamilier. Men det er under alle omstændigheder børn, der opdrages med strenghed og tugt. Der var uanset klasseskel ingen vaklen i troen på opdragelsens nødvendighed: Det skulle bankes ind i hovedet på dem.

Først var opdragelsens mål, at de skulle lære at bestille noget, så skulle de lære at opføre sig ordentligt - nu er vi et godt stykke oppe i århundredet - og så skulle de lære at klare sig på egen hånd. Historien illustreres af et rigt billedmateriale, af faktabokse og af beretninger fra samtidige.

Respekt for børn
Det er en spændende og velkomponeret historisk fortælling om et børneliv, der er dybt integreret i en voksenverden, på godt og ondt. Børn deler skæbne med de voksne og er underlagt skiftende luner i opfattelsen af børnekarakteren.

Vi får også den pædagogiske dimension med i fortællingen, skolens udvikling, daginstitutionerne, filosofferne. Men bestemt også det almindelige hverdagsliv, med renligheden, livstykket, lokummet og aborterne. Op i 1930'erne kommer sundheden på dagsordenen; det gør børnebegrænsningen også og de første vuggestuer.

Krigen og efterkrigstiden giver afsæt for en ny og mere moderne opfattelse af børn og barndom; nu har vi Anne Marie Nørvigs utrættelige kamp for frisind og psykologi i opdragelsen. Og Svend Heinilds banebrydende helhedssyn på børn og samfund.

Og hermed er sat en ny dagsorden, der år for år trænger et traditionelt og gammeldags børnesyn i baggrunden: Børn skal høres og respekteres, de har behov og meninger.

Kompetence
Og samtidig ser vi en familie, der ikke mere ligner sig selv; mødrene, der arbejder, og den frisindede opdragelse, der vinder indpas. Og Benjamin Spock og Jesper Juul og mange andre kloge fagfolk fortæller og viser vejen. Og det bliver de ved med, og de vinder - »på forlænget spilletid«, som Vestergaard skriver:

Revselsesretten bliver afskaffet, først i arbejdsforhold, så i skolen, så i familien; der indføres seksualundervisning - og barselsorloven bliver længere og længere. Så kommer også skilsmisserne, det atomiserede liv, sortsynet i 1980'erne og udvidelsen af børnepasningen. Men klasseværelserne, de ser stort set ens ud over perioden fra 1912 til 1985.

Udviklingen i børnelivet næsten eksploderer i 1990'erne, som Anette Vestergaard kalder det ambivalente årti: det sku' være så godt ... og så ... er vi måske i tvivl om, hvilken vej vi skal tage.

Men kompetence, det er i hvert fald et vigtigt sigtepunkt, og ansvar for sig selv bliver man som barn nødt til at have; der er ingen andre, der har det. Palle alene i massesamfundet med de mange tilbud - fra vold på tv til delebørn, overvåget samvær og omsorgssvigt.

Børns rettigheder
Anette Vestergaard har skrevet en fantastisk historie. Det er ikke en videnskabeligt dokumenteret beretning, men netop en fortælling, som alle kan have umådelig glæde af at fordybe sig i. For man går jo og glemmer det alt sammen.

Der er henvisning til kilder, der er fakta strøet ud over siderne, der er stærke personlige og litterære budskaber. Bogen viser tydeligt fremskridtene for børn - fra armod til overflod. Den viser også et sammenbrud af en verden, der ikke rigtig er kommet til at hænge sammen igen.

I en sådan bog kan man ikke få alt med. Men måske kan man godt mene, at hele spørgsmålet om børns rettigheder fortjente en større plads i fortællingen.

Børnekonventionen er lige omtalt, men stort set ikke mere. Børnerådet og dets betydning for børns ret til at blive hørt er gledet ud. Der er heller ingen omtale af den enorme fokusering på seksuelle overgreb mod børn, der fylder meget i 1990'erne. Men der er så meget andet, der giver fyldig besked om et børneliv i hundrede år.