Hvis paratviden for fremtiden skal være historiefagets kernefaglighed, bliver det kun så meget vigtigere, at nogen fra tid til anden påtager sig at udfordre den facitliste, der skal være fundamentet. Som for eksempel standardsvaret på spørgsmålet om, hvornår danerne blev kristne. Gjorde de ikke det, da 'nordens apostel', benediktinermunken Ansgar, indledte sin missionærvirksomhed i det niende århundrede, hvorefter kongerne Harald Blåtand og især Svend Estridsen i det tiende og ellevte århundrede satte gang i kirkebyggeriet? To indvendinger Ikke ifølge Mads Lidegaard, teolog og forhenværende højskolelærer og præst på Grønland, der rejser to indvendinger mod dette svar. For det første, at danerne aldrig blev kristne helt og aldeles. For det andet, at nogle af dem allerede var det. Hans nye bog 'Hvad troede de på?' tager den store opgave på sig at skildre udviklingen i det religiøse liv i Nordeuropa i oldtiden og vikingetiden. Under tvang Bogens første del giver et billede af troen blandt de nordiske bønder og dens sammenhæng med deres grundlæggende levevilkår. Man dyrkede naturens kræfter, tilbad hellige sten, træer og kilder og opfattede den livgivende jord som en gudinde. Lidegaards pointe er her, at det blev man i vid udstrækning ved med på den anden side af kristendommens indførelse. I folketroen levede mange af de naturreligiøse forestillinger videre side om side med den officielle og stærkt institutionaliserede kristendom. Bogens anden del belyser kristningen og »fortæller om en romerkirke, der vandt frem gennem samfundets top, så kongen blev vundet for sagen, og folket fulgte trop, om nødvendigt under tvang«, som Lidegaard konkluderer. Ikke en videnskabelig afhandling Hans dristigste påstand i bogen er imidlertid, at der findes spor af en førkatolsk kristendom i Danmark. Kristne grave fra omkring år 700, som i de senere år er fundet omkring Limfjorden, peger på, at der, før den katolske forkyndelse nåede til Norden, har været andre missioner i Danmark, arianske og irokeltiske nærmere betegnet. Det får flere ting til at falde på plads i Lidegaards fremstilling, blandt andet spørgsmålet om, hvorfor der optræder så mange taksigelser til en skabergud i det oldengelske kvad 'Bjowulf'. Det er spekulativ, men spændende læsning. Hvad troede de på?' hverken er eller giver sig ud for at være en videnskabelig afhandling. Bogen tilhører snarere den mere frit fortolkende religionshistoriske genre, som Vilhelm Grønbech og Martin A. Hansen mestrede i deres tid. For fagfolk er der sikkert meget, der er lidt for fantasifuldt i Lidegaards fremstilling. En broget religionshistorie Som lægmand kan man til gengæld blive ført med på en lang og til tider medrivende rejse gennem religionshistorien, der bliver ekstra levende ved de talrige anekdoter, Lidegaard inddrager, fra sine rejser rundt i landet, på sporet af hellige sten og træer, oldtidsveje og folkesagn, som endnu lever i den mundtlige fortælletradition. Lidegaards indsats er båret af et sympatisk ønske om at fremhæve det brogede i religionshistorien. Hans bog betoner, at kristningen udfoldede sig som en proces og ikke som en begivenhed, således som Jellingstenen vil have os til at tro. Det er netop nuancer som disse, der let går tabt, hvis historiefaget for fremtiden skal indrettes som en højere forberedelseseksamen til at spille 'trivial pursuit'.