Hvad er der tilbage, når man er gammel, og sygdom har henvist en til smerter og to lammede ben i en kørestol? Birthe Arnbak giver et svar i sin lille erindringsbog 'Stumper og stykker'. Der er erindringen om et liv, der var, som kan genopleves i glimt, og der er de rene fantasier, som hun iscenesætter som møder med den afdøde mand, med hvem hun udveksler kærtegn dybt nede i haven og i skjulte, drømte værelser. Bedstemødrenes dygtighed Opvæksten på skovridergården til Gammel Estrup i Jylland var sjældent harmonisk, hel og rolig. De tilhørende fotos viser den store familie - farfaderen, der var slotsforvalter på Eremitageslottet, morfaderen, dyrlægen i Tårbæk, som hun aldrig mødte, men som på en måde var til stede i familiens mange erindringer om ham. Bedstemødrene er milde, dygtige koner - en dygtighed Birthe også gerne vil have del i, men som hun tidligt vidste skulle gå i en anden retning. Barndommens stemningsmættede univers Som stor pige sendte hun digte ind til den berømte professor Vilhelm Andersen. »Har man lov?« spørger hun med datidens store respekt for digtergerning og talent, og det gør hun sådan set stadig. Det er ikke usædvanligt, at de tidligste erindringer er de mest nærværende, i individet og i bøger af denne type. Arnbak har taget konsekvensen og udeladt hele det voksne liv. Et langt liv har sorteret i oplevelserne, så barndommens stemningsmættede univers har lejret sig som personlighedens klangbund. De udgør et trøsterigt mulighedsrum for forfatteren, som læseren også taknemmeligt tager del i.
Svunden tid
Lyt til artiklen
