En dag i slutningen af 1980'erne kom Bente Hansens datter hjem og sagde, at der var nogle piger i hendes klasse, som skulle være 'rødstrømper' til karnevalet. Moderen må have set lidt sur ud, for barnet ville vide, hvad der var galt med det. »Jeg spurgte, om hun ikke var klar over, at her i huset havde vi været rødstrømper de sidste 18 år, og hvad troede de, vi havde lavet på Femø og på kvindefestivalerne, måske?«. Afdæmpet og grundig »Var det rødstrømper«, spurgte begge børn forbløffet. »Og kvindegrupperne? Var dét også?«. Og således lærte deres mor, at når man ikke har oplevet tiden før, så bliver kvindernes kamp normaltilstanden. Nu kan de læse hele historien i Bente Hansens personlige fortælling om et liv i kvindebevægelsen, 'En køn historie'. En afdæmpet og grundig - især i begyndelsen næsten for grundig - gennemgang af, hvad der skete for og med de kvinder, som omkring 1970 besluttede at gøre op med et samfund, der totalt var domineret af mænd og mænds regler. Temperaturen stiger Den første aktion på Strøget, hvor kvinderne smed bh'er og parykker i skraldesække, var i april 1970, busaktionen, hvor de nægtede at betale mere end 80 procent af billetprisen - svarende til kvinders løn i forhold til mænds - foregik på mors dag samme år, den første Femølejr var i sommeren 1971. Som begejstringen vokser, stiger også temperaturen i Bente Hansens beretning. »Femten år varede det store boom, hvor vi følte, vi havde overtaget historien og vores eget liv«, skriver hun og udnævner kvindeåret 1975 til sit eget magiske år. Hun fik sit første barn lige før sin 35-års fødselsdag, den første kvindekongres blev holdt i Mexico, hun søsatte tidsskriftet Fælleden sammen med Ebbe, Mogens og Peter (Kløvedal, Kløvedal og Poulsen), livet og basisgrupperne blomstrede. »Vi sang og trallede meget fra og med det år«. Skribent frem for syerske Det var også dengang, man alvorligt overvejede at sige 'høn' i stedet for han eller hun, og da den guddommeligt morsomme tegneseriebog 'Kanindræberen Kaj' udkom, skulle den ikke være mandelgave, men 'kvindelgave', fortæller Bente Hansen. Hun er kommet en lang vej, den jyske dyrlægedatter i en familie, der med otte døtre var sin egen lille kvindegruppe. Da hun flyttede til København som 18-årig studine i 1958, solgte hun sin elektriske symaskine, en gave fra faderen, og købte sig en rejseskrivemaskine for pengene. Her skal ikke sys, her skal skrives. Og demonstreres og agiteres og diskuteres og elskes og danses - Bente Hansen blev aldrig nogen mandehader, som rødstrømperne ellers blev beskyldt for at være. Slidte aktivister »Sandheden er, at de fleste i bevægelsen også i de år levede sammen med mænd«, skriver hun. Et faktum, som i øvrigt i 1975 splittede bevægelsen i to, rødstrømperne og Lesbisk Bevægelse. Derudover var der afstanden mellem »den altid genopstående socialistiske gruppe, som ville klassekampen frem for alt, og i den anden ende blomstrede hekse og hønsestrikkere«. Ikke så underligt, at bukserne ikke kunne holde i længden. De kæmpende kvinder holdt fanerne blafrende indtil midten af 1980'erne, men i 1985 nedlagde Århusrødstrømperne sig selv, på selve kvindekampdagen 8. marts, og efterhånden forsvandt bevægelsen som samlende midtpunkt. Den var brugt op, aktivisterne var slidte og midt i 30'erne, og de politiske vinde blæste en anden vej. Som udenrigsminister Per Stig Møller formulerede det over for Bente Hansen: »Nu er det vores tur«. To skridt frem ... Og var det så umagen værd? »Når du ser på, hvordan tingene er i dag, synes du så ikke, at I har spildt alle jeres kræfter«, spurgte et par unge skoleelever, der interviewede Bente Hansen sidste forår. »Jeg måtte le en hul latter ved det spørgsmål, for det viser jo, at dem, som har de røde sko på, kan mærke, at de trykker alvorligt. Jeg prøvede selvfølgelig at forklare noget om, at vi nok var gået et par skridt frem - men også ét tilbage, og sådan er den historiske udvikling som regel. Opgaven ligger hos dem nu«, konstaterer den 64-årige Bente Hansen i bogens slutning. Opgaven er stor, næsten overvældende i disse års produktionsfikserede samfund, men hun tror på, at de vil tage den på sig. De har i hvert fald med hendes bog fået en manual, der burde kunne give inspiration. Og vi andre en historie om en af de vigtigste - den vigtigste? - revolutioner i det gamle århundrede. De sten, der blev kastet i vandet dengang, laver stadig ringe.