Når man har læst bogen om Benny Andersen og hans klaver - og hans digte - må man konstatere, at man nu ved mere, end man vidste, man havde behov for. Henrik Marstal har været grundig og begrunder udgivelsen med den sikkert rigtige antagelse, at digteren først og fremmest var og er musiker. Og et ganske almindeligt menneske fra Søborg Hovedgade med aner i det svenske - derfor er Svante en svensker, som forblev i Danmark. Kærlighed til Norden 'Svantes viser' er vel det uforglemmelige højdepunkt i karrieren, udført med Povl Dissing, med Benny selv ved klaveret, som den saglige barpianist, som Niels Barfoed bemærker. Andersen holdt til i café Chez Ankerfeldt, nu nedlagt, hvor han fik mange gæster og inspirationer. Han kunne spille efter noder og uden. Han kendte mange melodier fra sin barndom. Farmoderen var svensk, en kærlighed til far og Norden går skjult og stilfærdigt gennem bogens interview - så meget, at man egentlig ikke helt forstår de mange års vinterophold på Barbados, men det var jo af hensyn til hans kone nummer to, Cynthia. Hvordan var der på Barbados? Det hører vi ikke så meget om. Kommentarer til kommentarer »Om lidt er kaffen klar« er en af forfatterskabets mest ligegyldige sætninger, mener Benny Andersen selv. Alligevel er den blevet folkeeje. Der er en overført symbolik i påstanden. Benny Andersen er muligvis - i egen selvforståelse - også temmelig ligegyldig, men danskerne har taget ham til hjertet. Han har en blanding af melankoli, sproglig originalitet og sære indre vulkaner, som springer i flammer og slukkes og springer i flammer. Han gik på gesimser (men steg altid pænt ned), og han drak mange øl, som han imidlertid altid cyklede hjem. Han har briller og brunt hår. Han er venlig og uvenlig, og så dansk, at socialdemokraterne burde kunne bruge ham til enhver kongres. Det kan nu ikke nægtes, at det kun er kort tid siden, Karen Thisted fik fat på Johannes Møllehave og Benny Andersen til succes-samtalebogen 'Det skal mærkes at vi lever', og herfra er der så hentet en hel del stof. Kommentarer til kommentarer. Hvad skulle man ellers gøre? Folkevognsmodernist Noget af det interessante ved Benny Andersen er, at han er (igen Niels Barfoeds karakteristik!) en folkevognsmodernist - en af dem, som hang på, men altid stod af, lidt anarkistisk - et menneske, der smiler med hjørnetænder. Noget nyt var under opsejling i halvtredsernes anden halvdel, en modernistbevægelse, som Andersen var tiltrukket af, men jordrystelsen, som blev til digtekunsten, kom af, at han blev fyret fra Cozy Bar i Studiestræde - det var flovt. Langsomt blev Benny Andersen til en undgænger(hans eget udtryk) - det vil sige et menneske, som undviger konfrontationer og både eksistentielt og socialt foretrækker at passe sig selv og undgå konflikter. Da hans første kone forlod ham til fordel for Halfdan Rasmussen, kunne han have sagt (men det er nu ikke hans citat): »Min kone har forladt mig med min bedste ven - jeg savner ham allerede«. Musikalsk håndværkerhjem Klaveret hænger ved, og hans kompositioner - både 'Svantes viser' og 'Oven visse vande' vil blive stående. Hvordan komponerer han? Svaret er tjae ... den svenske jazzpianist Jan Johansson har spillet en stor rolle i Andersens liv, men om et egentligt indblik i den side af talentet - komponisttalentet - er der ikke meget i bogen at få forstand af. Han er en undgænger, og derfor er han vores. Måske lige så meget som han er Møllehaves og Brøggers og Barfoeds og Rifbjergs. De tumler og herser intelligent med hans psykologi, mens han smiler venligt og afværgende. Så meget hænger ved fra hans uproblematiske opvækst i et musikalsk håndværkerhjem.