0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Swift og prygelknaben

Tue Andersen Nexø har bedrevet et glimrende, lærd og perspektivrigt arbejde om supersatirikeren Swifts tekster, men det er ikke uden polemiske akilleshæle.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som ung forsker er det vigtigt at have en prygelknabe, man kan slå på, så alverden kan se, at det man laver er nyt, vigtigt og originalt. Om prygelknaben nu også eksisterer i nøjagtig den skikkelse, man fabrikerer, er knap så vigtigt.

Det er i det mindste fristende underhånden at komme til at tænke og agere sådan - den tanke randt mig i hu under læsningen af Tue Andersen Nexøs i øvrigt vældigt gode bog om Jonathan Swift, satiren og det trykte ord.

Nexø slår i værket, der er et omskrevet universitetsspeciale, ud efter to træske modstandere, eller rettere: en medspiller og en modstander.

Manden bag 'Gullivers rejser'
Den ene er den tyske filosof Jürgen Habermas, der i 1961 slog igennem med et værk om den borgerlige offentlighed.

Den anden er mere diffus og problematisk, men er vist noget hen i retning af den samlede litteraturteori siden 1960'erne, der angiveligt hidtil har svævet æstetisk over vandene og oppe i luften, langt fjernet fra studiet af litteraturens mangfoldige bånd og forbindelser til den konkrete, virkelige, sociale realitet hernede på Jorden.

Foran de to opponenter står dog ingen ringere end en af verdens bedste og mest ekstreme satirikere, den bidske, irske Jonathan Swift (1667-1745), der for den brede offentlighed utvivlsomt bedst er kendt som manden bag 'Gullivers rejser'.

Litteraturen tilbage som 'social praksis'
Nexøs metode er efter eget udsagn 'boghistorisk' og satireteoretisk, altså et spørgsmål om at se på, hvordan bøger egentlig blev købt, solgt, trykt og distribueret i 1700-tallet, parret med en teoretisk refleksion over satirens rolle.

Denne metode løber ad tre store spor. Et litteraturhistorisk, der plæderer for, at litterater generelt burde vie spørgsmålet om litteraturen som 'social praksis' langt mere opmærksomhed (i stedet for at bruge al tiden på alene at sætte litteraturen ind i en litteratur- og idéhistorisk sammenhæng), spørgsmålet om, hvordan vi dog skal omgås stærkt satiriske tekster, og endelig ønsket om at revidere især Habermas' beskrivelse af den litterære offentligheds opkomst i England, tidspunktet for dens opståen og den rolle, den spillede.

Angreb på ordet
Undersøgelsen af Swift falder herefter i seks dele. Først en generel overvejelse over forholdet mellem tale og skrift, der strækker sig tilbage til Platon.

Dernæst rettes blikket mod den trykte offentligheds kår i England år 1700, hvorefter Nexø kort reflekterer over problemet med ophavsmanden bag tekster i det syttende århundrede (som regel var pamfletter anonyme), og heraf spørgsmålet om, hvordan vi skal fortolke de pågældende tekster.

Næste etape består i at redegøre for satirens form og funktion, som en særlig genre og strategi, hvorefter femte og sjette del vies analysen af den besynderlige allegori 'A Tale of a Tub' (1704), og de såkaldte 'Bickerstaff Papers' (1708-09), der læses som sofistikerede, rablende angreb på det trykte ords sandhedsfordring, og dets politiske og kulturelle funktioner. Disse seks dele er omkranset af en kort, men effektiv indledning og konklusion.

Tarzan-agtigt originalitetsbrøl
Nexøs værk er uden tvivl velskrevet, i en tætklippet akademisk, men meget klar og prunkløs stil, og det rummer mange gode pointer og observationer fra en kvik og lovende litterat, ligesom det er næret af en ualmindeligt grundig viden om den historiske sammenhæng, Swifts værker indgår i.

Men der er også indvendinger, man kan gøre gældende, vigtige, principielle og reale indvendinger. Tilsyneladende pedantisk er det at begynde bagfra, og se på litteraturlisten, men kun tilsyneladende. For hvorfor glimrer et par halvvejs boghistoriske superforskere som Walter J. Ong og McLuhan ved deres fravær? Og hvor er George Orwells berømte tekst om forholdet mellem politik og litteratur i 'Gullivers rejser'? Og hvorfor er der kun medtaget én lillebitte tekst af Michel Foucault, hans tiltrædelsesforelæsning fra 1970?

Jeg mistænker, at svaret er, at alle disse udeladelser (og misforstå mig ret: Ingen bibliografi kan nogensinde være udtømmende) bl.a. tjener til at rydde grunden, så Nexø kan træde ind, skyde brystet frem og udstøde sit Tarzan-agtige originalitetsbrøl.

Litteraturvidenskabens berettigelse
Udeladelserne fremstår som et symptom, på den led at de klinger med i Nexøs efter min mening misvisende beskrivelse i kap. 1 af litteraturteorien de sidste 20-30 år, som et altovervejende hermeneutisk og dekonstruktivt gedemarked, der har overset litteraturens rolle som 'social praksis'.

For eksempel Foucault har da mere end nogen anden medvirket til en sand flodbølge af studier af 'materielle', 'diskursive' og 'sociale praksisformer- og betingelser' for litteraturen? Særligt, men ikke alene, i USA har den materialistiske flodbølge redet sejrrigt af sted og revet alt med sig, ja vel ligefrem været ophav til de triumferende 'Cultural Studies', mens England altid har været dejlig stokkonservativt, boghistorisk og empirisk, og i Tyskland og Frankrig er der da også masser af eksempler på ekkovirkninger af eller hjemmegroede pendanter til den amerikanske 'New Historicism'.

Konsekvensen af helt at negligere denne i nærværende sammenhæng vigtige, kritikhistoriske omstændighed, er, at Nexø atter kan fremhæve sit studies berettigelse og originalitet. Og ærlig talt, hvor vigtigt er det egentlig at revidere nogle møtrikker i Habermas' over 40 år gamle studie? Også selv om der, bevares, er relevante perspektiver i forhold til nutidens politiske og kulturelle offentlighed.

Perspektivrigt og lærd
Jeg tror bestemt ikke, at Nexø er i ond tro, og man kan selvfølgelig ikke have alt med, særlig ikke i et speciale. Men jeg har en anelse om, at begejstret iver har forledt Nexø til at tegne nogle forhold vel skarpt op for at kunne slå døren ind med et mer