Skal man tro Dario Fo, og det skal man ikke, så siger et gammelt videnskabeligt mundheld, at »Stiv pik lytter ikke«. Han serverer mundheldet som en slags morale for sin fortælling om, hvordan kunder og bollepiger på et propfyldt bordel i Mestre en dag i 1945 nægter at lytte til bordelmutter, som beordrer alle ned i kælderen under et allieret bombeangreb. Huset synker i grus under kneppen og skrigen, men se så, om ikke de overlever i massevis alligevel. Roterende tunger I hvert fald kan Fo fortælle om sin egen indsats i redningsstyrken, der med mejsler og mukkerter banker sig vej ind i syndens hule. Da han med et mægtigt stød nedlægger døren til et rum med indespærrede, vælter det ud med nøgne piger, som kvitterer med smækkys, åbne munde »og tungen roterende som en blender«. Sådan er det hele vejen igennem. Fo fortæller forrygende. Grotesk, patafysisk overdrevet, buldrende vanvittigt - men også meget styret og bevidst som en skinbarlig Rabelais genopstanden efter 500 års rævesøvn. Ærke-italiensk Dagens erindringsbog, 'Flagermusenes landsby', fortæller historien om, hvordan Fo blev Fo samt en lille smule af fortsættelsen. Og er man Fo-fan, så får man sig her en af de kæreste bøger på hylden. Han er ud af sådan en ærke-italiensk familie, hvor man elsker sin mor, beundrer sin far, er vild med sine bedsteforældre og lever i verden med et sanseapparat vidt åbent for smag, duft, berøring, bevægelse og usandsynlige historier. Dario Fos verden er området omkring Lago Maggiore, den store sø i Norditalien, hvor fatter Fo er stationsforstander i skiftende byer, mens drengen udvikler sig i samspil med de våde vande, de brunstige fisk, salige nymfer, første kærlighed, første robåd: »Da jeg steg ned i båden, skælvede mine ben, som skulle jeg til at elske«. Barndom som commedia dell'arte Han er søspecialist, den lille Dario, en mestersvømmer i mange elementer: »... det vigtigste i svømning er harmoni frem for styrke: alt, hver del af kroppen, hvert led, skal glide rundt, uden hindringer, i en ekstrem harmoni mellem åndedræt og bevægelse. En halv snes år senere, da jeg var begyndt at arbejde med teater, viste det sig, at kunsten at nå maksimal effekt med minimal anstrengelse og bevægelse også var grundreglen for alle velfunderede mimere og skuespillere«. Som en fisk i vandet: Ingen, der har oplevet en forestilling med Dario Fo, er i tvivl om, at sådan er han som fortæller og mimiker. Her i barndomserindringerne fortæller han, hvordan hans første læremestre var fiskerne ved bredden af Lago Maggiore, som gav deres historier til bedste, mens de bødede deres garn. Men han fortæller også om sin utrolige morfar, der havde en Edens have af et gartneri ude på Posletten, og som iscenesatte sine tomater og agurker, æbler og blommer i den mest magiske erotisme, som gik dybt og direkte i egnens storbarmede fruer, når der skulle handles på markedet. Sådan som han fortæller sin barndom, har den været én lang commedia dell'arte. Egnens glaspustere og gøglere, anarkister og fascister, smuglere, murere, præster, soldater, sigøjnere, hele dette italienske galleri af farverige figurer, har levet i hans virkelighed og hans fantasi på en måde, som har skabt den vidunderligt groteske og paradoksale Fo'ske forestillingsverden, der senere brød frem med en naturkatastrofes nødvendighed. Egentlig var det jo kunstmaler, han skulle have været, han gik på akademiet i Brera. Fabulerende flabethed I takt med, at han her i bogen fortæller, og fortæller om at fortælle, ja udvikler sin Fo'etik, så kvitterer han også på hver eneste side for den nobelpris, som mange undrede sig over, at han fik i 1997. Hans helt særlige, mundtlige stil, hans folkelige absurdisme bliver her overført til det medium, bogen, der sædvanligvis er nobelprisens. Men det gøres i en mundtlig eller i hvert fald mund-agtig form, som giver et nærvær, et åndedræt, en fabulerende flabethed til teksten og ligesom løfter den ud af sin skriftlighed. Her må det også siges, at oversætteren Bent Holm er fulgt flot med i vejrtrækningen. Dario Fos far døde 90 år gammel i 1987, og bogens sidste kapitel er historien om hans begravelse, som naturligvis både er ledsaget af hornmusik, røde faner, forbyttede lig og alt til farcen hørende. Han hed Felice, den lykkelige mand, socialist, frihedskæmper, antifascist, rød som ind i helvede: Dario Fo's højt elskede ideal. Jeg så for nylig Dario Fo tage Silvio Berlusconi, den lille gnom, ved vingebenet under en pragtfuld soloforestilling i Rom. Den snart 80-årige Dario lever fuldt op til sit fædrene forbillede.