Kort efter, at Madeleine Albright var blevet udnævnt som USA's FN-ambassadør og repræsentant i Sikkerhedsrådet, blev hun overtalt til at holde en tale til den årlige middag for Washingtons pressekorps. Tanken er, at man skal være morsom, hvilket tilsyneladende lykkedes glimrende for Albright. Efter talen roste Washington Post hende for at »have snoet publikum om sin lillefinger med en serie gravalvorligt leverede vittige bemærkninger«. Tung læsning Albright nævner episoden i sin selvbiografi, som man desværre ikke kan give samme ros. Trods enkelte vittighedstegninger og farvefotos er 'Madam Secretary' ganske tung læsning. Uden at tilføje voldsomt nye aspekter eller tankevækkende analyser trækker Albright møjsommeligt læserne gennem, hvad der forekommer at være samtlige internationale konflikter under Clinton-regeringen både i dens første periode, da Albright var ambassadør, og efter genvalget som udenrigsminister. En skam, for derved kommer skribenten Madeleine Albright selv til at skygge for den virkelig interessante historie, personen Madeleine Albright har at fortælle, nemlig den om sit eget liv. Født i Tjekkoslovakiet før krigen som datter af en førende diplomat, flygtet via Storbritannien til USA under krigen og derefter igen efter kommunisternes magtovertagelse i Prag i 1948. Karriere frem for kærlighed Albright tilbringer de første mange år efter universitetet som husmor, men bliver alligevel den første kvindelige udenrigsminister nogensinde i USA, endda på et tidspunkt hvor supermagten er helt på toppen af sin magt. For derefter i en sen alder at opdage, at hun er jøde, og at flere af hendes bedsteforældre omkom i holocaust. En utrolig historie, der fortæller meget om udviklingen i verden og USA i de sidste 50 år, og som Albright efter undertegnedes smag kunne have gjort betydeligt mere ud af på bekostning af de lange Sahara-lignende strækninger om denne eller hin udenrigspolitiske krise. Når det stikker hende, er Albright nemlig slet ikke nogen dårlig fortæller, og trods den imponerende karriere har hun bevaret den afvæbnende selvironiske distance til sig selv, som alt for mange succesrige politikere savner. Den fotoillustrerede historie om, hvordan Albright tidligt i sin karriere, som rådgiver for senator Edmund Muskie, var bekymret for sit udseende og derfor en dag dukkede op til en reception med en hæslig paryk, viser ikke bare, hvordan selv de klogeste kan begå dumheder, men også hvor vanskeligt det er at ryge helt til tops som kvinde. Og selv om Albright givet er forbillede for mange ambitiøse kvinder, må det alligevel gibbe lidt i dem, når hun forklarer, at hun aldrig kunne været kommet til tops, hvis ikke hun var blevet skilt nogenlunde på det tidspunkt, da hendes karriere for alvor tog fart. Bag kulissen Men bevares, der er også fordele ved at være af hunkøn. For eksempel den dag, Albright spilder salatdressing i skødet ved en officiel frokost, kort før det officielle billede skal tages. Gode råd er dyre, men Albright vender frisk nederdelen 180 grader, så pletten kommer på rumpen, og den rene side foran. Den kunne Kissinger ikke have klaret, skryder Albright muntert ved mindet. Flere af denne type 'bag kulissen'-episoder havde pyntet og frisket de knap 600 sider op, men også uden dem er 'Madam Secretary' bestemt værd at stifte bekendtskab med. Madeleine Albright er en forbløffende og meget sympatisk skikkelse i amerikansk - ja for den sags skyld verdens - politik, og det er godt at se, at der er overskud til at få oversat denne mursten af en bog til dansk. Endda i Frank Esmanns glimrende oversættelse.