Bush-bashing. Et ord der lige så godt først som sidst kan begynde at indgå i det danske sprog, som betegnelse for den folkesport det er blevet at kritisere, latterliggøre eller decideret tilsvine USA's nuværende præsident. Og hvis omfang har nået nye højder med oversættelsen til dansk af den tidligere finansminister Paul O'Neills sønderlemmende beskrivelse af George W. Bush og hans ledelsesstil - eller mangel på samme. Inkompetent og doven Alene det faktum at Wall Street Journal-journalisten Run Suskinds bog om O'Neill udkommer på dansk viser, hvor lavt supermagten er sunket i anseelse, og hvor stort et marked de mange, der afskyr Bush, udgør. Og det indtryk, man får af Bush og hans regering i Paul O'Neills bog, er da også på enhver måde rystende. Ikke fordi det kommer bag på en, men fordi det trods alt er noget andet, når finansministeren i de første to år af Bushs regeringstid kalder præsidenten en doven, inkompetent og usympatisk tåbe, hvis regering er totalt styret af gale ideologer, end når Michael Moore gør det. Døvblind Ganske vist blev O'Neill fyret og har derfor formentlig en god del galde at skulle af med, men selv med et meget stort læs salt er hans beretning om virkeligheden i det Hvide Hus under Bush uhyggelig læsning. Præsidenten er, som O'Neill mindeværdigt udtrykker det, 'som en blind mand i et rum fyldt med døve mennesker'. Hermed menes, at Bush stort set ikke deltager i debatterne, og at hans få nøglerådgivere ikke lytter til nogen. Beskrivelserne af, hvordan O'Neill, der som finansminister havde ugentlige enemøder med præsidenten, gang på gang forklarede afgørende ting om nationens økonomiske tilstand uden at præsidenten sagde et ord eller virkede det mindste interesseret, står efter endt læsning tilbage som et sindbillede på Bushs tilgang til embedet. O'Neill talte, Bush lyttede med et udtryksløst ansigtsudtryk, og så var mødet forbi. Arrogant og dum Bag Bush står folk som vicepræsident Dick Cheney, og heller ikke på den front bliver man beroliget af at læse O'Neills bog. Fakta bøjes, argumenter misbruges og enhver egentlig diskussion, af hvilken politik der bør føres, er ildeset af Bushs ideologiske inderkreds. Vejen er fastlagt en gang for alle, det afgørende er, hvad man kan slippe af sted med. Som Bush forklarer O'Neill, gider han 'ikke forhandle med sig selv', herunder afveje fordele og ulemper af en given politik. Arrogant og dum altså, men var manden så bare flink, ville det hele ligesom være lidt lettere at tage. Men heller ikke på det punkt har O'Neill gode nyheder. Bush er nedladende og ubehagelig over for sin stabschef, nidstirrer og ydmyger ham eksempelvis offentligt en dag præsidentens frokost - cheeseburgere - er forsinkede. Han giver O'Neill, der er 65 år og har været leder af en af USA's største virksomheder, småpatroniserende øgenavne såsom 'Pablo' og 'Big O', og virker jævnt hen som en rigtig ubehagelig fyr. At O'Neill selv virker småirriterende og pernittengryn er i denne sammenhæng ligegyldigt. Bogen giver et uhyre interessant kig ind i Bushregeringens inderste gemmer, og var man bekymret før, er man det endnu mere bagefter.