Danske psykiatermemoirer er ikke en genre, man sådan uden videre fejer af: Tænk blot på Preben Hertofts murstenstunge 'Undren og befrielse' eller Villars Lunns flerbindsværk om skelsættende epoker i moderne hospitalspsykiatri. Også Knud Goll har i årtier fungeret som sindssygelæge, og hans tilbageblik sætter ansigt på nogle af de mange patienter, han har stiftet bekendtskab med på sin vej. I korte erindringsfragmenter møder vi den følelseshungrende incestoverlever, anorektikeren, torturofferet og den utilregnelige voldsmand - vi møder de sagtmodige og de balstyriske, selvmordskandidaterne og de finurlige psykotikere. Mennesker på udsatte steder. God gammeldags empati Knud Goll er umiskendeligt barn af 1970'ernes antipsykiatri, og hans tiltro til - og respekt for - 'det talte ord' er faktisk ganske hjertestyrkende i en tid, hvor sygehuspsykiatrien mest af alt synes ringforlovet med neurovidenskaber og medicinalindustri. I kierkegaardsk forstand insisterer Goll på at møde sine patienter, hvor de nu engang er - at se dem i øjnene som medmennesker, lytte til deres behov og lære af deres dyrekøbte erfaringer. Det handler med andre ord om god, gammeldags empati - om at turde være nysgerrig og sætte sig i et andet menneskes sted. Mennesket bag diagnosen 'Vanviddets veje' er velskrevet og patienthistorierne interessante. Personligt synes jeg nok, at den antipsykiatriske galskabsforherligelse spøger lovlig meget i kulissen (»Gid pokker havde de normale«, som det hedder i et afsluttende digtmanifest), men til gengæld er forfatterens insisterende humanisme forfriskende, og hans sociale og fagpolitiske indignation et udmærket indlæg i debatten om, hvilket sundhedssystem vi vil have og/eller kan være bekendt. Det drejer sig først og fremmest - argumenterer Goll - om at give patienterne plads og individualitet, og kan man som psykiater ikke rumme ambivalens og kaos, bør man i tide fortrække til laboratoriet. Med psykoterapi er det ligesom med Beethoven, bemærker Knud Goll et sted: »Man tror, symfonien er forbi, men nu vender temaerne tilbage endnu engang«. Sådan er 'talepsykiaterens' tilværelse et stykke møjsommeligt (og undertiden frustrerende) kommunikationskunst, og trods vanvid, vrede, misbrug, vold og traumer, er det (næsten) altid muligt at etablere en konstruktiv kontakt, skabe meningsfuld dialog med sin patient. Men det tager tid, og det trækker veksler på terapeutens tålmod, ærlighed og styrke. Vil man have en hæderlig psykiatri, er der dog ingen vej uden om: Det gælder om at kunne lytte og komme i møde - få øje på mennesket bag diagnosen.