Med læserens forlov tilegnes disse linjer digteren Klavs Bondebjerg, som indtil sin alt for tidlige død i juni måned havde 'De fremmedes bog' liggende på sit bord. Klavs var glad for at skulle anmelde den, og med sit vidunderlige sprogøre og sin kærlighed til den mellemøstlige verden var han et indlysende valg til opgaven. Men sådan skulle det altså ikke være, og nu må vi i stedet finde trøst hos sufidigteren Djelaleddin Rumi: »Når vi er døde, søg da ikke vores grav på jorden,/ men find den i menneskers hjerter«. Trangen til at sætte sine spor Og så til bogen: Vi befinder os i 900-tallets Mellemøsten, og en omrejsende irakisk skribent begynder møjsommeligt at notere, hvad han møder af guldkorn kradset ned på vægge, mure, gravsten og monumenter. Skribentens nøjagtige identitet fortaber sig i historiens mørke (at det skulle dreje sig om litteraten Abu al-Faraj al-Isfahani er muligvis en køn efterrationalisering), og også selve værket - blandt venner kaldet 'Ghuraba' - regnedes for tabt, indtil et transskriberet eksemplar dukkede frem af de bibliofile gemmer midt i 1960'erne. I 1972 udkom en kommenteret udgave af 'De fremmedes bog' i Beirut, og inden for de senere år er endnu to sjældne kopier kommet til orientalisternes kendskab. Inskriptioner på offentlige flader - skal vi for nemheds skyld kalde fænomenet graffiti - hører til blandt de ældst kendte skriftlige meddelelsesformer, og allerede i faraonisk tid efterlod besøgende ofte små prosastykker ved pyramiderne i Giza, ligesom græske og romerske turister ikke sjældent nedfældede formfuldendte lejlighedsvers ved synet af bjergtagne landskaber og bygningsværker. Også i den arabiske verden var det almindeligt for farende svende at nedkradse tanker og aforistiske smådigte på snart sagt enhver tilgængelig overflade - middelalderens muslimer var mobile folk, og både som daglejer, pilgrim, handelsmand, skriver og skriftlærd kunne livet på landevejen fremprovokere denne kløende trang til at sætte sine spor. Anonym øjebliksskrift Men som enhver skoledreng ved: Graffiti er en forbandet kortlivet genre, og selv den mest beåndede sentens henvejrer med historiens vind og vejr. 'De fremmedes bog' er derfor et interessant kildeskrift til en længst svunden mellemøstlig 'væglitteratur' - også selv om inskriptionernes ægthed kan diskuteres, og forfatteren og hans informanter givetvis har haft en livligt meddigtende fantasi. Noget tilsvarende gælder unægtelig for den sammenflettende tekst, som akrobatisk bevæger sig i krydsfeltet mellem røverhistorie og sandfærdig anekdote. Selve graffitigenren lader sig dog ikke betvivle, og eksperterne antager, at en god portion af bogens tekstfragmenter faktisk er den ægte vare. Og hvad handler den så om, denne anonyme øjebliksskrift? Tja, først og fremmest om den rejsendes grundvilkår og tro følgesvende: Om adskillelsen, savnet, eksilet, fremmedheden. Hertil kommer de velkendte jeremiader over tabt formue, ungdom og lykke, ligesom kærlighedens smerte som altid giver skrivekløen vinger: »Jeg længes frygteligt efter Bagdad./ Hvad jeg længes efter der, er en smuk ven, jeg har,/ der bor et sted, hvor jeg nu er fraværende./ At den elskede skulle blive og elskeren tage væk,/ er et forkasteligt påfund«. Enhver jordomsejler, interrailer og udvekslingsstudent ved besked. Eksistentielle pletskud Endelig er der seksualiteten, som sniger sig ind med større eller mindre fiffighed - ikke mindst den korporlige mandekærlighed, som qua anonymiteten kommer mere eksplicit til udfoldelse end i epokens officielle poesi (med signifikante undtagelser som Rumi og Abu Nuwas). Lyt blot til den vilde og våde (og ikke ganske humorforladte) finale på et længere epos om mødet mellem to liderlige herrer, den ene slank som en gazelle, den anden med en penis som et fyrtårn: »»Jeg har ikke plads til sådan en tyk en«, sagde han./ »Ved Gud, du torterer mig med dine udskydelser«, svarede jeg./ Derpå lagde han sig under mig, lille og snorkende som en/ kamelhingst./ Efter jeg var færdig med at udtømme det, der var i mine årer,/ rejste han sig og sagde, »Du altforbarmende, se nu hvad der er/ sket med min fine skjorte!««. Med 'De fremmedes bog' får læseren et underholdende smugkik ind i en verden af i forgårs, og i zonen mellem banalitet og dybsindighed finder man vitterlig mange små eksistentielle pletskud (»Ethvert land er en mands land,/ og han tilhører ingen af dem«), ligesom alene personnavnene er den rene og skære sprogmusik: Suwayd ibn Jafar, Nasr ibn Ahmad al-Khubzaruzzi, Abu 'l-Husayn Ahmad ibn Muhammad ibn Zayd al-Warraq ... Til gengæld skal man nok være mere end almindeligt interesseret for til fulde at værdsætte de grundige tekstkommentarer, som man derfor - endda med filologernes velsignelse - kan skippe og gå direkte til de middelalderlige perler. Dem er der mange af, og de er præcis så vemodige og uudgrundelige som tilværelsen selv. For til syvende og sidst er verden jo »et sted, hvor ens begær kun varer få dage« vi er her blot et kort, opflammende sekund. »Intet holder stand mod tiden undtagen Gud,/ Som vi ikke ser, men som ser os«.