Dead Kennedys, det legendariske punkband fra San Francisco, havde allerede i slutningen af 1970'erne fanget på kornet, hvilket bestialsk regime Pol Pot og De Røde Khmerer havde indført i Cambodja eller Demokratisk Kampuchea, som landet var omdøbt til i årene 1975-1979. I sangen 'Holiday in Cambodia' ironiserede de over de velstillede og privilegerede unge vesterlændinge, som så gerne ville gøre op med deres samfunds materialisme og revolutionere verden til det bedre. »What you need is a holiday in Cambodia/Where people dress in black/A holiday in Cambodia/Where you'll kiss ass or crack/A holiday in Cambodia/Where the slum's got so much soul«. Revolutionær dannelsesrejse Slummen har sjæl. Det var omtrent, hvad to medlemmer af Kommunistisk Arbejderparti (KAP), som i sommeren 1978 tilbragte en uge i Cambodja efter invitation fra styret i Phnom Penh, rapporterede til deres partikammerater i det danske. I løbet af 700 kilometers rundrejse kunne danskerne Svend Aage Madsen - ikke at forveksle med forfatteren af samme navn - og Peter Bischoff konstatere, at cambodjanerne havde overskud til at smile, fik rimelig ernæring, samt at 'broder nummer et', Pol Pot i egen velklædte og manicurerede skikkelse, var en venlig mand. Denne på en gang foruroligende og forunderlige historie kan man læse udførligt beskrevet i historikeren Peter Frederiksens nye bog, 'Kindkys af Pol Pot'. På baggrund af et omfangsrigt gravearbejde i danske og cambodjanske arkiver er han i stand til at tegne et billede af de to danskere, der drog af sted på revolutionær dannelsesrejse for ved selvsyn at bevidne, hvordan revolutionen havde frigjort massernes initiativ og skaberkraft, som det hed i datidens politiske sprogbrug. Ørepropper og skyklapper De to danskere var unge, under tredive, og tydeligt præget af deres ideologiske skoling. Men naive? Nej, på ingen måde, lyder det fra Frederiksen. At de opfattede besøget i det 'revolutionære paradis' som generelt positivt, skyldtes regimets brug af Potemkinkulisser parret med danskernes eget maoistiske blændværk: De danske delegerede troede på bondesocialismen, og selv om de ikke slugte enhver forklaring råt, gjorde de ikke noget videre ud af at granske deres stedvise tvivl. Den kom først langt senere. Det forjættende mål skulle nås, og midlerne, nå ja ... hvad man ikke ved eller vil vide, har man som bekendt ikke ondt af. De rapporter og beskrivelser af folkemordet i Cambodja, som hurtigt efter magtovertagelsen begyndte at cirkulere, blev af KAP'erne afvist som vestlig propaganda. I de danske kommunisters betragtning - indlejret som den var i den kolde krigs bipolære konflikt - var det altafgørende at støtte kampen imod USA's og Sovjetunionens (og senere også Vietnams) 'imperialisme'. Koste hvad det ville. Det var et årti med ørepropper og skyklapper. Solidarisk begejstring Forfatteren koncentrerer sig om at beskrive Pol Pots magtovertagelse i det krigshærgede Cambodja i 1975 og analysere baggrunden for KAP's dyrkelse af det lille sydøstasiatiske land. Resultatet er et anderledes stykke danmarkshistorie - men ikke mindre tankevækkende - om dengang, de store rystelser ramte et lille marxistisk miljø i Dannevang. Det er fascinerende at få indblik i den abstrakte tankegang i det revolutionære univers. Der var en tro på alternativer til den eksisterende borgerlige samfundsmodel, men også et engagement, der var ligefrem proportionalt med tabet af noget så kedeligt som sund fornuft. Mange venstreintellektuelle gjorde i 1970'erne kort proces med trangen til selvstændig tænkning og besøgte i solidarisk begejstring de socialistiske diktaturstater. Kina, Albanien og DDR var nogle af valfartsstederne. Det havde i den forbindelse klædt bogen at have udbredt perspektivet til ikke blot at omfatte to mands rejse, men i stedet havde taget bredere fat om fænomenet 'politiske pilgrimsrejser'. Sjovere fester På kritiksiden bør det også nævnes, at en mere social- og kulturhistorisk forklaring på tilslutningen til de revolutionære kredse havde været på sin plads. Ideologien var samlingspunktet, men motivationerne for at melde sig under de røde faner var mangfoldige og handlede langtfra altid om politik. Flugten fra den borgerlige spændetrøje må ikke undervurderes. Venstrefløjens fester var de sjoveste, musikken den bedste og kvinderne de mest frigjorte. Det må man også have sig for øje i diskussionen af, hvor dybt forblindelsen stak. Ikke som en undskyldning, men som en nødvendig og delvist gyldig forklaring. Frederiksen har således ret i, at man ikke kommer under huden på dette vældige emne, hvis man skriver iført knojern. Altså væk med fordømmelsen og ind med forståelsen. Men fløjlshandsker er heller ikke kun af det gode. Det er ikke nok at omtale problemet med selvbedrag og medløb, som var det udelukkende et anliggende fra fjerne tider. At det hele netop ikke er ren historie - hvilket Peter Frederiksen er for spag i mælet omkring - og at den gamle venstrefløj stadig for nogles vedkommende har kvaler ved at erkende ikke blot sit eget tvivlsomme engagement i Cambodja, men også omfanget af folkemordet, får man et indtryk af i Benito Scocozzas bog 'Overskrifter fra det 20. århundrede. Forsider fra Politiken gennem 100 år', som udkom på Politikens Forlag i 2000. Sproglig balsamering Den tidligere KAP-formand, der nyder stor anseelse som 1600-talshistoriker og er en populær formidler af monarkiets historie, skrev i sin introduktion til en forside om Vietnams invasion af Cambodja i januar 1979: »Indbyggerne blev tvunget til at arbejde inden for et kollektiviseret landbrug, og regimet gennemførte en udrensning, der kostede hundredtusinder af mennesker livet«. Hundredtusinder af mennesker! Kollektiviseret landbrug! Tænk, hvis en tilsvarende respekteret kollega til Scocozza havde skrevet om holocaust: »Hundredtusinder af jøder mistede livet som følge af udrensninger«. Og: »Mange mennesker blev tvunget til at arbejde i lejre og i den tyske krigsindustri«. Det er sproglig balsamering, en mumificering af skrækkelige forbrydelser, som vikles ind i gaze og overstænkes med duftevand. Hvad ideologi og hudfarve angår, er det sagen ligegyldigt, om det er røde, sorte, hvide eller brune bødler. Når man begynder at tælle på både tæer, fingre og kugleramme for omhyggeligt at kunne afvise forbrydelsens størrelse, hvormed man tror at kunne mindske dens karakter og dulme egen samvittighed, har man intet lært om faren ved selektiv moral. Drømmernes epoke Det er rystende, at man kan undgå at tage stilling for det enkelte menneske, offeret i skikkelse af barnet, moderen, den gamle mand, den unge kvinde, den bebrillede, den dumme, den fede, den smukke, den tavse, den ordrige, kort sagt alle de almindelige mennesker, der udgør ingrediensen i de anæmiske teoretikeres dødssyge opskrift: Vil man have en omelet, må man først knuse et par æg. Forudsætningen for en så kølig omgang med sine medskabninger er, at man i stedet for rygrad har en dogmatisk rettesnor, en krydsliste, hvor man sikrer sig, at doktrinerne aldrig stemmer overens med virkeligheden. Det 20. århundrede var i foruroligende grad drømmernes epoke, og hvilke mareridtsdrømme. Blot for en god ordens skyld: Peter Frederiksen, som ikke er overgivet til politisk febervildelse, nævner, at i omegnen af tre millioner cambodjanere systematisk blev myrdet af Pol Pots khmerer. De kunne andet end at kindkysse.