0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skagensdrømme

Pernille Steensgaard kradser sin ny bog i Skagens krise: Skal Danmarks nordlige ørken være en levende by eller feriecenter og drømmefabrik for velbeslåede ældre?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Østersø og Nordhavs Vand Favnes over Skagens Sand


Sådan rimede H.C. Andersen i 1859 efter en rejse af de mere eksotiske:

Denne gang var det ikke det europæiske kontinent, som skulle betvinges med damplokomotiv og postdiligence, men derimod moderlandets egen uvejsomme ødemark, dets ultima Thule på spidsen af Jyllands vestenblæste nathue.

Som altid var Andersen på forkant med udviklingen - blot få år tidligere var Skagen ved et hjulspor blevet forbundet med resten af kongeriget, og skønt både landevej og jernbane siden fulgte, forblev ekspeditioner nordenfjords en strabadserende affære, ligesom de marehalmsklædte klitter passede som fod i hose til københavnernes forestilling om det primitive og sært tillokkende jyske.

Pittoresk folklore
»Jylland er dog den meest romantiske Deel af Danmark«, som Andersen noterede, idet han straks broderede videre på synspunktet: »Jeg synes, det maa have meget tilfælles med de skotske Lavlande! Og der er jo Zigeunere!«.

Sigøjnere eller ej: I Skagen følte Andersen sig lykkeligt hensat til fjerne ørkenegne, og det varede ikke længe, før andre prominente rejsende begyndte at valfarte til det dragende fatamorgana: Det tilbagestående Jylland var på mode blandt 1800-tallets københavnske jetset, og Skagen (eller rettere Østerby, Vesterby og Højen) var som skabt til blicherske vandreture og pittoresk folklore - stedet udgjorde simpelt hen den ideelle blanding af voveligt globetrotteri og vildtconsommé på Brøndums Hotel.

Og så er der lyset, denne sfæriske blånen, der ligesom løfter landskabet op og kærtegner sjælen med et ømskindet ozon: Alt imens Skagen forvandledes fra sandblæst uland til mondænt badested, gjorde malere og skribenter deres indtog, og i fællesskab satte de billeder på social elendighed såvel som sublim natur. Skagensmalerne var aldrig i bekneb for motiver, og set gennem kunstnerøjne kunne selv strandinger og skibbrud tage sig malerisk ud.

Kontrasternes skønhed
Hør blot Anna Ancher beskrive sin tur til kapellet efter et natligt forlis:

»Det var storartet, tragisk og smukt; der laa disse 6 ganske unge Mænd i deres Havklæder, nydelige og kække i Udtrykket, ikke Spor af forvredne i Trækkene, og Farven rødmusset og frisk, enkelte Skrammer; et Par med halvaabne missende Øjne, som om de lige havde talt; og ved Siden saa den gamle Kaptajn, krum Næse og guldhvidt Skæg med Sand i, lignede en rigtig Havmand, pragtfuld!«.

Skagen havde det hele - fattigdom og sorgløst strandliggerliv, menneskelige katastrofer og champagnefrokoster i fru Krøyers ødsle have.

Drømmefabrik
Københavns bedre kredse havde fået endnu en prestigefyldt sommerfilial, og selv kongen lod i 1914 arkitekt Plesner opføre en prunkløs sommerresidens, majestætisk tilbagetrukket på Kattegatsiden. Men man havde fået mere end det: Fra at være et forarmet fiskerleje var Skagen blevet en æstetisk fiktion, en nostalgisk drøm, en tidslomme midt i en tempo- og problemfyldt modernitet.

Og sådan skulle det forblive: Helt frem til vore dage er det lykkedes verdens største sandodde at bevare sin status som kongerigets mest ihærdige drømmefabrik, og alene navnet kan fortsat få det til at hvine af fryd i whiskybælter og langs Strandveje.

Skagen har været fashionabelt i mere end et århundrede, og de lokale er langsomt, men sikkert blevet fortrængt til funktionelle parcelhuse, efterhånden som velbeslåede storbyboere har opkøbt hver en lavloftet fiskerhytte og forvandlet den til en drøm af rustik enkelhed og florlette hørgardiner. Med varme i badeværelsegulvet og internetstik, naturligvis.

Glansbilledets bagside
I 'Skagen' går journalist Pernille Stensgaard på opdagelse i oddens spektakulære kulturhistorie og forsøger sig med et kritisk blik bagom glansbilledet: Hvad er der egentlig på færde under de kønne kulisser - hvad foregår der uden for sæsonen, hvor lurer konflikterne?

Med afsæt i en stor mængde interview tegner der sig hurtigt et alt andet end opløftende billede: Siden 1980'ernes fiskerikrak er antallet af kuttere reduceret dramatisk, og skønt de fleste skagboer i større eller mindre grad har aktier i turismen, er arbejdsløsheden blandt landets mest faretruende.

Men hvad værre er: Der foregår en stadig hjerneflugt fra det lille provinssamfund, som nok har den storslåede natur, men ikke er i stand til at tilbyde attraktive karrieremuligheder. Skagen har blot 10.000 fastboende, og det kan mærkes, at 170 20-40-årige hvert år rykker teltpælene op. Eller som en tiendeklasseelev udtrykker det:

»Der, hvor jeg kan se min fremtid i Skagen, er måske, når jeg bliver pensioneret, har råd til et hus og kan nyde naturen og familien. Det er også det eneste, jeg tror, Skagen vil blive brugt til i fremtiden: Ferieparadis og et sted hvor man kan placere ældre mennesker«.

Hård kritik
Nej, 'Skagen' er hverken turistbrochure eller jublende ferietelegram - krisen kradser, og de kommende årtier må afgøre, om kommunen vil stille sig tilfreds med at være et Lille Rungsted med tilhørende servicemedarbejdere og kustoder.

Stensgaard trækker problemstillingerne hårdt op, og hun lægger ikke fingrene imellem i sin skildring af københavneriets skadelige konsekvenser.

Som mangeårig - om end matrikelløs - Skagensfarer kan man ikke undgå at føle sig truffet af den hvasse tone, og man kan spørge sig, om det virkelig er så galt fat, som forfatteren giver indtryk af - om lokalsamfundet virkelig er så resigneret og ressourcefattigt, som teksten synes at antyde? Eller om der trods alt findes oversete synsvinkler, mere opmuntrende historier at fortælle?

Drømmen om det enkle
Hvorom alting er: 'Skagen' er en usædvanlig (og usædvanlig smuk) topografi, og det skyldes Pernille Stensgaards skarpe, indsigtsfulde og velskrivende pen, men nok så meget Anne Prytz-Schaldemoses sanselige brighter-than-life-fotografier, som mætter bogens sider med et lys og en farve, som er lige til at forsvinde i.

Fotografen dvæler kyndigt ved stedets maleriske detaljer og cementerer paradoksalt nok de illusioner, som forfatteren så ivrigt forsøger at punktere. Bogen problematiserer og satiriserer, men trods syrlighed og pessimisme er det alligevel den gode, gamle Skagenslængsel, som står tilbage efter endt læse-kikkeri:

Drømmen om 'det andet Danmark', elementernes rasen, de bleggule huse mellem Østersø og Nordhavs vand. Drømmen om det enkle, det indiskutable: himlen, havet, lyset.