USA er verdens nye imperium. Og det er en god ting, verden har brug for et liberalt imperium. Spørgsmålet er bare, om USA er opgaven voksen. Sådan stiller Storbritanniens hotteste unge historiker sagen. I en tid, hvor den accepterede holdning omkring USA's eventyr i Irak svinger mellem idiotisk og undergravende for verdensfreden, er det herligt forfriskende at læse den skotske historiker Niall Fergusons nye værk 'Colossus - The Price of America's Empire'. Efter Fergusons vurdering er problemet ikke, at USA invaderede Irak og overtog styringen af landet. Tværtimod, problemet er, at supermagten ikke gør den slags oftere, og at Washington allerede nu har givet magten tilbage til irakerne. Kontroversielle konklusioner Nationalstaten er efter Fergusons mening en højst overvurderet størrelse, og mange lande såsom eksempelvis Irak eller Liberia vil have langt bedre af nogle årtier som amerikansk koloni end som selvstændige lande med de deraf følgende elendige og undertrykkende politiske ledere. Det er kontroversielle tanker, her et par generationer efter at kolonitiden blev lagt i graven, men et logisk skridt for Niall Ferguson, der i sin sidste historisk/analytiske bestseller, 'Empire', argumenterede overbevisende for, at det britiske imperium overordnet set var en god ting for verden og - især - for sine kolonier. Tesen genopridses i 'Colossus' og lyder i al korthed således: Verden nød godt af det liberale handelssystem, som den britiske flåde var garant for, og kolonierne fik under den britiske krone både mulighed for at låne langt billigere på verdensmarkedet, end det ellers ville have været tilfældet, og en solid dosis fysisk og administrativ infrastruktur. Begge dele fremmede den økonomiske vækst, der for de fleste kolonier gik væsentligt hurtigere under britisk styre end under selvstændighed. Og hvad der var godt dengang, vil også være godt nu, lyder Fergusons tese, der får ham til at ønske, at USA påtager sig rollen som det britiske imperiums lige så liberale afløser. Det gælder både generelt med at sikre og understøtte verdenshandlen, og konkret med at udstrække sit styre til de dele af verden, der ikke kan finde ud af det selv. Som for eksempel Irak. De magelige amerikanere Allerede her vil mange frittænkende sjæle formentlig være stået af, hovedrystende over at slige reaktionære tanker stadig gror på de amerikanske universiteter (Ferguson skiftede sidste år fra Oxford til New York University). Men de kan tage det roligt. Anden halvdel af bogen handler om, hvorfor USA efter Fergusons mening - og til hans store bekymring - næppe kommer til at følge hans råd. Amerikanerne er alt for magelige til for alvor at blive imperiebyggere. Det gælder på det personlige plan, hvor få for alvor gider bosætte sig uden for USA, og slet ikke i de gudsforladte lande, de efter Fergusons tese burde overtage styringen af. Mens blomsten af britisk ungdom - studenter fra Cambridge og Oxford - i kolonitiden kæmpede om at komme ind i Indian Civil Service eller The Colonial Service, drømmer deres amerikanske Ivy League-efterfølgere om en karriere på Wall Street. Som CIA erkendte efter 11. september, rådede den samlede amerikanske efterretningstjeneste formentlig ikke over »en eneste virkelig kvalificeret arabisk-talende agent, der kan agere muslimsk fundamentalist, som er villig til at bruge år af sit liv i de afghanske bjerge med elendig mad og ingen kvinder«. Eller som en anden CIA-mand udtrykte det, »operationer, der inkluderer diarré som en livsstil, er ikke os«. Briterne som forbillede Deri ligger for Ferguson at se just problemet: Meget kan det mægtige USA, men de kan ikke bygge et imperium uden mennesker til at bo i det og drive det. Og det er efter hans vurdering problemet med Irak, at USA helt fra starten har gjort det klart, at de ønsker at komme derfra igen så hurtigt som overhovedet muligt. Derved har amerikanerne skudt sig selv langt dybere i foden end ved alle deres andre fejlgreb, for med den holdning har de gjort det meget lidt attraktivt for irakerne selv at samarbejde med dem. De forsvinder jo alligevel snart, tænker fornuftige irakere, så hvorfor gøre sig upopulær ved at arbejde sammen med dem? Mange fejltrin, og netop derfor opfordrer Ferguson indtrængende amerikanerne til at lære lidt af deres anglesaksiske forgængere, og især Storbritanniens erfaringer med Egypten, som han mener er mere relevante end briternes tidligere eventyr i Irak. Fællespunkterne mellem briternes overtagelse af magten i Egypten i 1882 og amerikanernes ditto i Irak 2003 er ganske mange. I begge tilfælde insisterede regeringen på, at det ikke var udtryk for imperialisme. I begge tilfælde spillede økonomiske interesser en stor rolle - i Egypten Suezkanalen, i Irak olien. I begge tilfælde mislykkedes det at få international opbakning. Og i begge tilfælde blev en hurtig militær sejr efterfulgt af uroligheder. Tålmodighed, stamina og pragmatisme Men trods vanskelighederne blev Storbritannien i Egypten i 74 år og gjorde efter Fergusons vurdering et ganske godt stykke arbejde. Alt er derfor ikke tabt i Irak, særligt hvis USA vil lære af briternes 121 år gamle eksempel. Tre lektier er særligt vigtige. For det første, at det tager tid, årtier frem for måneder. For det andet, at det koster penge, langt flere end USA indtil videre har været villig til at hoste op med. Finansmarkedernes tillid til Irak skal genopbygges, og det kræver, at USA går forrest. Og endelig - og vigtigst - at man bliver nødt til at samarbejde med de øvrige stormagter. Selv om Frankrig (også dengang) var modstander af krigen, lod briterne dem være medansvarlige for at reformere landets finansvæsen. Tyrkiet fik frem til 1914 lov at bevare det formelle overherredømme over Egypten, og egypterne selv fik selvstyre og senere selvstændighed - alt sammen mens briterne bevarede den overordnede kontrol med landet. Tålmodighed, stamina og pragmatisme, det er den erfaring, amerikanerne bør lære af, hvis det skal lykkes i Irak. Om Washington lytter, tvivler både Ferguson og undertegnede på.