At være enevældig monark må antagelig være noget af det frygteligste, man kunne være. Tænk, at være den, der skulle tage alle bestemmelser, være regeringens leder, dens øverste general, admiral og alt det andet og ikke kun af navn. Tanken er svimlende. I 1660 indførte man i Danmark enevælden, og det holdt ganske længe, nemlig i 189 år, og flere af de mænd, som gennem deres fødsel var blevet tvunget til at overtage dette uhyre arbejdskrævende job, gjorde faktisk, hvad de formåede, men med absolut skiftende held. Flere af dem var ekstremt dårligt uddannet, holdt hen i passivitet af den siddende monarks jalousi på sin efterkommer - gamle hanelefanter vogter altid på den unge, stærke, der står på spring - og en enkelt var som bekendt helt fra snøvsen. At Danmark overlevede, kan næsten forekomme at være et mirakel. En flittig konge Et par af de høje herrer udgjorde dog en undtagelse, og den bedste af dem var Frederik IV, der regerede fra 1699 til 1730. Han var ekstremt flittig, arbejdede ofte fra tidlig morgen til langt ud på natten, det var nødvendigt, fordi han ønskede at have indseende i alle beslutninger. Faktisk var han lige så flittig ved sit skrivebord som hans samtidige, Ludvig Holberg, var ved sit. Holberg satte sig mange spor, men det gjorde kongen også. De flotteste er de slotte, han byggede, bl.a. Frederiksberg og Fredensborg, men han etablerede også de første folkeskoler, rytterskolerne, og ifølge Marie Hvidt, der har skrevet en underholdende og oplysende bog om denne monark, gødede han også jordbunden for det senere demokrati ved sin fastholden af det enkelte menneskes betydning. Det sidste er måske lidt svært at efterprøve, men man får bestemt sympati for manden, selv om han på sin vis kunne ligne et omvandrende paradoks. Mange af kongens små børn døde Han var også flittig på et andet område, nemlig det erotiske. Han fik sig en dronning, han ikke brød sig om, så hende kunne han ikke tage synderlig hensyn til. Og det gjorde han sandelig heller ikke. Elskerinder - både tilfældige og mere vedvarende - for ind og ud af hans seng, han fik mange børn, men på et punkt hvilede der en forbandelse over ham: børnene - de fleste af dem - døde som små. Helt galt var det med de børn, han fik med Anna Sophie Rewentlow, hende han bortførte fra Clausholm Slot, hende han giftede sig med i et 'fake'-bryllup, idet præsten, som foretog vielsen, ikke var præsteviet, hende han senere kronede ved en yderst enkel ceremoni til dronning - da den første venligt havde forladt denne verden - hende han elskede dybt og inderligt, hende der måtte sidde i et forgyldt fængsel på Clausholm, da han havde forladt denne verden. Det skete efter først et fald ned i en grube med kalk og siden efter en ulykke i Gjethuset, hvor støbningen af en kanon gik galt, med det resultat at kongen faldt og blev trampet så grundigt på af panikslagne tilskuere, at hans nyre tog alvorlig skade. De mange kriges tid Marie Hvidt har skrevet sin livlige fremstilling på grundlag af andre fagfolks forskning. Hun skriver i forordet, at hun er 'en forsinket rengøringskone' der går omkring med sin kost og fejer glassplinter op fra paneler og kroge, for at lægge dem sammen med de »store reelle stumper, de andre har lagt« sådan, at der kan fremstå et samlet (spejl)billede af kongen. Frederik IV's tid var de mange kriges tid. Hos kongen levede endnu håbet om at få Skåne tilbage, og det gjorde, at han indgik i tåbelige alliancer med andre magter, men faktisk blev han snydt næsten hver eneste gang. Den, der snød ham mest eftertrykkeligt, var tsar Peter den Store, der efter at have voldgæstet kongen og København i tre måneder - det var ikke gjort med turen op i Rundetårn - mens man ventede på tropper og flådeforstærkning, og som så pludselig sagde, at det gad han for resten ikke - at gå i krig. Når man læser om, hvordan menigmand led under fyrsternes forfængelige spil, kan man endnu blive ganske harm. Så megen sult, så megen kulde, så meget mudder, så mange lemlæstelser, så megen lidelse, for, ja for hvad? En strimmel land et fjernt sted, en udskibningshavn, men mest for at tilfredsstille en fyrstes forfængelighed. Her skilte Frederik sig ikke ud fra sine fyrstekolleger. Man er vældig godt underholdt og oplyst i bogen om Frederik IV. Undertiden er fremstillingen ved at vippe over i en fiktionsagtig fremstilling, og som læser sidder man og håber på, at der er dækning for historierne, også de 'indre' følelsesmæssige, som vi præsenteres for. Men livligt og morsomt er det, og den fjerne enevoldstid med dens pragt og armod fremstår så levende, at man som læser næsten oplever, at man har været med til det hele.