I indledningen til sin store bog om H.C. Andersens eventyr med titlen 'Forvandlingens pris' opremser Johan de Mylius de forskere og skribenter, der har beskæftiget sig med eventyrene, og det er, når man tager H.C Andersens ry i betragtning, egentlig overraskende få. Standardværket om H.C. Andersens eventyr er oven i købet en temmelig gammel svend, nemlig Paul V. Rubows bog fra 1927, som har titlen 'H.C. Andersens Eventyr. Idé og Form'. En række andre skribenter nævnes, men underligt nok overses en af dem, der efter anmelderens mening nok har læst sig dybest ind i eventyrene, nemlig Villy Sørensen. Skarptskårne små historier Johan de Mylius har ikke haft til hensigt, fortæller han, at pille teksterne fra hinanden, hverken i ideologisk eller dekonstruktiv iver, hans ambition har været at »blotlægge, hvilke kreative kræfter der får teksterne til at blive lige netop det de er«. Foruden Andersens 156 eventyr inddrager Mylius - og det er bogens kup - også 'Billedbog uden Billeder', der efter hans opfattelse hører med til eventyrene, og som langtfra har vundet det ry, der tilkommer dette unikke værk om månen, der beretter om mangt og meget fra sin plads deroppe på himmelbuen, og gengiver, hvad den har set, i nogle skarptskårne, små historier. De bærende temaer i H.C. Andersens eventyr er ifølge Mylius forestillingen om øjeblikkets intensitet, om død og forvandling og om genfødsel, og han har som ambition at blotlægge, hvilke kreative kræfter der får teksterne til at blive lige netop det, de er, og ud af analyserne skulle gerne springe konstruktion snarere end dekonstruktion. Fyrtøjet Han begynder med begyndelsen, nemlig 'Fyrtøjet', som næsten ethvert dansk barn siden midten af 1800-tallet har hørt. Helten i eventyret, soldaten, er karakteriseret ved sin ubestemthed, han kommer ingen steder fra - bortset fra krigen - og selv om det fortælles, at han skal hjem, så kommer han det ikke, han lader sig drive derhen, hvor vinden og lykken bringer ham. Han er, siger Mylius, bestemt af sin ubestemthed, og den fører han tilbage til en særlig tradition, nemlig til den gamle pikareske roman. I den finder man en helt, der lader sig drive af sted med vinden og lykken, og værkerne i denne tradition er, skriver Mylius, åbne, horisonten fri, mens Guldalderen dyrkede et andet ideal, nemlig det lukkede kredsløb. Andersen selv erklærede sig som en 'Eventyrier her i Livet' og på linje med Cervantes' udødelige helt Don Quixote. 'Tommelise' er en fortælling om sjælens flugt, mens målet og forløsningen for flugten er »den store hvidhed«, får vi at vide. 'Den grimme Ælling' handler om flugt og lidelse, men en flugt og en lidelse, der bringer den flygtende og lidende frem til forløsning. Hovedstykket er - som antydet - analysen af 'Billedbog uden Billeder', som traditionelt omtales i sammenhæng med Andersens rejseskildringer. Men der er tale om billeder, og det fører Mylius frem til en påvisning af Andersens utrolige evne til at 'male' i ord. Denne evne, som han bevidst dyrker, og som på sin vis ophæver det episke, dvs. fremadskridende, som er epikkens karakteristika. Troen på den gode Gud, som indimellem findes i både digte og eventyr, bortviskes aldeles i et par af de store eventyr, mest radikalt i 'En Historie fra Klitterne' om den stakkels Jørgen, hvis liv falder fra hinanden på grund af en række grumme tilfældigheder. Her er der ingen rar Vorherre, der træder trøstende til. Døden optager H.C.Andersen Dødsøjeblikket var noget, der optog H.C. Andersen meget. Hvad sker der i dette? Hvad ser man? I Jørgens dødsøjeblik er »alt til stede og løfter sig i en himmelflyvende vision af opfyldelse og total meningsfuldhed«. Hvad opnår Mylius så ved sin grundige og dybe læsning af H.C. Andersen? Han får - mener denne anmelder - skabt nogle andre sammenhænge, han påviser nye perspektiver i de store og svære eventyr ('Isjomfruen' og 'Dryaden'), og han skænker læseren et par friske læsebriller, sådan at nye sammenhænge bliver tydelige. Det er meget dygtigt gjort.