Er I fra Amerika? Allah været lovet! I skal være vores gæster. Nogenlunde sådan blev amerikanere modtaget, når de i årene efter Anden Verdenskrig rejste rundt i Mellemøsten. Efter årtier med fransk og britisk dominans i regionen var amerikanerne et frisk pust med deres åbne indstilling og antikoloniale historie i bagagen. Også de havde slidt sig fra andres overherredømme. Men den fordragelige forhistorie ligger nu begravet i sandet. Hvor en ung amerikaner i en ikke så fjern fortid ville blive budt på sød te og småkager, risikerer han i dag at få halsen skåret over foran et snurrende kamera. Ikke at det er en hverdagsbegivenhed, men tendensen er til at få øje på. Og skal man følge argumentationen i Lawrence Pintaks nye bog, 'The Seeds of Hate', går udviklingen i de arabisk-amerikanske relationer i en stadig mere sørgelig retning. Erindringer fra Beirut Pintak, der i dag underviser i journalistik ved Michigan University, har tyve års erfaring som korrespondent i den arabiske verden for en række amerikanske aviser og tv-stationer. Som sine internationalt mere kendte kolleger, Thomas Friedmann og Robert Fisk, opholdt også Pintak sig i Beirut under de blodige år i Libanon i 1980'erne, da bilbomberne sprang, og tropper fra nær og fjern sloges om det lille land. En god del af den medrivende - nærmest vanedannende - bog er helliget forfatterens egne erindringer om tiden i den smukt beliggende middelhavsby i dens mest urolige historie. Arbejdsforholdene som journalist i en by, hvor kidnapninger af udlændinge var en daglig risiko, hvor militsgrupper og 'fraktionerende fraktioner' skiftede alliancer i ét væk, og hvor mistillid og kynisme var smittefarlige bakterier, er spændende, men efterhånden også noget stereotyp læsning. Det Hvide Hus' fejl Styrken ved Pintaks bog og det forhold, som burde få en behjertet sjæl til at lægge et eksemplar på præsident Bushs natbord - John Kerry har, hvis han er klog, allerede studeret teksten - er imidlertid, at den i lange passager nøgternt og analytisk indkredser nogle af de fejl, som skiftende amerikanske regeringer har begået i mellemøstpolitikken. En journalist med erfaring fra marken er naturligvis ikke et ufordærvet sandhedsvidne. Pintak er også en mand med holdninger til sit stof. Men ind imellem subjektive vådeskud formår han at ramme præcist i sin kritik af den amerikanske kurs i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det er, mener han, det overhovedet vigtigste punkt for amerikanerne at forholde sig til i forsøget på at forstå 'hvorfor de (læs: araberne) hader os'. Så længe Det Hvide Hus fortsætter med på den ene side at pleje det, Pintak betegner som et »hyggeligt partnerskab« med Israel, og på den anden side udviser en blanding af foragt og diplomatisk overbærenhed med palæstinenserne, så længe vil man tabe fredsmulighederne på gulvet og puste til terrorismens gløder. Begyndelsen til enden Netop terrorismen i den islamisk-militante variant er bindeleddet mellem Beirut anno 1983 og Bagdad tyve år efter. Selvmordsaktionen 22. oktober 1983 mod de amerikanske marineinfanteristers base i Beirut, som kostede 243 soldater livet, kan ifølge Pintak tolkes som begyndelsen til enden for forestillingen om de uovervindelige amerikanske tropper. Mens en amerikansk myte blev pulveriseret, anlagde de iranskstøttede fundamentalister grundstenen til deres egen myte om 'Den store Satans' betvinger. Det gav i mere end én forstand blod på tanden. En del af Pintaks kritik går på, at amerikanerne - på regeringsniveau og i efterretningstjenesterne - ikke har været dygtige nok til at forstå mønsteret i de mange angreb på amerikanske militærforlægninger og forretningsfolk, som 'Braget i Beirut' blev startskuddet til. Jihad næres af amerikanerne Terrorangrebene 11. september var ikke begyndelsen på en ny æra, skriver Pintak, men tværtimod den foreløbige kulmination på to årtiers stadig eskalerede konfrontation mellem USA og væbnede muslimske grupper, ikke kun i Mellemøsten, men også i Afghanistan, Usbekistan, Georgien og Filippinerne. Grupper som al-Qaeda, Hizbollah, Islamisk Jihad og Abu Sayyaf er blevet kraftigt næret af den amerikanske kurs i Mellemøsten og bruges nu som brikker i den regionale magtkamp med al den usikkerhed og ubalance, det fører med sig. Havde USA i 1983 gjort sig umage med at begribe, hvorfor dets tropper blev angrebet, ville graden af uforsonlighed i dag måske være mindre, lyder det med retrospektivt håb fra Pintak. Reagans regering sendte tropper til Libanon for at beskytte muslimer og endte med at bekæmpe dem. Dengang sagde Washington, at hensigten var at skabe fred og demokrati og tilse, at en lokal regering kom godt undervejs. Samme argumenter udgår fra Bush. Amerikanerne blev under to år i Libanon, inden de strøg fanen på trods af Reagans gentagne forsikringer om, at »vi vil ikke forlade vores job, før det er tilendebragt«. Spørgsmålet, som Pintak berettiget rejser, er, om Bush - eller nogen amerikansk beslutningstager - har lært af historien. Man kan have sin tvivl.