Det er et fascinerende og skræmmende billede af en fanatikers sind, man får i Politikenjournalisterne Hans Davidsen-Nielsen og Matias Seidelins bog 'Danskeren på Guantánamo - en personlig beretning'. Slimane Hadj Abderrahmanes dybe tro på Allah hjælper ham til at udholde amerikanske soldaters mishandling i Afghanistan, bærer ham gennem de 747 dages indespærring og afhøringerne i Cuba, men er også grundlaget for hans ekstremistiske synspunkter på de moderne, verdslige demokratier. Som Slimane selv udtrykker det i en central sætning: »Jeg har den opfattelse, at folk skal tilpasse sig islam. Det er ikke islam, som skal tilpasse sig folk«. Derfor må han logisk konkludere: »Demokrati vil altid være uforeneligt med en islamisk stat«. Ideologien over mennesket Dansk-algerieren blev tilsyneladende hverken terrorist eller deltog i egentlige kamphandlinger i Afghanistan, og det vil altid være et åbent spørgsmål, hvor langt hans tro eller ideologi som hellig kriger ville have taget ham. Han virker i bogen som en intelligent, moden og ganske sympatisk yngre mand, men hans synspunkter er yderst ekstremistiske. Det, som han helt klart ikke forstår, er, at hans holdninger har utallige uskyldige menneskeliv på samvittigheden, fordi utopister altid sætter ideologien over mennesket. At det, han ser som en dyb tro, indebærer en dyb foragt for anderledestænkende mennesker. Han repræsenterer det 21. århundredes totalitære ideologi, den militante islamisme og minder mig uhyggeligt om den revolutionære venstrefløj i 70'erne. Hvis man udskiftede hans mange henvisninger til Koranen og Allah med Marx og Lenin, ville Blekingegadebanden eller Baader-Meinhof-gruppen kunne nikke genkendende til hans synspunkter, at mennesker ikke ved, hvad der er det bedste for dem, men han og andre kan vise dem vejen til Paradis. Som dem er Slimane overbevist om, at hans vej er den rette, at han har ubetinget ret, for Allah kan ikke diskuteres, og at lykken for mennesker er at leve i en islamisk stat, hvor ikke folket, men Gud bestemmer. Det er et synspunkt, han var villig til at dø og dræbe for. På intet tidspunkt hadefuld Det er en af bogens store forcer, at den lader Slimane få mæle og gennem en minutiøs gennemgang af hans vej fra moskeen i Brabrand til Guantánamo beskriver hans drivkraft og hans motiver, men også den måde, hvorpå hellige krigere formes og rekrutteres bl.a. i visse moskeer i Europa. Det er interessant, at Slimane på intet tidspunkt er hadefuld i sine ord. Det er ikke had, der er hans drivkraft, men derimod troen på, at sharialovgivning og en islamisk stat er det eneste rigtige. Hans beretning har allerede ført til diskussion. Hvorfor blev han, som han blev? Taler han sandhed? Hvordan skal man forholde sig til det demokratiske USA, der ser bort fra demokratiets vægt på de universelle menneskerettigheder for ideelt at sikre de samme menneskerettigheder for alle? Skal man vægte sympatien for ofret på grund af det voldsomme pres, han har været ude for, og dermed se bort fra de reelt meget udemokratiske synspunkter og livsholdninger, der i sidste ende gjorde, at han blev taget til fange og endte i Cuba? Evnen til at forføre Bogen er utrolig spændende. Den er at læse som en rigtig god roman, hvor et menneskes livsholdning og valg bliver kortlagt. Den er godt skrevet, og det er selvfølgelig forfatternes fortjeneste, men også Slimanes, der synes at have både en god hukommelse og en evne til at sætte ord på det, han oplevede. Hvad enten det er landskaber, tanker og følelser omkring sine valg eller de mennesker på godt og ondt, som han interagerede med på sin vej fra moskeen i Brabrand over Algeriet og London og Afghanistan til Guantánamo og tilbage til Danmark og dermed det fædreland, hvor mange forskellige fløje nu vil slå politisk plat på hans historie. Det er et kendt faktum i spionernes og i dag terroristernes verden, at evnen til at forføre og dermed klare sig kan gøre forskellen mellem at gå under eller overleve. Slimane har klart evnen til at forføre sine afhørere i fængslet i Cuba, og man får også fornemmelsen af, at han et stykke af vejen har forført sine forfattere. De har svært ved at skjule, at de godt kan lide mennesket Slimane, men må tage afstand fra hans reaktionære og ekstremistiske anskuelser. Demokratiet som fejltagelse Det er en bog, man bliver optaget af, fordi den endnu en gang understreger, at det demokrati og liv, som jeg er vokset op i og tager for givet, af et muligvis lille mindretal anses for en fejltagelse og en forkert styreform. Det uhyggelige ved historien er, at den katastrofale drøm om utopien ikke er død med kommunismen og nazismen, men lever under nye forklædninger. Slimane Hadj Aderrahmane lyder så forførende idealistisk. Han fremstilles - ikke i bogen - men generelt i medierne, som et offer. Det er Slimane ikke, og sådan opfatter han ikke sig selv. Og det er i detaljen, at det totalitære i hans tankegang afsløres. I en islamisk stat skal der være ytringsfrihed for alle, men dog ikke for en Salman Rushdie, der gør nar af islam, som han siger i bogen, der anbefales til alle, der interesserer sig for, hvorfor vore samfund i disse år angribes netop på grund af den frihed, der gør, at den danske stat og Politikens Forlag giver et menneske, der ønsker et totalt anderledes, totalitært samfund, adgang til at fremkomme med sine synspunkter. Vi har at gøre med en i virkeligheden utrolig historie i dansk sammenhæng. Det er på alle måder en meget tankevækkende og væsentlig bog, der også har en god kronologisk oversigt og en kildeliste, der for interesserede kan føre til videre læsning. Det er simpelthen godt gået.