Kast lige et blik på Martinus Rørbyes kendte billede af det, københavnere i dag kalder Domhuset, men som på Kierkegaards tid hed Det Civile Arresthus. De afbildede personer står, for det er nu engang maleripersoners skæbne, stille. De siger heller ikke noget, for de er naturligvis også stumme. Men man skal ikke have læst ret mange sider i Peter Tudvads store bog om Søren Kierkegaards København, før de begynder at tale, gestikulere, bevæge sig, samtale, råbe, skrige og synge, kort sagt, de bliver til levende mennesker. Og det er bogens store fortrin: Vi lærer de mennesker på godt og ondt at kende, der levede, led, morede sig, bandede, elskede, sørgede og alt det, mennesker nu gør, i de år Søren Kierkegaard levede, og det vil sige fra 1813 til 1855. Tidens trend: At flytte Peter Tudvad begynder rimeligt nok lidt tidligere, nemlig med Sørens far, den velstående - og tungsindige - hosekræmmer eller vel rettere handelsmand, der ejede det smukke Andreas Kirkerup hus på Nytorv nr. 2, et hus, som en uforstandig eftertid rev ned, for at det kunne give plads til (endnu) en bank. Det er kendt, at Søren Kierkegaard hyppigt flyttede, og en eftertid kan kun misunde ham den lethed, hvormed han skiftede adresse, og det skyldtes ikke, at han ikke havde noget bohave eller bøger, for det havde han, om end ikke helt i det omfang moderne mennesker har. Men det at han kunne tage på en tur ud af byen, mens hans tjener flyttede det hele og ordnede den nye lejlighed, satte bøgerne på plads og redte sengen, sådan at han - sikkert ør og træt af den friske landluft - lod sig sætte af på sin nye adresse og fandt det hele i orden, har mange sikkert både på hans egen tid og i eftertidens misundt ham. Det skal dog indskydes, at det ikke kun var Kierkegaard, der flyttede rundt, mange andre gjorde det også - det var simpelthen tidens trend. Lokummerne flød over København var på Kierkegaards tid en lille, tæt befolket, beklumret by. Beklumret, fordi byen ikke var kloakeret, fordi lokummernes indhold hyppigt flød over, fordi komøg stoppede de åbne rendestene, så indholdet steg og skabte oversvømmelse, med det resultat at de fødevarehandlendes varer led overlast, som det rapporteres i bladet Politivennen engang i 1839. Det har været yndigt, men en eftertid vil sikkert også være skarp i sin dom over nutidens miljøsvinerier, der ikke er væsensforskellige blot mere subtile end på Kierkegaards tid. Den hændelse, der for alvor satte gang i en modernisering af København, var koleraen. Den slog til i 1853 og kostede 4.737 københavnere livet, svarende til 3,5 procent af byens beboere. Alle, der kunne, det vil sige det velstående borgerskab, som Kierkegaard tilhørte, flygtede ud af byen, men hvad gjorde Kierkegaard? Blev han, eller tog han også benene på nakken? Det vides ikke, siger Tudvad; det eneste, vi ved, er, at han i denne periode skriver markant mindre i sin journal, og det faktum kan jo tolkes på flere måder. Tudvad afstår fra at give sit eget bud. Anmelderen vover et øje og siger, at hun tror, Kierkegaard også drog ud af byen. Gik byen tynd Det morsomste afsnit er kapitlet, hvor Tudvad følger efter Kierkegaard på hans ture rundt i byen. Gennem den fine Østergade, over Højbro Plads, Slotsholmen, Kongens Nytorv, Amaliegade, Toldboden, Nyboder, Rosenborg Slotshave til Amagertorv og endelig hjem til skrivepultene igen. Men hvorfor gik han byen tynd? Jo, fortæller han i et brev til en syg slægtning: »Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man ikke kan gaae fra den«. Kierkegaard tog også ud på Dyrehavsbakken, vejen derud var fælt støvet, får vi at vide; han gik i Det Kongelige Teater, hørte altid Mozarts 'Don Juan', og han reflekterede over det sete, bl.a. over Hamlet, hvis nølen han kun kunne forstå religiøst, »nemlig som anger over det drab, han har planlagt som mordet på hans far«. Hans livsresultat var, at teatret var mere ærligt end kirken, for denne »uredeligt søger at skjule hvad det er«. Karikaturtegnerne slår til Kierkegaard brugte sit liv på at skrive og på at iagttage. Han iagttog sig selv, men i lige så høj grad sine omgivelser. Han huskede knivskarpt situationer og ordvekslinger - både hans egne - og dem han hørte på de tætpakkede gader, og når han kom hjem, gjorde han sine notater. Men det var ikke kun ham, der iagttog de andre; de andre iagttog også ham, og Peter Tudvad har - virker det som om - været nede i det hele. Vi får at vide, hvad lav og høj, familie, venner og fjender har ment og sagt om Kierkegaard. Og mange har ment noget, for han tiltrak sig stor opmærksomhed, denne spinkle mand med det sære blik. Og man skal som bekendt ikke udskille sig meget fra mængden, før karikaturtegnerne og satirikere flår i den uheldige, og det var også Kierkegaards skæbne. Og det var en skæbne, der gik ham mere på, end man egentlig skulle tro. De fleste forskere har ifølge Peter Tudvad anslået, at Corsaren, som var det blad, der fór hårdest - og morsomst - ud mod Kierkegaard, holdt inde, da bladets grundlægger, Meïr Aron Goldschmidt, opgav bladet, men det er ikke rigtigt; angrebene blev ved, også ud over Goldschmidts regeringstid - og derfor fortsatte Kierkegaards jammerklager. Men de er forståelige, mener Tudvad og lægger dermed afstand til de fleste andre Kierkegaardforskere og -skribenter. Går op mod Garff Hvordan var Søren Kierkegaard egentlig som menneske? Var han den kølige iagttager, der indimellem nød at eksperimentere med andre mennesker for at se deres reaktioner og derefter skrive om dem, eller handlede han også i sit daglige liv 'etisk'? Peter Tudvad mener ja og går op imod den tolkning af Kierkegaards gemyt og karakter, som Joakim Garff leverede i sin berømmede store bog om Søren Kierkegaard, 'SAK'. Kierkegaard var - hævder Tudvad - langt mere rundhåndet over for de fattige, end man får indtryk af i 'SAK', og belægger sin påstand med oplysninger om en fattig familie, Strube, som Kierkegaard tog sig af, og som boede hos Kierkegaard i fire år. Garff har koldsindigt svaret igen på Tudvads angreb i dagbladet Information, hvilket medførte et så rasende angreb på Joakim Garff, at læseren næsten følte sine fingre brænde ved at holde på avisen. Det er ikke kun Garff, Tudvad går i rette med; han langer i det hele taget kraftigt ud mod andre Kierkegaardskribenter/-forskere, idet han anklager dem for dovenskab: de er ikke - som han - gået til kilderne, men har skrevet andre forskere af. Og så kan man som læser enten glæde sig eller frygte flere kommende indlæg i denne sag; det sidste ord er ganske sikkert ikke blevet sagt endnu. Skandaløs begravelse Slutkapitlet i 'Kierkegaards København' handler om Kierkegaards sidste tur gennem byen fra den efter tidens målestok skandaløse begravelsesceremoni i Vor Frue Kirke gennem Nørreport ud til Assistens Kierkegård, hvor en ikke mindre skandaløs tale af Kierkegaards nevø på graven ikke kun fik hele det klerikale system til at ringe, men også kostede taleren dyrt. 'Kierkegaards København' er en sprællevende, spændende og utrolig righoldig bog. At åbne den er som at bevæge sig lige ind i en forgangen tid og selv være med til det hele.