Landbohøjskolen uddanner foruden landmænd og forstfolk hortonomer og landskabsarkitekter med andre vinkler på naturgrundlaget end produktion. Det lægger op til debat om forskellige natursyn, deres historie og sammenhæng med erhverv, socialgruppe osv. Og nu foreligger så med behørig ministeriel støtte en antologi desangående, baseret på en intern foredragsrække af kyndige fagfolk. En antologi kan som Karen Sybergs nylige serie om natur i Information laves ud fra en personlig interesse parret med god næse og sund sans. Eller den kan som i dette tilfælde planlægges institutionelt - det giver et mindre personligt præg til fordel for mere konsensus og sproglig ensartethed, men til gengæld mere videnskabelig substans. For vist er der tale om folk med viden og interesse for tingene. Lad os tage de sunde ting først og resten til desserten. Naturen som sparringspartner Et afsnit dokumenterer de unges syn på naturen som en sej og personlig sparringspartner for rigtige mænd og vilde kvinder, der vil realisere sig selv og overskride deres grænser. Naturen som udtryk for livsstil. Den historie kender vi også fra Jens Meulengracht-Madsen, der beklager de nye generationers mangel på naturkontakt og bortfaldet af gammeldags naturhistorie på skoleskemaet. Andre bidragydere fortæller indsigtsfuldt om bud på objektive kriterier for bevaringsværdighed - såsom oprindelighed, autenticitet, diversitet og kontinuitet. Vi må her ofte nøjes med det næstbedste, for når vi genskaber en mose eller genslynger Skjern Å, bliver det ikke helt de oprindelige slyngninger; og selv disse ville i mellemtiden have ændret sig. Så det bliver ikke oprindeligt - og hvis vi foregiver andet, er det ej heller autentisk, hedder det klogt. Omtrent ligesom hvis vi udryddede kongehuset, men siden fortrød og indsatte en så at sige syntetisk kongefamilie med aner og det hele. En park i København er derimod autentisk - netop ved ikke at give sig ud for at være oprindelig. Hvilket landskab vil vi bevare? Diversitet er dejligt målelig, men den højeste grad af diversitet findes ikke altid i den naturlige tilstand - således er mange militære områder særligt righoldige grundet den store variation med bombekratre, vandhuller samt afbrændte områder med speciel vegetation. Så er der spørgsmålet, hvilken landskabelig fase vi ønsker at bevare, for ikke blot forandrer naturen sig: Mange landskabstyper såsom heder, enge og overdrev er kulturbetingede og kræver kærlig pleje. En artikel skelner frugtbart mellem naturen som struktur og naturen som funktion: Hvis vi lader en by eller et landbrugsområde forfalde, så vil hele det efterfølgende forløb således bestå af ægte naturprocesser af fysisk, kemisk og biologisk art - selv om området set som struktur er kulturbetinget. Denne friske nye vinkel indebærer, at der godt kan sættes spørgsmålstegn ved vor hang til så vidt muligt at genskabe 'oprindelige' tilstande - også selv hvis vi prioriterer graden af naturlighed højt. For hvis vi medtænker diversiteten, kan en naturlig proces af forbuskning af fordums moser og våde enge ses som en kedelig overgangsfase på vej mod en spændende tilstand af gammel sumpskov med døde træer og et rigt liv af helt andre fugle og insekter end de oprindelige. Naturens idéhistorie Så er der det idehistoriske perspektiv. I Det Gamle Testamente finder man Gud i ørkenens utæmmede natur med lyn og torden. Siden menneskeliggøres Gud og forbindes stadig mere med civilisationsprocessen, det dyrkede og velplejede land. Haven symboliserer ofte dette ideal - selv om den yderst er et billede på Edens Have, der først i det hinsides kan genoprettes. Oplysningstiden guddommeliggør på sin egen vis naturen som tingenes fornuftige orden, som vi bør holde os for øje - også i kritikken af vort eget samfunds skævheder. Utopier samt idealiseringer af fremmede kulturer før civilisationens syndefald vinder indpas - og baner vejen for romantikkens dyrkelse af den vilde og 'sublime' natur med ærefrygtindgydende bjergtinder og vandfald, der som i Jahves tid skal mane til velgørende besindelse. Også denne vision tæmmes dog til en sværmen for det pikante samt det pittoreske i parker og på malerier. Naturen bliver til 'landskaber'. Indforstået tegnteori Nu til desserten. Bogen bindes sammen af en semiotisk model inspireret af filosoffen Pierces tegnteori. Der opstilles indforstået og uden diskussion et abstrakt og komplekst skema med ni selvopfundne og ofte overlappende positioner uden præcise definitioner, og på hver sit skema placeres så med lodder og trisser den arkaiske bonde, den moderne landøkonom samt den postmoderne landskabsforvalters natursyn. Men substansen kunne siges meget enklere. I særdeleshed bogens lange indledning bliver på denne konto ikke blot hartad ulæselig, men også i strid med common sense. Skal vi 'bruge' Pierce, Hegel eller hvem nu til andet og mere end at bestå en eksamen, så må vi først vise, at de har nogle uafviselige pointer. At nok så mange akademikere har refereret pligtskyldigt til dem og til deres egen interne kongerække, giver dem ikke i sig selv videnskabelig karakter - mens omvendt Pytagoras' beviser ville være gyldige, også selv om de var bandlyste i det gode selskab. Vor tids uvane med at udråbe alle, der er med i klubben, til forskere med stort 'F' holder ikke vand og må tilskrives tidens febrilske jagt på stipendier og stillinger. Ord som hieroglyffer Som Pierce opererer bogen med begreber på 'førstehedens', 'andethedens' og 'tredjehedens' niveau. På 'førstehedens' niveau skrives ordene 'natur' og 'natursans' med streg gennem for at markere det før-refleksive niveau. På samme vis kunne vi vedtage at skrive 'sten' med en streg gennem, for en sten ved heller ikke, at den er en sten. En sjov grille hos en for længst afdød filosof, der gik for lud og koldt vand - en behandling, der i længden næppe forfejlede sin virkning. Men 100 år efter og med ministerstøtte må det kunne gøres bedre. Semiotikkens fokus på levende væsners evne til at tolke omverdenen er et legitimt pædagogisk fif. Men at semiotik ikke er nogen selvstændig videnskab, kan let vises. Hvis en geolog således tolker en rullestensås som spor efter en smeltevandsflod under isen, så skyldes det ikke nogen semiotisk teori, men hæderlige studier af sådanne spor og processer på Grønland, Norge osv. Og når den vilde fortæller os, at her har der gået et næsehorn og sågar efterladt sin gødning, så støtter også han sig til nøgtern erfaring og aldeles ikke til nogen 'tegnteori'. Men når semiotikere bruger ord og begreber uden dækning i deres normale anvendelse, så forvandles de til hieroglyffer, som kun lader sig tyde af - professionelle semiotikere! Voila: Münchhausen, I presume. Men alvorligt talt: Betydningen af ord som 'landskab', 'natur', 'natursyn' osv. finder vi ved at besinde os på deres faktiske brug, overtoner osv. Vi kan så supplere med idehistoriske, samfundsmæssige og begrebsmæssige overvejelser. Men at indføre 'teoretiske modeller' på områder, hvor det hverken er nødvendigt eller tilstrækkeligt, er helt ude i skoven. Eller ville De måske betro reparationen af deres gamle cykel til en cykelhandler med svendeprøve i 'videnskabsteori'? Så held og lykke!