I mere end et halvt århundrede har et af de mange minoritetsfolk i Burma, karenerne, ført en væbnet kamp mod skiftende centralmagter, for det meste militærdiktaturer af skiftende ideologisk kulør. Denne borgerkrig har karakter af det, som europæerne først for en halv snes år siden lærte at kende som etnisk udrensning, da Jugoslaviens opløsning gjorde dette uhyggelige begreb verdenskendt. Geografiens distance betød, at Vesten kun periodisk bemærkede, at de forskellige folkeslag i Burma sled sig selv og nationen op i endeløs og grusom krigsførelse. Dette på trods af, at oprørskrigene er den indirekte årsag til, at Burma er verdens største narkotikaproducent og dermed en trussel mod tusinder af liv over hele kloden. En realitet, som rejsebranchen konsekvent undlader at oplyse sine sagesløse kunder om. Rig på indlevelse Forfatteren Carsten Jensen har fået mulighed for at gøre karenernes befrielseskamp kendt for et større publikum. En rejse i grænseregionen mellem Thailand og Burma i selskab med den norske fotograf Elmer Laahne, som har rejst i området siden slutningen af 1980'erne, har bragt forfatteren ind på livet af flere af de tragiske skæbner, som har levet på evig flugt fra det burmesiske militær. Resultatet er blevet en engageret bog, rig på indlevelse og oplevelser. Og billeder, der ikke blot er god dokumentation, men enkelte steder befinder sig i grænselandet til virkelig fotokunst. Men netop billedsiden er også bogens problem. I topform Her skal der lige en bekendelse ind: Nærværende anmelder har fulgt udviklingen i Burma gennem godt og vel en snes år, har besøgt landet flere gange og har regelmæssigt truffet og interviewet burmesiske eksilledere. Jeg har også haft nogle af mine fineste læseroplevelser i selskab med Carsten Jensens bøger, kommentarer og reportager. Altså må det være i orden at sætte forventningsniveauet højt til en udgivelse som denne. Og jo, indsatsen er lykkedes det meste af vejen ud og hjem fra grænselandets og junglens minefelter. Carsten Jensen er i topform. Få kan som han koble det nære med det fjerne, nysgerrighedens åbenhed med refleksionens dybde og med stor gennemslagskraft gennemføre den ophævelse af tid og rum, som er kernen i de globale fortællinger. Han mestrer suverænt en genre, der er i den stik modsatte ende af f.eks. Troels Kløvedals småpludrende, kulørte ugebladsføljetoner eller Jyllands-Postens trættende selvparodiske Explorerserie. Filmen knækker Bogen undgår forsøg på at være politisk samfundsanalyse, den er først og fremmest en rejsebeskrivelse og lægger brikker til en mosaikfortælling, der også giver plads til historier om sære amerikanske eventyrere, der forsøger sig som befrielsesmissionærer i junglen, men ender som absurde kuriositeter. Stærkest står beskrivelserne af de karener, der aldrig har kendt andet end krigens og frygtens logik. Det er den slags stof, som gode Hollywoodhistorier ofte er gjort af. Carsten Jensens beretninger ledsages da også af en omfattende billedserie, hvor grænselandets skønhed folder sig fuldt ud. Men sine steder knækker denne film rent ud sagt - i billedvalget. Fotografen har haft for svært ved at lægge distance til sin egen fascination af karenlandets skønhed, og derfor garneres skæbnefortællingerne med kønne og badende børn, der smilende plasker rundt i flodens parasitfyldte vand. Mesterlig fortæller i sort-hvid Flotte landskabsfotos mangler der heller ikke, men hvad skal læsere, der vil vide lidt mere om Burma, egentlig med vaskeægte præmiefotos af solnedgangsbelyste skyformationer? Man får mistanke om, at fotografen har haft lidt for travlt med at bevise sin egen tekniske dygtighed. Kritikken må nok rettes mod de danske og norske forlæggere, som ikke i tide har været opmærksomme på risikoen ved at æstetisere en fortælling, som i sin kerne handler om menneskers grusomhed. Så med risiko for at lyde gammeldags og konservativ: Billedskildringer af krigens skæbner gør sig bedst i sort-hvid, fordi farver forfører sanserne. Så er det sagt. Karenernes historie kunne have været fortalt uden technicolor. Carsten Jensen er en mesterlig fortæller i sort-hvid. Bogstaver på papir, simpelthen. Så jeg vil se frem til flere stærke fortællinger fra Burma, næste gang i et mere beskedent udstyr.