Det er i flere henseender en bemærkelsesværdig bog, den unge historiker Jørgen Laustsen har skrevet. Den handler om Thomas Døssing, Frihedsrådets udsending i Moskva, som efter befrielsen blev det officielle Danmarks gesandt i Sovjetunionen. Døssing var ikke noget indlysende valg, og hvorfor netop han blev Frihedsrådets udsending i Moskva, er egentlig aldrig blevet opklaret eller forstået. Men som det fremgår af Laustsens skildring, blev andre kandidater, der politisk og diplomatisk havde bedre forudsætninger, intrigeret ud eller fik gjort sig selv umulige. I hvert fald er der ingen tvivl om, at Døssing er en af de mest mærkværdige udsendinge, der har optrådt på den internationale diplomatiske scene. Aparte optræden Siden 1920 havde Døssing været biblioteksdirektør, og her gjorde han en fremragende indsats gennem opbygningen af folkebibliotekerne. Han var tidligt opmærksom på den nazistiske trussel og var en af de første i modstandsarbejdet, hvilket kostede ham embede og fire måneders arrest. Han var en mand med absolutte standpunkter, hvad der kom til at præge hans optræden i Moskva. Et af de dunkle punkter i besættelsestidens historie er forholdet til Sovjetunionen i månederne forud for befrielsen, hvor Døssings aparte optræden og mangel på diplomatisk træning komplicerede stort set alt. Det har vi vidst siden 1945. Men det var ikke kun manglende forudsætninger. Døssing kunne ikke skelne mellem politik, moral og diplomati og ville have Sovjetunionens støtte til at fremme den udvikling i Danmark, han selv ønskede. Resultatet blev, at han misinformerede både Frihedsrådet og siden den danske regering om sovjetiske synspunkter og hensigter. Indberettede møder, der aldrig havde fundet sted Han rasede over tilnærmelsen mellem Frihedsrådet og politikerne, mente vist nærmest, at det var forræderi over for modstandskampen. Uden at ryste på hånden gjorde han sine egne synspunkter til de sovjetiske i sine rapporter til København. Ikke kun fortolkede han de sovjetiske synspunkter, så de passede med hans egne, han sendte indberetninger om møder og samtaler med sovjetiske topfolk, der aldrig havde fundet sted. Uden tvivl troede Døssing i sin forskruede virkelighedsopfattelse, at han hermed tjente både Danmarks og Sovjetunionens interesser, men det var Danmark, han skadede. Uden at ryste på hånden gav han sovjetiske ledere nærgående vurderinger af forholdene i Danmark. De var i reglen også baseret på ønsketænkning, men i modsætning til den danske regering havde russerne andre informationskilder. Der er tempo over fremstillingen, Laustsen er også i denne henseende elev af Bent Jensen. Der moraliseres ganske meget, det er i orden, jeg synes dog, at der mangler et forsøg på at forklare Døssing psykologisk og intellektuelt. For mig at se manglede Døssing evnen til abstrakt tænkning eller i hvert fald til at skelne mellem sagen og sin egen person. Udtryk for national slaphed I 1946 gav Molotov over for udenrigsminister Gustav Rasmussen udtryk for, at Sovjet måske ville støtte et dansk krav om grænserevision. Døssing fik ikke noget at vide, og Rasmussen holdt den russiske føler hemmelig for sin chef, statsminister Knud Kristensen, der jo førte sig frem som aktivist i grænsespørgsmålet. Den sovjetiske føler hænger, som Laustsen understreger, givet sammen med russernes interesse for Kielerkanalen. Det er en vigtig brik, der herved bliver lagt til Sydslesvig-spørgsmålets historie. Interessant er det også, at Laustsen herudover ser positivt på Sydslesvig-aktivismen. Med henvisning til, at Tyskland aldrig har krævet grænserevisioner angående de områder, der blev afstået i vest efter Anden Verdenskrig, ser han det vist som udtryk for national slaphed, at man ikke flyttede grænsen i 1947. Det er måske det mest bemærkelsesværdige ved bogen: en ung historiker, som opererer inden for en så udpræget national optik. Det giver sig også udslag i en efter min mening unuanceret moraliserende vurdering af samarbejdspolitikken, som en anden stor moralist, nemlig Døssing, uden tvivl ville have bifaldet. Sådan er verden fuld af paradokser.