Steen Gade er et ukueligt menneske. I sin ny, velskrevne bog fortæller han, hvordan det allerede i juni 1992, i timerne efter nejfløjens jubelsejr over Maastrichttraktaten, faldt ham svært at dele begejstringen, og hvordan han sneg sig hjem fra festen i nattemørket. Konfrontationen gav ham en dårlig smag i munden. Han ser intet formål i uforsonlighed. Kan være, at Europas politikere i dag alle har travlt med at stikke halen mellem benene, nu med Storbritanniens Tony Blair i spidsen. Men Gade glemmer ikke det store perspektiv. Folkelig debat Det var derfor, han i 1998, da hans parti SF helt meningsløst gik imod Amsterdamtraktaten, sagde farvel og tak og grundlagde bevægelsen Nyt Europa, der nu gennem en storstilet foredragsrække landet rundt med Gade i centrum vil skabe en folkelig debat om de temaer, der over lange stræk næsten kan få 'Gades Europa' til at ligne en idébank for brændende europæiske og globale problemer. En sej jyde, der tør, hvor andre tier. Gade har set, at det flertal, der sikrede de afgørende nejstemmer i 1992 og ved euroafstemningen i 2000, og som med hans ord har gjort Danmarks medlemskab til det mest indskrænkede i EU, hviler på præcis det samme betændte fundament som vores nuværende liberal-konservative regering, nemlig en stadig mere nationalistisk, fremmedfjendsk og aggressiv højrefløj. Og han har set, at hvis centrum-venstre fortsat vil alliere sig med dette bagstræb, bliver det danske nej til europæisk samarbejde urokkeligt. At turde gå ind i sin tid Af denne tragedie spinder Steen Gade to temaer, der samlet udgør den streng, han kan hænge bogens mange konkrete emner og problemstillinger op på. Den ene er hans opfordring til ikke at gøre sig dummere, end man er. Ingen betvivler, at Pia Kjærsgaard og Mogens Camre af hjertet mener, hvad de siger. Det ligger i sagens natur. Men det samme er langtfra tilfældet på den venstrefløj, Gade er rundet af. Den må, med bogens afsluttende ord, turde gå ind i sin tid og dens virkelige udfordringer. »Er der noget, jeg foragter«, skriver han i en af bogens få udbrud af ægte vrede, »så er det den blinde leflen for, hvad man tror, folk mener«. Hvis det politiske succeskriterium, ikke blot for venstrefløjsmodstanden mod EU, men sandelig også for de førende europæiske EU-politikere og vores egen statsminister, alene bliver at være populær blandt sine egne, går det med sikkerhed galt for samfundet - om end ikke nødvendigvis for de pågældende politikere. For enden af den udvikling venter der os kun mere dårligdom. Møde med en skeptiker I Gades univers er det at svigte det bedste i politik, der er at samtale og lytte, men også at turde sætte dagsordenen i stedet for at snakke folk efter munden. Og det leder os frem til bogens andet store tema, som Gade anslår allerede på de første sider, hvor han i forbindelse med debatten om Maastrichttraktaten løfter sløret for det, der motiverer ham. Det er ikke abstrakte globaliseringstraktater eller teorier om antagonistiske klassemodsætninger. Det er en anonym ansat i Hedeselskabet i Viborg. Gade træffer ham på et politisk møde, hvor han kortfattet formulerer sin skepsis på Danmarks vegne uden at ville sætte sig til dommer over, hvad det øvrige Europa skal gøre. Det kan være ham, Gade taler til i sin bog. Han forklarer nemlig, at hans ideal som oplysningsskikkelse egentlig er reststatsmanden, Jens Kirk. Da rindalismen stod på sit højeste i 1960'erne, åbnede gårdejer Kirk sin lade i Thy for en udstilling af moderne kunst. Kirk turde sige sandheden, han gik ingen under øjnene. Det kan godt være, udstillingsbetingelserne ikke var de bedste, men det var intentionerne, og Kirks betydning blev kolossal, også for unge Gade selv. Forsvar for menneskelige værdier Det får Gade til at udfordre et andet dogme og sige, ja, vi har brug for eliter, og verden er allerede fuld af ansvarsfulde mennesker, der tør påtage sig et ansvar. EU er sikkert en ufolkelig sag, men Kirks eksempel viser, at hvis man taler ordentlig til sine medmennesker, så forstår de selvfølgelig udmærket, hvad der er på spil, og hvad udfordringen er. Nu giver demagogerne dem stene for brød - og de farligste demagoger opfordrer dem til at bruge stenen som kasteskyts, skriver Gade. EU er for Gade det forsvar for menneskelige værdier, der ligger til grund for vores civilisation, og må bringes til at blive fundamentet for en bæredygtig globalisering. Der skal altid kæmpes for menneskeligheden, skriver han, og derfor kan han også vise, at der da selvfølgelig eksisterer en europæisk offentlighed, ja, en verdensoffentlighed, fordi disse værdier ikke følger sproggrænser, som det populært antages, men er universelle. Steen Gade er en medtænker, ikke en modtænker.