Eleverne i 4. klasse sidder i en rundkreds, og efter tur skal de sige til hver enkelt af de andre elever, hvad de synes er godt ved at have ham eller hende i klassen, og hvad de kunne ønske mere eller mindre af. De er i gang med, hvad der hedder en 'anerkendelsesrunde'. Eller en lærer, der »får et kick i samværet med eleverne«, der gerne vil vise sig »(...) selv som person og ikke som lærer« og ser det som sin vigtigste opgave at gå ind i børns liv og »prøve at få nogle sider frem i dem og gøre dem til gode mennesker og samfundsborgere«. Måden at fungere på Det er, hvad der kan kaldes det personlige i pædagogikken. Det er ikke så meget faget, fagligheden eller for den sags skyld lektierne. Det drejer sig heller ikke direkte om at være eller blive dygtig. Hvad der står i centrum, er måden, man fungerer på som menneske. Af nogle - de mere kritiske - omtalt som en ny inderlighed i pædagogikken. Af andre som en relationsorienteret pædagogik. Det er en pædagogik, hvis mål er elevens personlighed og virkemidlerne de sociale relationer - til andre elever og til læreren. Selvfølgelig skal eleverne lære noget, men det skal være på en personlig måde. Derfor tales der om læring - ikke undervisning. Derfor er det følelsernes intelligens, der er på dagsordenen. Værdsættende samtaler Det personlige er kommet på banen i pædagogikken, som det også er det inden for mange andre professionsområder. Ikke kun de områder, der 'arbejder med mennesker'. Alle medarbejdere skal identificere sig med deres arbejdsplads, de skal udvikle personlige kompetencer, og de skal være engagerede og omstillingsparate. Vi lever i 'det personlige samfund'. Men hvordan gør man pædagogikken personlig - og hvor går grænsen? Antologien 'Anerkendelse i børnehøjde' kommer glimrende rundt om den pædagogik, der kaldes appreciative inquiry - på dansk: værdsættende samtaler. Her diskuteres begreber, og anerkendelse dokumenteres som en meget virksom metode til at åbne en elevs ressourcer. Det drejer sig ikke så meget om fejlfinding, mere om en personlig opdagelsesproces, hvor læreren er proceskonsulent. Derfor har vejledning en meget stor rolle: Det er den enkeltes egen opdagelse af sig selv og sine læringsstrategier, der er i centrum. Bogen er fyldt med forslag og ideer og som sådan nyttig for enhver pædagog. Den autentiske lærer Det er Per Fibæk Laursens bog om den autentiske lærer også. Baseret på interview med 30 lærere og observationer af en skoledag hos hver af dem indkredser han, hvad det er, der skaber en god lærer. Og svaret er de personlige kvaliteter i undervisningen. Men hvad er så det? På overbevisende vis fremlægger bogen sine svar, punkt for punkt. Det er blandt andet det at ville noget, at være helhjertet, at turde vise respekt for eleverne, at kunne noget og kunne tage vare på sin egen udvikling. Autenticitet er en ægthed, der smitter, derfor sætter det eleverne i gang. Det er pointen i bogen - og i al god pædagogik. Men kan en lærer holde til at være personligt på banen fra morgen til aften? Næppe uden selv at få mulighed for at kunne tage vare på sig selv. Det sker ikke ved at trække sig selv op ved hårene eller ved selv at få et kick. Det kræver supervision - et område, bogen ikke går ind på. Selvrealisering er en utopi Fra en anden vinkel problematiseres hele denne personliggørelse. Det sker i en antologi redigeret af Johan Krejsler. Her sættes kritikken ind mod alt det personlige - spændende fra den frigørende pædagogik på en marxistisk venstrefløj til neoliberalistiske begreber om medarbejderudvikling, personlige handlingsplaner og omstillingsparathed. Antologien angriber, hvad Steinar Kvale kalder en »regnbuekoalition« af kræfter, der ellers i andre sammenhænge har haft svært ved at sige noget pænt om hinanden. Men de er enige om fokus på individet. Essensen i kritikken er, at individualiseringen og selvrealiseringen er en utopi, der i virkeligheden er en åben ladeport for en ny udnyttelse. Nu af et marked og floskler om forbrugeren og det frie valg og muligheden for, at den enkelte kan skabe sit eget liv. Iscenesat frigørelse Denne kritik retter sig mod de mange teknikker, der inddrages i formningen af selvet, og som i den sidste ende er udtryk for en styringsmentalitet. Antologien er inspireret af den franske filosof og sociolog Michel Foucault og hans analyser af modernitetens nye måder at styre mennesker og deres kroppe på. Her er fokus på styringen af det private og det personlige, det er de avancerede moderne styringsteknikker, der sælges under overskrifter som livsstil og 'find din egne unikke individualitet'. Sandheden er, at der er tale om magt og iscenesat frigørelse - frem mod et forbrug, der mere og mere får karakter af 'livets mening' i det postmoderne samfund. Fastholdelse af fællesskab Antologien fungerer som djævelens advokat i strømmen af personliggørende pædagogikker. Og det gør den godt. Den savner anvisning på alternativer, for den ønsker jo heller ikke at rulle filmen tilbage til den autoritære skole. Den understreger glimrende, at konventioner er grundlaget for en frigørelse, ikke en hindring for den (som allerede Løgstrup sagde), og herfra er det nærliggende at understrege vigtigheden af klasserummets normer og fastholdelse af et fællesskab, der forpligter som et offentligt rum. Det kan godt være, at det personlige i pædagogikken rummer en skjult dagsorden. Det er oven i købet sandsynligt. Men udfordringen er næppe at forkaste oplysningstidens store projekt, men at tilbageerobre det fra en omklamring, der i dag ser truende ud.