0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den frydefulde forbandelse - at skrive

25 danske forfattere fortæller med 25 vidt forskellige stemmer om, hvorfor de foretager sig noget så tilsyneladende absurd som at skrive digte og romaner.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvis en enkelt eller to danske forfattere er gået hen og blevet fede, må det skyldes det stillesiddende arbejde, noget med stofskiftet eller til nød biblioteksafgiften. For med ganske få undtagelser er der ikke mange penge i at skrive romaner eller digte i Danmark.

En rutineret forfatter har opgjort indtjeningen til 98 øre i timen. Hvis man er heldig. Og sammenlignet med at vinde i Popstars, at blive stemt hjem fra Robinson eller blive kåret til månedens kok er der vel efterhånden knap nok megen prestige i forfatterskabets håbløst gammeldags metier.

Alligevel er der på trods af små salgstal, politisk ligegyldighed og risikoen for at få smidt en syrlig anmeldelse i nakken mange og meget forskellige forfattere i Danmark. Hvorfor?

Selvplageri
For det er jo ikke det rene skæg og ballade og finkultur, hvis man som Peter H. Fogtdal oplever, at »ens sjette roman sælger femhundred eksemplarer og anmeldes ved siden af dødsannoncerne«. Så altså: Hvorfor gør de det? Det spørgsmål har redaktørerne og forfatterne Sven Holm og Janne Teller stillet sig selv og 23 andre danske forfattere.

Svarene er lige så forskellige som forfatterne. Men noget går igen. Der er en drift. Eller måske rettere et drive. En lyst, der skal følges og en tomhed, der skal fyldes.

»Jeg ville have foretrukket et liv som halvfordrukken provinsadvokat med kone, børn og elskerinder«, bekender Niels Peter Juel Larsen, samtidig med at han helhjertet slutter op om sin skæbne som forfatter.

Et pokkers selvplageri. Pælesidning kalder Anne Marie Løn kort og kontant tilstanden. Men et selvplageri, der i sine bedste øjeblikkes selvforglemmelse tåler sammenligning med hvilket som helst kick.

Brugbar hæmning
»Hvordan det er for andre forfattere, ved jeg ikke, men for mig er det tydeligvis sådan, at der er noget i mig, der er for meget af, og sådan har det altid været, også da jeg var barn, og dette noget vokser, til det på et tidspunkt truer med at kvæle mig og bringe mig i en ulidelig tilstand af isolation i forhold til omverdenen.

Så går jeg til tasterne, så er legen i gang - og alvoren. Og pludselig kan alt det bruges, som før var en skræmmende hæmning«, lyder en del af Anne Marie Løns nøgterne og personlige forklaring på sin skrivetrang.

Forfatterne forbliver i deres forskelligartetheds karakter. Jess Ørnsbo svarer med digte (»Jeg har sprunget soldat/ for adrenalinet/ jeg har været opmand mellem det/ mandlige og det kvindelige/ jeg har talt/ i munden på mig selv/ på alles vegne«.)

At dissekere Gud
Den surrealistisk fornøjede kritiker, digter og drillepind Lars K. Bukdahl punkterer fornøjet balloner på stribe ved at fremhæve 'kaldets' karakter af håndværk og bytter i en række skriftteoretiske citatbetragtninger effektfuldt digterens digt ud med snedkerens stol.

Med en tekst snittet i hjernebark fortæller Morten Søndergaard en minilegende om dissektionen af den gamle mand kendt som Gud. Den benede krop lugter sødligt som for længst nedfaldne efterårsæbler. Ud ad anus løber en klar væske. Det er tiden, der løber ud.

Uanset om der bliver svaret konkret, eller svaret blæser i vinden østen for vesten, er hver tekst en indsigt i et temperament og et klart forfatterselvportræt.

Pragmatisk selvforsvar
En af de mest kontante er digteren og rejsefortælleren Thomas Bobergs indædte boren sig ind i skriveriets paradoksale væsen. Med 70 aksiomer griber han om skriveriets modsætningsfyldte virkelighed.

»At skrive er at forskrive sig«.

Det er ikke uden dæmoni.

»At skrive minder om magi; du stryger ordet mod tanken som en tændstik, og flammen får blodet til at brænde«. Men det er også helt pragmatisk et selvforsvar: »At skrive er forsvar mod støjen« og »At skrive er et værn mod tilværelsens ubønhørlige dumhed«.

»At skrive er at døde«
Det er på den ene side Bobergs pendant til Niels Peter Juel Larsens fordrukne provinsadvokat: »At skrive får dig i perioder til at ønske, du dyrkede jorden, og at ord kun var noget man pakkede døde dyr ind i«.

Men det går over. For »At skrive er et forsvar mod døden« og »At skrive er at skrive, og skrivende bliver du til«.

»At skrive er at døde« kommer det supplerende fra Jens Martin Eriksens beskrivelse af sit forsøg på i 'Nani' at trænge om bag alle konventioner hen til det sted, hvor det uudtalte som en uimodståelighed med ét omsider trænger helt ind til nerven og helt frem i fortællingen.

»Det er dejligt at digte«, slår Pernille Tønnesen fast. Som så mange andre skriver også Arthur Krasilnikoff, fordi han ikke kan lade være. Det er så at sige basistrosbekendelsen.

Kvindens trange kår
Men Hanne Marie Svendsen inddrager mere socialt betingede sider af skriveriets realitet. Svendsen er født i 1933 og debuterede først som 43-årig. Med 'Guldkuglen' placerede hun sig senere som en af sværvægterne i dansk litteratur. Men det var nær ikke gået sådan. Hanne Marie Svendsen fortæller om de særlige forhindringer, en kvindelig forfatter fra hendes generation måtte slås med.

Den sene debut var ikke usædvanlig. Man giftede sig tidligt og fik tidligt børn. Legatmulighederne var små. Konventioner og livsholdninger fra de foregående generationer af kvinder sad stadigvæk og murrede i kroppen på trods af et ydre oprør. Hvordan retfærdiggør man sin skrivetrang i en travl og ansvarsfuld hverdag?

»Det kræver en vis brutalitet at forlange respekt for et arbejde, der i begyndelsen hverken kan bidrage til familiens økonomi eller dens trivsel i almindelighed«, er en sandhed, der skarpere end mange teoretiske overvejelser om bevæggrunde og motivation fokuserer på, hvad der i sidste ende skiller de aktive forfattere fra de passive drømmere.

Succesfikseret samfund
Karen Fastrup vil stille helt skarpt og presse linsen så tæt på genstanden som muligt. Marianne Larsen vil lægge et puslespil, der for hver gang det bliver lagt rigtigt sammen, bliver til et andet puslespil, der er endnu større og endnu sværere. Og så videre. Som forfatter er man en del af et større puslespil og en overordnet ansvarlighed.

For T.S. Høeg er en vigtig del af drivkraften »At hjælpe sproget videre på vej, thi bliver det vandet og plejet, løber det ingen vegne væk«. »At afkode den vestlige kultur og dens forhold til 'de andres'«. Samt ikke mindst forblive funky.

At skrive angår den enkelte og angår alle. Om de i senmoderniteten marginaliserede forfatteres betydning skriver Pernille Tønnesen, at det er vigtigt »ikke blot for tænksomheden og horisonten hos mennesker i et samfund, men også for tænkningen, for selve det at kunne tænke klart og forstå komplekse ting, at sproget er levende.

At det er i udvikling og bliver brugt på et niveau og med en udtryksfuldhed, som dækker større dybder og bredder og finere detaljer og nuancer, end det funktions- og robotsprog, den stereotypi, som breder sig i et succesfikseret samfund, hvor man helst vil spilde så lidt tid som muligt på at henvende sig til hinanden«.

Læs din djævel!
Forfattere er jo mennesker, der spilder temmelig meget tid på at henvende sig til andre mennesker, der langtfra altid gider lytte, og det vil i denne sammenhæng sige læse. Det kan måske til dels skyldes, at næsten ingen andre forfattere end Inge Eriksen tager udgangspunkt i 'Det glemte element'. De kaldes læsere. Ifølge Inge Eriksen et altafgørende og sørgeligt overset element i det litterære kredsløb.

Inge Eriksen snakker ikke om at skrive brugslitteratur. Hun snakker ikke om kunder i butikken. Hun skriver om glæden ved at læse og blive læst og oplevet og brugt. Hun vil gerne »have læseren ind i centrum af kredsløbet, ud af glemslen og væk fra reduktionen og nedladenheden«.

»For de er lige så forskellige som forfatterne, de kommer fra alle samfundslag, har alle mulige og umulige former for job - nogen slet ikke et job! - læserne er simpelthen en afspejling af forfatterne, af os selv«. 'Skriv din satan', hedder bogen. Læs din djævel, kunne man tilføje. Forfattere og læsere; I fortjener jo hinanden mere, end I tilsyneladende er klare over.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce