Hvis Birthe Rønn Hornbech skulle blive forvist til en øde ø; en tanke, der næppe er hendes parti fremmed, og kun måtte tage én bog med, ville det blive vores salmebog. Den har det meste. Salmerne, tekster fra både Det Gamle og Det Nye Testamente og meget mere. Her finder hun sin identitet som dansker og kristen. Og den foretrækker hun. Derfor: Begynd med sidste kapitel i hendes nye debatbog. Her fortæller hun om salmernes betydning, og her ligger nøglen til hendes troværdighed. Radikale Grundtvig Når hun angriber den omsiggribende intolerance, skyldes det overbevisning, ikke partipolitisk opportunisme. Det er ikke Venstre, der siger, hvad hun skal mene. Hun siger, hvad Venstre efter hendes opfattelse skal mene. Og vi andre med, uanset partifarve. Allerinderst er det formuleret i nogle vers af Grundtvig, som først nu er kommet med i salmebogen, fordi de er så utrolig udfordrende for enhver form for præsteskab, også det politiske. Grundtvig taler om, at kirken bygges af levende stene: »Selv bygger Ånden kirke bedst,/ trænger så lidt til drot som til præst/ ordet kun helliger huset«. Trosbekendelse Det er Birthe Rønn Hornbechs trosbekendelse. Det er Guds ord, der helliger det hus, vi bor i. Ikke præstens, ikke drottens. Hun elsker også Brorsons berømte ord, skrevet, mens enevælden var på sit højeste, og husk nu, at en nælde er et tidselgemyt: »Gik alle konger frem på rad/ i deres magt og vælde,/ de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde«. »Den magtfordeling var jeg allerede som barn glad for«, tilføjer hun. Vi kan ikke bygge et samfund op på love og forordninger og kontrakter og bestemmelser. De er bare rammer, der aldrig ville give mening eller liv eller udvikling, hvis vi ikke selv i vores bevidste eller ubevidste lydighed og tro på Guds ord påtog os et ansvar selv. Respekt for religionen Herfra indtager hun så sit politiske standpunkt, at der må herske lighed for loven, folkestyrets lov, i Danmark, men at vi ikke skal forbyde, hvad loven ikke forbyder. Altså: De ord, der helliger huset, hvad enten det er kristent, jødisk eller muslimsk, skal vi respektere, hvis de ikke strider mod vores civile love. Hvis man må gå med tørklæde, når det regner, er det vel også tilladt, når det ikke regner, f.eks. ved et kasseapparat. Og omvendt: Såkaldte æresdrab er forbudte ifølge straffeloven, ikke fordi de begås i en bestemt tros eller traditions navn. Hun siger nej til barbari, men ikke til religion, heller ikke til sharia. Rønn Hornbech savner simpelt hen forståelse for det, hun kalder omvendt lovreligion eller sekulær intolerance, der med nævenyttighed vil tvinge politik og religion fra hinanden og vil religiøse påbud til livs, selv om de ikke krænker samfundets love. Hvorfor skal katolikker tvinges til at ansætte kvindelige præster? Slut med kræmmerindstillingen Med sin forankring i kristne værdier diskuterer hun åbent spørgsmål som hjernedødskriteriet og abort. Den debat må ikke lukkes, selv om hun indrømmer, at heller ikke hun ville stemme for en stramning af reglerne. Og med sit grundtvigianske udgangspunkt er hun almendannelsens utrættelige fortaler imod kræmmerindstillingen til ikke mindst de højere uddannelser. Hvordan forestiller vi os, at vi skal klare os uden humanisme? Der er selvfølgelig også steder, hvor denne kortfattede bog går i sort. Men ikke mindst de sidste tre kapitler, hvor der lægges grund under hendes holdninger, er hele bogen værd.