0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vejviser for viderekomne

Antologi om den unge Heidegger viser rundt i de mindre skovveje og stier, der førte til de store åbninger i mesterens tænkning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De store filosoffer er ikke altid dem, der siger så slående sandheder, at alle fornuftige folk straks må udbryde: Ja, det er sandt!

Med disse ord introducerede Villy Sørensen for over fyrre år siden den tyske filosof Martin Heidegger, der nu er emnet for en ny dansk antologi. Det var en advarsel om den anstrengelse, der skal til for at læse Heidegger, endsige forstå noget af ham eller blot begribe, hvorfor han regnes for at være en af de mest originale og betydningsfulde filosoffer i det tyvende århundrede.

Selv om Heideggers samlede skrifter er planlagt til at fylde over 100 bind, er det stadig især ét skrift, som dette omdømme hviler på: hovedværket 'Væren og tid' - eller 'Sein und Zeit'.

Værket handler om intet mindre, end hvad det vil sige at være - ikke bare som menneske eller hund eller skohorn, men dét at noget i det hele taget er. Heideggers mission med værket var at gøre op med en totusindårig tradition for at misforstå dette spørgsmål.

Det gjorde han ved indgående at analysere forskellige 'væremåder' og deres forhold til tiden, som er det andet tema i den storslåede titel. Bogen blev hans gennembrud, og endnu i dag er den lige så uomgængelig, som den er svært tilgængelig.


Forud for udgivelsen af dette værk - i 1927 - havde Heidegger i over ti år gået rundt og lignet en nulforsker. Han udgav stort set ingenting, men underviste til gengæld på livet løs ved universiteterne i Marburg og Freiburg. Af mange studerende blev han anset for at være filosofiens store håb. Det var bare ikke noget, der rigtig talte for det udvalg, der skulle forfremme ham til professor. Der måtte noget mere til.

Derfor diskede Heidegger op med det værk, som ikke bare sikrede avancementet, men også placerede ham som en af de allerstørste filosoffer i det forrige århundrede. Senere hævdede han, at manuskriptet havde ligget udgivelsesklar i flere år i skrivebordsskuffen. Det er nu godtgjort - mest grundigt af den amerikanske filosofihistoriker Theodore Kisiel - at nedfældningen faktisk foregik året forinden, i 1926.

Men hvad skete der i de ti tavse år, hvor Heidegger varmede op til sit hovedværk? Det er et stort emne inden for Heideggerforskningen, og det kan man nu også læse om på dansk i antologien 'Den unge Heidegger', som filosoffen Dan Zahavi har redigeret sammen med Søren Overgaard og Thomas Schwarz Wentzer.


Antologien koncentrerer sig om Heideggers forelæsninger i Freiburg i årene 1919 til 1923. Disse er først i 1990'erne blevet offentliggjort i den store samlede udgivelse af Heideggers skrifter.

Bogens ni bidrag af danske og udenlandske forskere belyser en række motiver i disse forelæsninger, der drejede sig om meget forskellige emner - fra antik filosofi og tidlig kristendom til livsfilosofi og fænomenologi.

Bidragene giver et indblik i tænkerens værksted i denne formative periode og forfølger ikke blot de temaer, der foregriber 'Væren og tid', men inddrager også nogle af de tanker, der aldrig senere skulle blive udfoldet i Heideggers værker.

Bredden af Heideggers filosofiske interesser i disse år afspejler sig i antologiens bidrag. Finnen Jussi Backmann skriver om Heideggers særlige måde at genoptage Aristoteles' bevægelseslære på, mens Dan Zahavi følger udvekslingen mellem Heidegger og filosoffen Paul Natorp med henblik på kløften mellem refleksion og oplevelse.

Thomas Schwarz Wentzer undersøger Heideggers udvikling af begrebet 'destruktion', der af Jacques Derrida senere er blevet videreudviklet til 'dekonstruktion', og overvejer, hvad begrebet indebærer for den fænomenologiske tradition.


Den svenske forsker Hans Ruin kaster sig - af alle emner - over Heideggers begreb 'Ruinanz' som en definition på den menneskelige eksistens, mens nordmanden Anne Granbergs interessante indlæg diskuterer det store spørgsmål om forholdet mellem det eksistentialistiske og ontologiske niveau i Heideggers tænkning.

Tyskeren Hans-Helmuth Gander ser på den hermeneutiske side af sagen og udreder Heideggers grundlæggende tanke om, at enhver, der forstår noget, samtidig forstår sig selv, mens Wenche Marit Quist læser med i Heideggers læsning af Paulus' breve og sammenligner deres analyser af menneskets tidslighed. Endelig diskuterer Søren Overgaard veloplagt Heideggers overtagelse af Husserls epoché-begreb.

'Veje - ikke værker' lød det motto, som den gamle Heidegger brugte om sit samlede værk. Hvis man som nytilkommen læser gerne vil ledes ind på disse tankeveje, er det ikke med denne antologi, man skal begynde. Det er så afgjort en vejviser for viderekomne. De vil til gengæld kunne komme vidt omkring med 'Den unge Heidegger' ved hånden.