I de efterhånden mange seneste år har verden tullet omkring og kaglet web-web-web, som var den en samling elektroniske legetøjshøns, udviklet i samme laboratorium som Sonys stålblanke cybervuf AIBO. Fulde af trang til at ytre, fremstille, diskutere eller slet og ret blotte sig i den kolossale kulørte rodebutik, der kendes under forkortelsen www. Folk, som de er flest, er ikke længere bare Carl Aage Børgesen, Rosenbladsstien 4, eller tilsvarende. De er nu i stedet eksempelvis www.boergesen.com og alt sådan noget. Og det er jo bare skønt for dem og muligvis også for andre. Til at begynde med, dengang det såkaldte internet endnu ikke havde antaget sine nuværende monstrøse dimensioner og kun var et eksponentielt voksende medusahoved af moderat omfang, var det ikke så helt ligetil at lave sig en eller flere sider på det sted som ifølge titlen på Tor Nørretranders bog om fænomenet fra 1997. Det var lidt af en kunst at udtrykke sig på nettets særlige sprog, HTML, som skulle skrives i 'hånden' med alt, hvad det indebærer af endeløse koder bestående af tegn, gerning og en hel masse spidse parenteser. Men det blev der hurtigt rettet op på. Der blev udviklet værktøjer, så selv børnehavebørn kunne konstruere sider i et snuptag og på den måde etablere egne cybergallerier med udstillinger af børnetegninger og beretninger om livet i en daginstitution. Mange mente dog, at intuitionen ikke var tilstrækkelig rettesnor, hvorfor man i årene fra slutningen af 1990'erne og frem så en sand syndflod af udgivelser, som beskrev og belærte om hjemmesidestrikningens kunst(håndværk). Især var en bestemt type hæfter populære. De kunne erhverves i jernbanekiosker for en beskeden sum penge.