Vi befinder os i det generaliserede uhelds tid. Hvad vil det sige? Ifølge den franske byplanlægger, fart- og arkitekturteoretiker Paul Virilio (f. 1932) vil det sige, at vi ikke længere i ro og mag er udsat for dette eller hint lokale lille uheld: trafiksammenstødet på Østerbrogade, elkedlens kæntren på køkkenbordet, harddiskens sammenbrud på den bærbare pc, det flængede knæ nede i skolegården. Næ, for første gang i verdenshistorien kan vi bevidne uheld, der har en konkret, virkeligt global effekt, og som konstant er latente. To af Virilios yndlingseksempler er det amerikanske børskrak i 1987, der med lynets hast spredte sig som en automatisk virus verden over, og Tjernobyls ulyksalige lækage i 1986, men man kan efter behag, eller ubehag, selv tænke på kommende, potentielle uheldsmuligheder af endnu mere ildevarslende og alvorlig karakter. 28. september sidste år førte Virilio en længere samtale med den russiske journalist Svetlana Aleksievich, i anledning af Andrei Ujicas film 'Unknown Quantity', altså 'Ukendt mængde'. Filmen omhandler det katastrofale udslip på atomkraftværket Tjernobyl og den utryghed, der forbandt sig med ideen om et udslip af ukendt omfang. Interviewet står nu at læse som et af de sidste bidrag i et stort, helt usædvanlig smukt og fascinerende katalog og billedværk, finansieret af 'Fondation Cartier pour l'art contemporain', der også stod for den oprindelige franske udstilling i Paris, der sluttede 30. marts i år.