0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et barn i armene

Alsidig og informativ bog om følelser og fornuft, når man vil adoptere et barn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Adoptivbørn er ikke som andre. De har et hul indeni, hvor der mangler noget, en angst for adskillelse og for at det, de har, skal forsvinde. Og så er det lige meget, om de blev adopteret som næsten spæde eller som halvstore.

»Myten om, at adoptivbørn får en højere livskvalitet, desto tidligere de bliver adopteret, lever stadigvæk i bedste velgående, men den holder ikke«, siger en af Danmarks meget få adoptionsforskere, lektor og klinisk psykolog Lars von der Lieth i bogen 'Adoption fra a-z'.

Han begrunder det med, at alle adopterede børn har oplevet mindst to svigt: Først da mor gav dem fra sig, og siden da de mistede tilknytningspersonen på børnehjemmet eller i plejefamilien og blev givet videre til adoptivforældrene. Og følelser husker, selv om forstanden ikke gør.

Hans holdning støttes af en undersøgelse af 1.041 adopterede i Nordjyllands Amt, hvor overlæge i psykiatri Conni Fensbo dokumenterer, at adopterede har en næsten dobbelt så stor risiko for at blive indlagt med psykiatriske problemer, svarende til 5,48 procent mod de normale 3,32.


Så det er ikke altid lutter lykke at adoptere - eller være adopteret - og det er en af de fine ting ved journalisten Kirsten Elleys bog, at hun ikke nøjes med de rørende og af og til dramatiske beretninger om fænomenet.

For selvfølgelig er det fantastisk at rejse til et fremmed land og få sit barn udleveret. Selvfølgelig er det fantastisk at få et barn, som man har ønsket sig i årevis og gennemgået mange trængsler for. Og selvfølgelig går det som regel fint; børnene udvikler sig og laver ikke flere problemer end alle andre børn, og forældrene elsker dem, undtagen når de er ved at gå op i sømmene af irritation - som alle andre forældre.

Men der er særlige problemer forbundet med adoptioner, og jo mere man ved om dem, jo bedre kan processen blive.


Det er forældrenes beretninger, der gør størst indtryk i 'Adoption fra a-z', som er den første, danske guide og håndbog af sin art. Kirsten Elley har interviewet fem adoptanter, fire par og en enlig, og det er stærke historier.

Om den treårige, rumænske Lars, der vejede ti kilo ved afhentningen på børnehjemmet og i de følgende halvandet år tog et kilo på om måneden. Om det etiopiske søskendepar, som de danske forældre sagde nej til, fordi børnene havde henholdsvis tuberkulose og smitsom leverbetændelse, om den kinesiske Marie på ét år, som vejede knapt syv kilo, ikke kunne holde sit hoved oppe og var totalt hjælpeløs, apatisk og skræmt.

Og solskinshistorien om det colombianske børnehjem Los Pisingos, hvor alt var i orden, men prisen for et barn til gengæld oppe på 125.000 kroner mod gennemsnittet på godt 76.000.


Danske forældre hører ikke til de bedst betalende - vi overbyder ikke og betaler ikke penge for at få et bestemt barn. Så vi kommer ofte bagest i køen til adoptivbørn. 'Dobbelt pris, dobbelt så hurtigt og halvt så gamle' er mottoet i mange landes adoptionsformidling, og for eksempel amerikanere betaler mellem 50 og 200 procent mere for børn, end danske organisationer gør.

»Amerikanerne bestemmer udgiftsniveauet og er en stor aftager. I 2002 bortadopterede Kina eksempelvis 4.000 kinesiske børn til USA, mens der fra det gamle sovjetiske område blev bortadopteret 6.000, fortæller kontorchef i DanAdopt, Ole Bergmann, i bogen.

Den er delt op i forældreinterview, fagfolk og forskeres meninger og en række informative afsnit om, hvordan man gør, når man vil adoptere, fra ansøgningsskemaet hentes i amtet, og til man, efter den lange ventetid, endelig står med sit barn i armene. Det var der 609 danske adoptivforældre, der nåede frem til sidste år.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu