0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Modne mænd

To bøger viser, at også mænd kan blive kloge med alderen, og at det er en god idé at give dem ørenlyd.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På omslaget af den ene bog står to mænd uden øjne, men med masser af smilerynker. Det er Johannes Møllehave og Benny Andersen. Og så kan det vel næppe gå galt.

Dette ikke være sagt for at forklejne indsatsen fra Karen Thisted, der har sat de to sammen en uge under komfortable forhold på Kreta og kærligt har redigeret deres dialog.

Ideen er oplagt: De to ordtroldmænd og nationale sjælesørgere har begge mistet deres elskede koner inden for ret kort tid. Det giver deres i forvejen kloge ord om livet og døden en ekstra klangbund. Og så er de gamle venner.

Møllehave viser sig at være imponerende fortrolig med Benny Andersens værk og har mere styr på citater derfra end denne selv. Gang på gang spørger en interesseret Benny A.: »Hvem har skrevet det?«, og en på skrømt mere og mere desperat Møllehave svarer: »Det har du!«.

Næsten hvert af de mange korte kapitler indledes med et Benny Andersen-digt, og det er en rigtig god disposition. Dels får man lidt fin tekstfortolkning med, uden at det bliver for meget (hvad det let kunne), dels bliver man mindet om, hvor gode de er, og hvor alvorlig en digter Benny Andersen også er.


På sin side opdager Møllehave til sin glæde, at Benny Andersen er dybt fortrolig med Kierkegaard. Ellers har man indtryk af, at de to ikke skal opdage så meget nyt hos hinanden, men det afholder dem ikke fra gavmildt at formulere sig - til glæde for os læsere, sig selv og hinanden. Blandt andet om frihed, forførelse, mødet med et andet menneske, ensomhed, angst for døden og glæde ved livet.

Dialogen bliver også - som sædvanlig i de tos mund - en demonstration af sprogets formåen og smidighed. For ingen af dem kan høre et udtryk uden at vende vrangen ud på det, med ny og dyb mening til følge.

De to er enige om det meste og ligner hinanden i meget, dog ikke i deres måde at takle savnet på. Benny Andersen synes at være den p.t. lykkeligste, for han har mødt en ny hjertenskær, er forelsket, forsonet med sin alderdom og tryg i troen på lykken, hvor Møllehave virker mere resigneret og, om end modvilligt, en anelse bekymret for sit slidte hjerte. Hans definition af salighed er da også lige efter mit (mindre slidte) hjerte: ophør af smerte, ophør af desperation, ophør af gråd, ophør af jammer. Hans empati og nysgerrighed synes dog usvækket.

Et sted får samtalen et forfriskende strejf af farlighed. Det er, da den handler om forførelse. Her skelner Benny Andersen uden vaklen (mellem kærlighed og forførelse, professionelt og privat), mens det virker, som om Møllehaves klogskab svigter ham et øjeblik. Netop derfor er hans instinktive forsvar for forføreren så interessant.


Ved skæbnens lune udkom samme dag som 'Det skal mærkes at vi lever' en anden bog, der ligner den meget. Den hedder 'Om sorg og omsorg' og er resultatet af, at to andre modne mænd, 'Fulton'-skipperen Mogens Frohn Nielsen og radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen, en kold martsdag satte hinanden stævne på en kro ved Vejle og satte sig ind i et tomt festlokale med en båndoptager og stærk kaffe.

Omstændighederne og udgivelsen er unægtelig mere beskedne end i Karen Thisteds flotte bog (men der er færre navnefejl). Omslaget er grimt og mentalt misvisende, men man skal ikke lade sig narre: Der er lige så megen viden og visdom i 'Om sorg og omsorg', som der er i 'Det skal mærkes at vi lever'. Blot er redaktionen (deltagernes egen?) mindre stram, så der er kommet lovlig mange evige sandheder, uunderbyggede formodninger og fladtrådte dybsindigheder med blandt guldkornene. Men det er mest et æstetisk problem.

Der er 17 kapitler (mod 35 hos Thisted) om næsten de samme emner som i 'Det skal mærkes ...' og lidt til. Jeg fryder mig over skipperens nænsomhed og sprogsans og lægens åbenhed og viden om både religion og medicinalindustriens svinestreger - og over begges vilje til tænksomhed og empati.

Det er påfaldende, så religiøse både Frohn og Vagn-Hansen er. De taler som noget helt naturligt om Guds gaver (som vi ringeagter ved at putte remoulade på, som Frohn siger), om bønnens magt, det evige liv, tilgivelse og paradis. Helvede vil de helst lukke øjnene for i deres ellers detaljerede og for denne læser yderst velgørende snak om døden. Her virker både digteren og præsten i den anden bog mærkeligt nok mindre transcenderende.

Begge bøger kan i høj grad anbefales, måske til lidt forskellige segmenter - og dog. Jeg vil i hvert fald foreslå de to hold at læse hinanden.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement