På de første mange sider af Gabriel García Márquez' 'At leve for at fortælle' må læseren hele tiden minde sig selv om, at dette ikke er en roman. Selv om det er levet liv, den colombianske nobelpristager fortæller om, er det lige så farverigt og sanseligt og fængslende som en af hans egne fiktioner. Intet under, for hans gennembrudsroman 'Hundrede års ensomhed' bygger jo på hans egen families historie, og hans fiktive landsby Macondo er i høj grad det virkeligt eksisterende Aracataca, hvor han blev født i 1928. Men her kan Márquez-fans læse hans egen forklaring på, hvordan Macondo fik sit navn - side 21 i erindringsmoppedrengen. Bogens optakt er den rejse tilbage til Aracataca, som digterspiren og den næsten-fallerede jurastudent Gabriel foretager sammen med sin mor i 1950 for at sælge familiens gamle hus. At rejse dertil var, siger Márquez nu, »den vigtigste af alle de beslutninger, jeg har måttet træffe i min løbebane som forfatter. Det vil sige: i hele mit liv«. Han fortæller om liv og løbebane fra dette tilsyneladende trivielle, men vigtige øjeblik tilbage via barndommen og frem til den dag i 1955, da han flyver til Paris som korrespondent for Colombias vigtigste avis, El Espectador. Alt det celebre fra senere - de berømte romaner, venskabet med Fidel Castro, Nobelprisen - nævnes kun flygtigt. Hvad Márquez dokumenterer her i bogen, er, hvad det vil sige at (over)leve for at fortælle (om det).
Under vejr med don Gabriel
Lyt til artiklen
