0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Under vejr med don Gabriel

García Márquez' erindringsbog er forrygende litteratur fyldt med branderter og bordeller, skræk og skønhed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På de første mange sider af Gabriel García Márquez' 'At leve for at fortælle' må læseren hele tiden minde sig selv om, at dette ikke er en roman. Selv om det er levet liv, den colombianske nobelpristager fortæller om, er det lige så farverigt og sanseligt og fængslende som en af hans egne fiktioner.

Intet under, for hans gennembrudsroman 'Hundrede års ensomhed' bygger jo på hans egen families historie, og hans fiktive landsby Macondo er i høj grad det virkeligt eksisterende Aracataca, hvor han blev født i 1928. Men her kan Márquez-fans læse hans egen forklaring på, hvordan Macondo fik sit navn - side 21 i erindringsmoppedrengen.

Bogens optakt er den rejse tilbage til Aracataca, som digterspiren og den næsten-fallerede jurastudent Gabriel foretager sammen med sin mor i 1950 for at sælge familiens gamle hus. At rejse dertil var, siger Márquez nu, »den vigtigste af alle de beslutninger, jeg har måttet træffe i min løbebane som forfatter. Det vil sige: i hele mit liv«.

Han fortæller om liv og løbebane fra dette tilsyneladende trivielle, men vigtige øjeblik tilbage via barndommen og frem til den dag i 1955, da han flyver til Paris som korrespondent for Colombias vigtigste avis, El Espectador. Alt det celebre fra senere - de berømte romaner, venskabet med Fidel Castro, Nobelprisen - nævnes kun flygtigt. Hvad Márquez dokumenterer her i bogen, er, hvad det vil sige at (over)leve for at fortælle (om det).


Og hvilken dokumentation! Fyldt med levende detaljer og en ganske ubodfærdig selvudlevering. Sjældent har man set så mange branderter og bordeller omtalt i en selvbiografi. Og sjældent har faktuelle begivenheder kastet så frodige formuleringer af sig:

»Efter en dagsrejse med en faretruende skramlen ad en landevej beregnet til hestehove udstødte postvæsenets bus sit sidste suk et helt fortjent sted: kørt fast i en stinkende mangrovesump med rådne fisk en halv legua fra Cartagena de Indias«, skriver Márquez om sin flugt fra blodige uroligheder i Bogotá.

Hans ubarberede livsstil går dog hånd i hånd med benhård skoling af skrivetalentet, om end på uortodokse måder. Kærligheden til pressens verden fører ham f.eks. til det ydmyge job at stramme op på oversatte kriminalnoveller til et tidsskrift. Nyttig træning for hans egne skriverier, ligesom den stedvis nådesløse kritik, han får af venner og kolleger.


Miljøets respekt for det skrevne ord og de litterære stjerner lyser ud af hele beretningen, og trods Márquez' lidt kokette ringeagtsytringer om sine egne tidlige tekster forstår læseren, at han selv er blevet en stjerne, allerede da han forlader Colombia for første gang. Det er ikke drengen Gabito og ikke ungjournalisten Gabo, der stiger på flyet til Paris, det er mesteren don Gabriel.

Samtidig med sit eget liv skildrer Márquez uundgåeligt sit lands. Begyndelsen af hans voksne tilværelse falder ret præcist sammen med begyndelsen af den periode i Colombias historie, der slet og ret kaldes Volden, La Violencia, og som gjorde landet til et ekstremt voldeligt sted med flere mord per år end hele USA, et samfund gennemsyret af narkopenge og mafiøse forbindelser.

Set fra det trygge Danmark er det som en anden klode, men når læseren låner Márquez' varme blik og klare hjerte, bliver det hele forståeligt, både sorgen og stoltheden, skrækken og skønheden ved det at være menneske.

God litteratur binder verden sammen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu