Så snart Little Richard brølede »Awopbobaloobop alopbamboom!«, knurrede Pengemaskinens mave sultent. Så såre Elvis havde vredet hofterne og snerret »you ain't nothin' but a hound dog«, blottede maskinen sine tænder og savlede. Da Beatles sang »All you need is love«, var den allerede godt og vel igennem forretten. Inden David Bowie fandt på at lege med sit køn med makeup og glimmer, havde den slikket desserten i sig, og da punkens rødder skød op gennem de smattede brosten i de britiske storbyer, havde Pengemaskinen allerede fortalt om dem til sin ligesindede fætter, Modemaskinen. Rockmusikkens udvikling er fra de første skelsættende bevægelser og optagelser i USA sket i tæt samspil mellem de kreative rødder og de kommercielle kræfter. Det er selvfølgelig ikke just en nyhed, men en konstatering, som dokumenteres igen og igen i rockanmelderen og bibliotekaren Per Reinholdt Nielsens gedigne bog 'Rebel & remix' med den lige så vigtige undertitel - 'Rockens historie'. Naturligvis kan man diskutere om Reinholdt, der til daglig er at finde i Berlingske Tidendes spalter, overhovedet har ret i, at rockmusikken og dens talrige børn og forgreninger er rebelsk. En karakteristik, eksempelvis Elvis Presley frabad sig. Sandheden er snarere, at rockmusikken - i hvert fald indtil for ganske nylig - bedre end andre kulturfænomener har forstået at omsætte tidens strømninger i musik til masserne i kraft af sin rastløse kreativitet. Skulle det virke rebelsk, er det i de fleste tilfælde en følge af, at den er udfarende, snarere end det er bevidst.
Pengemaskinen fodres med pop
Lyt til artiklen
