Kollaboratør. Værnemager. Lakaj. Stikker. Feltmadras. Ukært barn mange navne. De ikke så få danskere, som under besættelsen 1940-1945 tjente deres sold i tyskernes tjeneste eller på anden vis plejede omgang med den forhadte fjende, måtte lægge ryg til nogle probate udtryk. For menigmand på gaden såvel som for modstandsbevægelsens ledende skikkelser var der ingen tvivl: 'Unational adfærd' var af det onde og skulle straffes. Men det var ikke kun entreprenører, Østfrontsfrivillige og unge forelskede piger, som blev ført op på det nationale skafot. Åndsarbejderne gik heller ikke ram forbi. Det er emnet for journalist Arne Hardis' nye bog 'Æresretten'. Med afsæt i nogle konkrete sager fra Dansk Forfatterforenings Æresret - et firemandspanel, som blev nedsat i slutningen af 1945 - beskriver Hardis, hvordan syv forfattere, bl.a. Jacob Bech Nygaard, Valdemar Rørdam, Svend Borberg og Harald Bergstedt blev afkrævet forklaringer på deres skriverier under krigen. Æresretten, hvis mest prominente medlem var den kommunistiske forfatter Hans Kirk, var ikke en domstol med juridisk legitimation, men et kollegialt tribunal, som dømte ud fra en moralsk og professionel standard. Deres domsafsigelser lød derfor - afhængigt af den pågældendes brøde, og der var i alt 26 forfattere, som blev indkaldt til samtale - enten på eksklusion, misbilligelse eller frifindelse.
Åndeligt retsopgør
Lyt til artiklen
