Latif Yahia er bange. Bange på den ubehagelige måde, man kan opleve, når man er 100 procent sikker på, at der vil ske noget frygteligt. Lige om lidt. Man ved ikke, hvad det er. Men man ved, at det sker. Det er denne angst, Latif Yahia er ramt af en septemberdag i 1987. Han er 23 år og har gennemgået en ydmygende og jernhård fysisk træning i den irakiske hær, hvor de har fået hans krop til at fungere som en perfekt maskine. De har også fået hans hjerne til at slå over på automatpilot, bl.a. ved at tvinge ham til at spise kakerlakker så store som tændstikæsker. Han er en toptrænet soldat med erfaring fra fronten i krigen mod Iran. Men det er først nu, han er rigtig bange. Latif Yahia er blevet hentet i en stor, sort Mercedes. Hans enhed i hæren har fået besked direkte fra præsidentpaladset. Den unge løjtnant skal omgående bringes til Bagdad. Den slags er langtfra rutine. Alle ved det. »Har du nogensinde gjort noget, har du overtrådt loven?«, spørger en af hans overordnede. Nej, Latif er helt sikker. Han ved, hvad der sker med folk, som bryder loven eller uforvarende kommer til at sige et eller andet ufordelagtigt om styret eller Saddam eller dennes familie. De forsvinder. Mange forsvinder i Irak, og ofte finder ingen ud af, hvad der er sket. Eller hvorfor. Det ved den unge Latif Yahia. Det er derfor, han er bange. Han er på vej til præsidentpaladset, og det eneste, han kan gøre, er at følge med. Under hele køreturen spekulerer han over, om styret måske har forvekslet ham med en anden, hvis forbrydelse, han nu må bøde for. Om hans liv er på vej mod sin afslutning. I virkeligheden har han både ret og uret. Ja, han er ved at blive forvekslet med en anden, hvis forbrydelser han må bøde for. Det er til gengæld helt med vilje. Saddam Husseins styre har fået den geniale ide, at Latif Yahia fremover skal være dobbeltgænger for Saddams ældste søn Uday. Nej, det er ikke afslutningen på hans liv, men begyndelsen på et nyt. Som Uday. Eller rettere: kopien af Uday. Hunde som bødler Uday og Latif ligner hinanden på en prik. Det er ikke nyt for nogen af dem. De har vidst det, siden de gik i den samme drengeskole. Uday som søn af præsidenten. Latif som søn af en ret velhavende familie. Allerede i skoletiden fandt Latif ud af, at det sjældent er klogt at sætte sig op imod Hussein-familiens ønsker, men alligevel prøver han at sige nej, da Uday 'foreslår' ham at blive dobbeltgænger. I sin bog 'Djævelens dobbeltgænger' fortæller Latif Yahia, hvordan Uday i første omgang ikke tager sig af afslaget. Han slår det hen og siger, at de selvfølgelig kan være lige gode venner for dét. Men selvfølgelig er det løgn. Latif bliver tilbageholdt, og da han stadig tøver, råber Uday til sin gamle skolekammerat: »Jeg pudser mine hunde på dig og din søster, hvis du siger nej igen«. Latif ved, det ikke er en tom trussel, og han ved også, hvad konsekvensen vil være for ham og hans familie. Han kan huske, hvordan Uday i sin tid som arkitektstuderende bortførte en kvindelig medstuderende til sit hus ved Bagdad, hvor han holdt hende indespærret i ugevis, misbrugte og voldtog hende, hvorefter han til sidst lukkede hende ind til sine glubske og udhungrede kamphunde, bl.a. rottweilere. Latif kan også huske, hvordan Uday i teenagetiden medbragte en af sine kærester i en time. Uday satte sig ofte ud over alle regler, men dette - at medbringe en pige - var uhørt. Det forsøgte læreren at forklare Uday, men præsidentsønnen var ligeglad. Han bad bare læreren passe sit job. Efter en halv time rejste han sig, tog sin pige under armen og gik. Uden et ord. Næste dag var læreren væk. Og ingen så ham nogensinde igen. Det var første gang, Latif så, hvilken magt Uday Hussein havde. Og var parat til at bruge. Det var denne mands liv, han nu blev tvunget til at beskytte. Han blev tvunget til at være Udays dobbeltgænger i fem år, før det lykkedes ham at flygte fra Irak, og hvis bare halvdelen - eller mindre for den sags skyld - af Latif Yahias beretning er rigtig, har Uday levet et liv, hvor han konsekvent har terroriseret sine omgivelser på sadistisk vis, samtidig med at han har beriget sig skamløst på det irakiske folks bekostning. Nationens modbydelige stolthed Uday Hussein og hans bror Qusay blev begge dræbt i en voldsom skudveksling med amerikanske soldater i sidste uge, og tirsdag i denne uge sagde en mand, der formodes af være Saddam Hussein, at hans to sønner led martyrdøden, og at de var nationens stolthed. Sådan lyder historien på ingen måde, når man læser Latif Yahias beretning om et liv inden for murene hos en del af Hussein-familien. Den 23-årige jurauddannede Latif går nødtvungent med til at blive Udays dobbeltgænger i 1987. Han har ikke andre muligheder. I timevis terper han præsidentsønnens udtale, efteraber hans bevægelser, hans leg med revolver og med havanacigar - og får endda tvangsopereret sine tænder, så de svarer til Udays overbid og medfølgende læspen. Med i oplæringen er også at se dusinvis af videoer, hvor irakiske fanger undergår bestialsk tortur. Fanger, der bliver perforeret med boremaskiner. Fanger, der får hænder og fødder nedsænket i kogende olie. Fanger, der bliver sat på gasapparater, som derefter bliver tændt. 35 forskellige videoer husker Latif, der godt forstår den besked, styret sender ham med videoerne. Det viser sig, at han er god til at agere Uday, og han øver sig flittigt i et stort videolokale. Indimellem også med Uday selv, og selv om alle tager træningen alvorligt, kan Latif ikke undgå at se det komiske i situationen indimellem, når han står foran en videovæg og spiller manden, der selv er i rummet. Det skal man ikke. Uday eksploderer en dag, da Latif begynder at le. 33 gange lader han en elektrisk ledning svirpe ned over sin dobbeltgænger. »Fortsæt«, siger en storsvedende Uday, da han har fået vejret igen. Alle fortsætter, som om intet var hændt, da han forlader lokalet. Uddannelsen af hans dobbeltgænger kan fortsætte, og det skal den, for Uday ved, hvor vigtigt det er at have en dobbeltgænger. Han behøver bare spørge sin egen far. Af sted til fronten Ifølge Latif Yahia sender Saddam Hussein i disse år i 1980'erne i stadig højere grad sine egne dobbeltgængere i felten, når man frygter, der er fare på færde, og lige før Latif bliver hyret af Uday, bliver en af Saddams egne dobbeltgængere dræbt i et angreb. Man begynder nu at sende Latif ud i stedet for Uday. Han sendes ud for at overvære en sportskamp, og han sendes til fronten. Imens er Uday i Schweiz. På kasino. Han taber fire millioner dollar. Da han kommer hjem, er han rasende. Faktisk har han tabt fem millioner. Den sidste har han lånt af en anden irakisk storspiller, der som betingelse for sit lån krævede at få Udays kæreste for natten. Kæresten er kommet med tilbage til Irak. Her kan alle høre, hvordan Uday tæver hende, indtil hun siger, hvad manden gjorde ved hende i løbet af natten. Hun råber til gengæld, at manden har kaldt Uday arrogant og det, der er værre, og at han ville give præsidentsønnen en lektion ved at købe hans kvinde. Alle ved, de aldrig kommer til at se kvinden igen. De ved til gengæld også, at de vil komme til at se noget tilsvarende, for sådan har det været, siden Uday var teenager. Allerede som 14-årig kørte han rundt i sin egen Porsche, og som 15-årig havde han en mand ansat til at finde piger til sig. I 'Djævelenes dobbeltgænger' spekulerer Latif over, hvordan Uday er blevet så ond og grusom, som han er. Og han når frem til, at Uday overhovedet ikke har ændret sig siden skoleårene. Også dengang var piger og biler det eneste, han tænkte på. Den unge søn af Saddam Hussein har ifølge Latif fået lov til at løbe ud ad en tangent. I skolen kom og gik han, som det passede ham. Hans bodyguards og privatlærere gjorde hans hjemmearbejde, og faderen - Saddam - var ingen hjælp, når det gjaldt opdragelse. Hvis Uday gjorde noget forkert, da han var barn, fik han bank af sin far med en jernstang, og hvis han viste tegn på at være bange, iværksatte Saddam sin helt egen form for irakisk pædagogik. Han satte simpelthen Uday til at se videoer af henrettelser og tortur. »Han blev født ind i en verden så absurd og uvirkelig, at et barn dårligt kunne fatte, hvad der foregik omkring ham, eller hvad der skete med ham. Skolen var sjov, arkitektstudierne var en vittighed. Han daskede sig gennem de faser af livet, hvor andre børns liv får form«, skriver Latif Yahia. Ifølge Yahia er penge ikke noget, Uday taler om. Han bruger dem bare. Han har på et tidspunkt mere end 100 luksusbiler af mærker som Mercedes, Porsche, Maserati og Ferrari. Når han kører galt - som man jo indimellem må gøre, når man kører med 180 km i timen gennem en by - bliver bilerne ikke repareret, men skrottet. Han kontrollerer på dette tidspunkt flere aviser i Irak, og han har ifølge Latif andel i de fleste af Bagdads hoteller, ligesom han sidder på den helt store pengemaskine. Som i et mafianetværk kontrollerer han store dele af fødevareproduktionen. Han tvinger irakiske bønder til at sælge varerne til sine egne landbrug til en latterligt lav pris og sælger det hele til ti gange højere priser i hovedstaden. Og han tvinger bønderne til at købe ind af maskiner, såsæd og gødning hos ham selv. Voldtægt Som tiden går, bliver Latif Yahia vidne til den ene grusomme forbrydelse efter den anden. Han ser tilfældige kvinder blive slæbt ind i biler, udnyttet og mishandlet. En ung kvinde får - efter rituel afstraffelse og voldtægt - skåret sin tunge op med et barberblad, fordi Uday mener, hun har sagt noget forkert. En anden kvinde går en dag tur med sin mand. De er nygifte. Uday ser hende. Stopper parret, der forsøger at nå væk. Udays bodyguards holder manden. Parret bliver slæbt ind på hotellet, hvor den rasende og fortvivlede mand bliver gennembanket i fuld offentlighed. Kvinden ender i Udays suite, hvor alt næsten foregår rituelt. Gråd, bank, voldtægt. Denne gang ender seancen imidlertid med et langt skrig, før der er helt stille. Kvinden har kastet sig ud fra sjette etage og ligger død på cementen. Skammen var for meget for hende. Efterhånden er det hele også ved at være for meget for Latif Yahia. Han forsøger at begå selvmord. Han føler sig som et tavst vidne til en bølge af forbrydelser. Ikkerygeren Lati ryger nu to pakker om dagen. Han drikker sig ofte bevidstløs i spiritus, og hans forhold til religion er ikkeeksisterende. »Vi overholder ikke engang ramadanen«, som han siger til sig selv. Med et barberblad forsøger han at begå selvmord. Det mislykkes. Dette sker, lige før Irak starter sit skæbnesvangre angreb på Kuwait, der udløser den første Golfkrig. Uday er rasende. Vagterne får prygl, fordi de ikke har hindret Latif i at begå selvmord. Uday ved, at han, som fremtiden tegner for Irak, kan få hårdt brug for en dobbeltgænger. Dette er imidlertid ikke den eneste gang, Latif kan bruges som skjold. I Irak kommer det således frem, at Uday er en af hovedmændene bag plyndringen af det stenrige Kuwait, som Irak har invaderet. Uday og hans medsammensvorne har kørt konvojer af splinternye luksusbiler til Bagdad og solgt dem på auktion. På kort tid tjener han 125 millioner dollar. Forargelsen i Bagdad er stor. Uday er i knibe, indtil en af hans rådgivere finder på, at Latif Yahia selvfølgelig skal stå frem på tv for at tage hele skylden. At han, Latif, har misbrugt sin lighed med præsidentens søn til at berige sig selv, ligesom han skal sige, at Uday er uskyldig. I sin bog medgiver Latif, at han faktisk stak et par luksusbiler til side til sig selv - »man skal ikke gøre sig bedre, end man er«, som han skriver - men pengene for tusindvis af biler går til Uday. Officielt bliver Latif dømt til døden for sin forbrydelse, men Uday har stadig brug for at have ham som sin dobbeltgænger. Flugt På dette tidspunkt har Latif imidlertid fået nok. Selv om Uday efter et stykke tid 'frigiver' ham, ved han godt, at han dybest set kun lever på Udays nåde. Han har set og hørt for meget. Han har bl.a. set, hvordan Uday som et led i en intern familiestrid myrdede Saddam Husseins nærmeste medarbejder Kamel Hannah, fordi denne - til Udays mors forbitrelse - medvirkede til, at Saddam kurtiserede en anden kvinde, giftede sig med hende og endda gjorde hende gravid. Uday vil væk, og han ved, det skal gå hurtigt. Efter en konflikt mellem ham og præsidentsønnen beslutter han sig til at flygte ud af Irak. Fra den ene time til den anden. Med stort besvær - og efter flere tilfangetagelser af diverse grupper - når han til Tyrkiet og får senere asyl i Østrig. Med Uday Husseins død i sidste uge kan Latif Yahia formentlig se frem til et lidt roligere liv fremover, eftersom billedet af Saddam Husseins forhadte søn ikke længere vil være det øverste på listen over eftersøgte i enhver paskontrol. Men det er kun få måneder siden, han fik bevis for, at plastickirurgerne i Bagdad havde gjort et godt job med at få ham til at ligne en af verdens mest berygtede mænd. Da Latif Yahia ville stige på et fly fra Birmingham til Belfast for at deltage i et tv-program, blev han tilbageholdt. Af en eller anden grund kunne lufthavnspersonalet godt tænke sig at se lidt nærmere på ham og hans papirer.