0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Galileo Galileis langemand

Ethvert dannet menneske bør kende de centrale ideer i moderne videnskab. Nu kan det klares i et enkelt bogkøb.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Universet udvider sig. Det kan enhver se. Faktisk var en tysk astronom på sporet af det allerede i 1826, han vidste bare ikke, at det var det, han havde set. Ligesom jeg ikke vidste, at jeg havde set det.

Kemiprofessoren Peter Atkins præsenterer i sin nye bog 'Galileo's Finger' sit bud på en topti over de bedste idéer, naturvidenskaben har fået. En af dem er, at universet udvider sig. Han skriver, at man bør undre sig over, at nattehimlen er mørk. For de fleste mennesker er det ikke noget at undre sig over - det er jo bare, fordi solen er gået ned.

Men så enkel er verden ikke. Den mørke nattehimmel gemmer på meget mere betydning. Hvis man ser på nattehimlen i et evigt og uendeligt univers, vil ethvert punkt på himlen være oplyst af en stjerne - nogle tæt på og andre uendelig langt væk - og derfor vil nattehimlen være helt lys. Vores nat er sort, og det er et tegn på, at vi bor i et univers, der ikke er uendeligt og evigt, men som har en begyndelse og måske en dag også en ende.

Ham, der først så universet udvide sig og vidste, hvad han så, var Edwin Powell Hubble, som i årene 1923-29 fandt ud af, at jo længere en galakse er fra os, jo hurtigere bevæger den sig også væk fra os. Konklusionen, som Hubble godt nok glemte i sin første artikel, er, at universet udvider sig. Ved at spole tiden tilbage dukker den tanke op, at universet må have haft en begyndelse, hvor alt sad helt tæt sammen, og så havner vi ved Big Bang-teoriens spæde start.


Det er helt karakteristisk for Peter Atkins' bog på denne måde at bevæge sig fra det hverdagsagtige til det abstrakte. Fra det, man selv kan se - nattehimlen er mørk - og til det, man kan få ud af det, hvis man grubler længe nok over det - at universet udvider sig.

På den måde formår han at gøre sin fortælling om de centrale idéer i den moderne videnskab forholdsvist forståelig, i det mindste i de fleste passager - og morsom! Hvem skulle have troet, at man kunne sidde og klukle over et kapitel om energi?

En del af det skyldes den skønne tørre britiske tone med et anstrøg af den humor, Douglas Adams (iblandt andre 'Hitchhikers Guide to The Galaxy') er kendt for: »... hele Beringshavet skiftede farve fra mørkeblå til turkis under en opblomstring af milliarder af kalkalger i et kort og stumt udbrud af livsglæde undervejs til at blive fremtidens fastland«. Og: »Aristoteles, som altid fantastisk intellektuelt frugtbar og fantastisk forkert på den«.

Det er også helt i Douglas Adams' ånd at skrive en bog, hvor man kan slå 'ingenting' og også 'absolut ingenting' op i bogens indeks. Selv om studiet af absolut ingenting - vakuum - skam er alvorligt nok.


I sin gennemgang af de ti vigtigste idéer starter Peter Atkins med evolutionen og dna, kommer rundt om emner som energi, symmetri, kvantemekanik, universets udvidelse og ender til sidst i matematikken. Nogle kapitler er letlæste af enhver, der har gået i gymnasiet, mens andre kapitler kræver en vis tålmodighed og stædighed af læseren, trods den muntre tone.

Hvert emne behandles på omkring 40 sider, og han fortæller også om historien og videnskabsmændene. På en elegant måde illustrerer han det sværtfattelige i kvantemekanikken ved at påpege det paradoksale i, at J.J. Thomson fik Nobelprisen for at vise, at elektronen er en partikel, mens hans søn G.P. Thomson fik Nobelprisen for at vise, at elektronen er en bølge. Som han skriver: »Morgenmåltidet i familien foregik nok i iskold tavshed«.

Bogen er en hyldest til den videnskabelige metode. I epilogen skriver han, at videnskaben kun mangler at løse to store spørgsmål. Derudover utallige trillioner mindre betydningsfulde spørgsmål, men altså kun to virkelig vigtige. Det, som Douglas Adams ville kalde de store spørgsmål om livet, universet og alt det dér. Det ene er universets oprindelse, det andet er bevidsthedens natur.

Han mener, oprindelsen kan løses med de idéer, der allerede eksisterer, mens bevidsthedens gåde må løses ved at efterligne hjernen - ved at skabe kunstig intelligens.


Og hvad har Galileos finger med den moderne videnskab at gøre? På det videnskabshistoriske museum i Firenze opbevares et særligt relikvie - en lang indtørret finger. Før den kom på museum, tilhørte denne finger Galileo Galilei (1564-1642), der er berømt for mange forskellige videnskabelige opdagelser.

Ud over at udgøre en fængende titel peger Galileos finger symbolsk ud af middelalderens åndsformørkelse. Fingerens ejermand repræsenterer vendepunktet, da videnskabsmændene, som han skriver, rejste sig fra deres lænestole, hvor de havde siddet og prøvet at spekulere sig til, hvordan verden hænger sammen, og gik ud i verden og eksperimenterede.

Nu er der bare det lidt uheldige, at det er den midterste finger på Galileo Galileis højre hånd, der er bevaret, og den plejer man vist ikke at bruge til at pege med.