Universet udvider sig. Det kan enhver se. Faktisk var en tysk astronom på sporet af det allerede i 1826, han vidste bare ikke, at det var det, han havde set. Ligesom jeg ikke vidste, at jeg havde set det. Kemiprofessoren Peter Atkins præsenterer i sin nye bog 'Galileo's Finger' sit bud på en topti over de bedste idéer, naturvidenskaben har fået. En af dem er, at universet udvider sig. Han skriver, at man bør undre sig over, at nattehimlen er mørk. For de fleste mennesker er det ikke noget at undre sig over - det er jo bare, fordi solen er gået ned. Men så enkel er verden ikke. Den mørke nattehimmel gemmer på meget mere betydning. Hvis man ser på nattehimlen i et evigt og uendeligt univers, vil ethvert punkt på himlen være oplyst af en stjerne - nogle tæt på og andre uendelig langt væk - og derfor vil nattehimlen være helt lys. Vores nat er sort, og det er et tegn på, at vi bor i et univers, der ikke er uendeligt og evigt, men som har en begyndelse og måske en dag også en ende. Ham, der først så universet udvide sig og vidste, hvad han så, var Edwin Powell Hubble, som i årene 1923-29 fandt ud af, at jo længere en galakse er fra os, jo hurtigere bevæger den sig også væk fra os. Konklusionen, som Hubble godt nok glemte i sin første artikel, er, at universet udvider sig. Ved at spole tiden tilbage dukker den tanke op, at universet må have haft en begyndelse, hvor alt sad helt tæt sammen, og så havner vi ved Big Bang-teoriens spæde start.
Galileo Galileis langemand
Lyt til artiklen
