0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En budding på et søm på væggen

Samlede reportager af Niels Peter Juel Larsen med glimt fra en voldelig samtid - og fra forhenværende nazisters familiealbum.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Niels Peter Juel Larsen er kendt for radioreportager, der blev belønnet med internationale priser - og, af uoplyste grunde, med fyring fra Danmarks Radio. Siden 1988 har han boet i Berlin og skrevet romaner og reportager til dansk og tysk presse »i et hektisk forsøg på at overleve«, som det hedder i dette bind udvalgte af slagsen.

De er blevet til 1978-2000 og nu bearbejdet til denne udgave, og de strækker sig fra Skotland til Kina, fra USA's sydstater til inuit-områder i Canada og Grønland. Flere rapporterer fra storpolitiske brændpunkter: Somoza-diktaturets og sandinisternes Nicaragua, folkemordets Bosnien, Berlin før og efter Muren. Enkelte krydsklipper mellem Ishøj-indvandrere og deres tyrkisk-kurdiske baggrundsmiljøer.

De mest virkningsfulde og vedkommende tekster bearbejder tyske og baltiske erfaringer med nazisme og kommunisme, i glimt fra Letland, Ungarn og DDR under koldkrigens sidste krampetrækninger og DDR's souffléagtige sammenbrud 1989-90, iagttaget fra første parket i Vestberlin.


Meget er flot skrevet, med fuldt orgeludtræk og empati for samfundets underdogs, de stille eksistenser og de uden fædreland, som Herman Bang sagde. Problemet er, at når man får det på stribe, er det ved at blive for meget af det gode, ja næsten kontraproduktivt, hvordan Niels Peter Juel Larsen fokuserer på lidelse, ondskab og usselhed. 'Sort mug' i parforholdet, der ender i vold, mord og selvmord. Fremmedhed, der uvægerligt fører til aggression.

Han siger det selv i reportagen fra Nicaragua, i en tone som den beundrede Thorkild Hansen: »Det hele ligner et lykkehjul, der hver gang kommer ud med samme gevinst: smerte og død«. Han gentager det i Tysklandsreportagen: »Sorg, tab, død dominerer mit forhold til Vestberlin - og Tyskland i det hele taget«. Og indledningen, der er patetisk som en Wagner-ouverture, fastslår, at han er afhængig af »det euforiserende stof«, »Berlin med dets »særlige uddunstning af krig, patos og tragedie««.


Dét, manden skriver på, den »enorme kompostbunke«, der ligger og »grøder og gasser«, som han siger, er en grundfølelse af fremmedhed, udsathed og utilpassethed. Han ser også oplevelsen som befriende, fordi ensomhed, nøgenhed og »eksistensnød« har renset rørene for gammel rust og gjort ham immun for »meget vås«.

Det lyder flot, og teoretisk kunne det jo være sandt, men i praksis er det ikke altid befordrende for indsigten, når de giftige gasarter af smerte og skyld konverteres til aggressive projektioner og ugennemskuede identifikationer med voldsofre af alle kategorier. Slet ikke, når man får dem på stribe. Misvisningerne spærrer både for den 'dokumentarisme', han beundrer i amerikansk new journalism, og for, hvad han tilsyneladende betragter som generel kulturkritik i sin journalistik.

Det er tydeligst med hans litterære aggressioner. Han hvæser og sprutter mod sine hadeforfattere og drukner bevidst alt, hvad han har lært af metode på universitetet, i personlige idiosynkrasier.

Aksel Sandemose likvideres som mandschauvinist og egocentriker, fordi hans værker ikke opvejer omkostningerne for hans hårdt plagede familie. Holberg aflives som enevældepropagandist og far til dansk revys billigste grin, Oehlenschläger som »de dummes nationaldigter« og Johs. V. Jensen som stilistisk krukke, vrøvlehoved, racist og skabsnazist, der »mærkværdigvis ikke blev retsforfulgt efter besættelsen«.


Det sidste nonsens - Jensen var jo konstitutionelt britisk-amerikansk - peger på baggrunden for Niels Peter Juel Larsens bersærkergang i rollen som ny vildmand i det danske våben. Den og hans ambivalens over for Tyskland forstås bedst ud fra det traume, han jævnligt lufter: oplevelsen af fadertabet tre år gammel, da hans far i 1945 som modstandsmand blev henrettet af besættelsesmagten.

De steder, hvor det gamle brændstof er mest produktivt, er, hvor han går direkte til smertepunkterne og dødsfjenderne. Det gør han i en bidsk reportage fra Treblinka-dødsfabrikken og i samtaler med afkom af gamle SS-folk. Som en målsøgende raket finder han frem til børn af SS-dommer Horst Kaminsky og den rigsbefuldmægtigede dr. Best, præsenterer sig som »søn af et af deres fædres ofre«, og bevæbnet med dokumenter går han i clinch med dem som på én gang anklager og dommer for at diskutere, som han siger, »hvad mennesker virkelig er i stand til«.

Det bliver til eminente familie- og dobbeltportrætter af faderembedsmændene, der så sig selv som »saglige« og »anstændige« i deres biologiske racisme, og af børn, som enten har storfortrængt fortiden eller forgæves søgt at lægge arm med stenansigterne. Stærkest står billedet af dr. Best med de »glitrende rovfugleøjne«, der ender i klynkeangreb på det danske retsvæsen, skønt det løslod ham levende efter seks år.

Hvad man vil huske længst blandt denne bogs smukke kapitler er dr. Bests 'røde' søn, der så sin fars ideologi som idioti, men måtte opgive at diskutere med ham, for det var som »at hænge en budding op på et søm på væggen«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele art