0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Postkort fra himlen

Verdens bedst flyvende kvinde fortæller, hvorfor hun elsker sin sport.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det ser så fredeligt ud, men i virkeligheden er luften et lige så viltert element som vand, fyldt med strømme, der kan kaste én hulter til bulter.

Til daglig er det kun fuglene, der kommer der, men udstyret med 25 kvadratmeter nylondug kan mennesker gøre dem kunsten efter. Under en paraglider kan man holde sig i luften i timevis og bevæge sig mange hundrede kilometer hen over landskabet.

I 2001 satte danskeren Louise Crandal verdensrekord i målflyvning for kvinder, da hun fløj næsten 215 km i Brasilien. Tidligere på året var hun blevet kvindelig verdensmester i paragliding, men der er jo stadig mænd at slå, så de sportslige ambitioner kommer ikke til at mangle næring foreløbig.

'At flyve med fugle' kalder Louise Crandal beretningen om sin udvikling som paragliderpilot, fra hun første gang rendte rundt på en græsmark i Schweiz og nærmest ved et tilfælde lettede fem meter, til hun ni år senere var verdens bedst flyvende kvinde.

Det er en bog om at elske en sport, hvor chancen for knubs er stor, hvis man begår fejl, og fatal, hvis man dertil er uheldig. Det er en bog fyldt med brækkede ribben, flækkede hovedskaller, hospitalsophold og dødsfald. Og alligevel er det op på hesten igen hver gang - eller rettere op i luften - for der er noget deroppe, som ikke kan opleves på jorden.


Louise Crandal kalder det frihed, men skal man brede begrebet lidt ud, handler det om landskabets skønhed, fuglenes leg, ensomheden og ikke mindst, at piloten konstant har ansvar for at holde sig oppe og i live.

Nede på jorden er der så fællesskabet med de andre paragliderpiloter. Louise Crandal kommer hurtigt i selskab med andre, der ligesom hende selv rejser den halve jord rundt for at deltage i konkurrencer. Det er »tre kindkys til schweizerne, to til franskmændene, knusere til tyskerne, 'hi' til englænderne, 'servus' til østrigerne og en kæmpe svingom af Kaspi«, da flokken mødes på en restaurant i Brasilien.

Paragliding er ikke bare en sport, men en livsstil, og man skal elske det hele: flyvningen, rejserne og ikke mindst regnvejrsdagene, hvis man vil være en af dem, der holder længe nok til at ende med at vinde. Og kan man vinde dagens konkurrence, kan man jo altid vædde med en kammerat om, hvem der kommer længst, og lade taberen give en øl.


Da paragliding i sagens natur kræver godt flyvevejr, er det begrænset, hvor meget der kan foregå i Danmark, selv om Sjællands nordkyst og området omkring Løkken er gode steder. Derfor er 'At flyve med fugle' i høj grad også en rejsebog, der skildrer Louise Crandals oplevelser i den vide verden.

Hun bliver fuppet i Venezuela (»hellere dum end død«), flyver over den kinesiske mur, keder sig i Australien, sætter rekord i Brasilien og kredser over de mongolske vidder sammen med to steppeørne. Overalt er der fugle, der giver hende lov at lege med sig: gribbe, måger, storke og ørne, og det flyvende menneskes beundring og respekt for de vingede venner er næsten grænseløs. Her lyser kærligheden virkelig ud af siderne.

Men der er også øjeblikke under læsningen, hvor man tænker, at Louise Crandal er bedre til at opleve end til at reflektere over sine oplevelser på skrift. Bogen er komponeret over begivenheder i hendes flyverliv, og de falder pænt og nydeligt som perler på en snor.

Der er ikke gjort forsøg på at skabe et dramatisk åndedræt fra start til slut i bogen, og selv om hun fortæller om flere af sine venner fra det internationale paraglidermiljø, sker det i en postkortagtig stil, hvor det er begivenhederne mere end menneskeskildringen, der står i centrum. Undertiden har man på fornemmelsen, at en historie ville være mere morsom eller gribende, hvis man kendte dem, der var med, og så må forfatteren jo have glemt at formidle noget til den udenforstående læser.


Efterhånden som beretningerne om, hvor der var termik, og hvordan hun hev i linerne, og hvordan landingen var, føjer sig til hinanden, bliver bogen også mere gentagelsespræget for den læser, der kun har stirret fascineret på paraglidere nedefra.

For flyveentusiaster med egen skærm og ubændig trang til at se verden fra oven betyder den tilsyneladende trummerum dog næppe noget. Hver tur er ny, og som i enhver anden sport gælder det, at man kan lære meget af at se på, hvordan de virkeligt gode gør det.

Louise Crandal er en af disse virkeligt gode, og kan man ikke nyde det tekniske i hendes beretning, giver bogen i stedet rig mulighed for at fryde sig på sit køns vegne. F.eks. når det lykkes blondinen fra Danmark at besejre hele striben af machomænd fra Argentina, så de bliver rigtig, rigtig sure. Det er altså sejt.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement