Maleriet og teatret har gerne sværmet for hinanden i perioder, hvor illusionen stod på dagsordenen. Så intimt, at når de gamle grækere brugte ordet skenographia, kunne det både hentyde til teatrets bemalede kulisser og så den type overdådigt maleri, der efterhånden alle vegne bedrog øjnene med sine dybdeskabende og lysmodellerende tricks. Situationen gentog sig i den italienske renæssance, hvor nogle af de mest radikale eksperimenter med tidens nye rumilluderende billedsprog, perspektivet, udspandtes som malet baggrund for skuespil. Teaterhistorikeren Klaus Neiiendam udgav i 1969 en afhandling om renæssancescenen i Rom, men da forskningen på feltet har kastet en del nye resultater af sig siden da, har han nu bedrevet en lille opfølger, 'Perspektivscenens oprindelse', der samtidig er tænkt som dansk introduktion til emnet. Umiddelbart kunne tekstens uformelle og anekdotiske stil give indtryk af en fortælling for den uindviede, og dog slipper Neiiendam ikke den lærde konvention om at lade kildetolkningen med alle dens mellemregninger træde i forgrunden. Resultatet er underlig labyrintisk, et patchwork af halvspundne historier og vel omstændelige udredninger, og dertil sprinklet med latinske og italienske fagudtryk, der ofte står uforklaret eller umotiveret hen (hvad er f.eks. den oskiske atellanerfarce?).
Pavelige illusioner
Lyt til artiklen
