Om et par år skal vi igen tage stilling til grundlæggende ændringer i EU-samarbejdet. Det bliver den syvende folkeafstemning, og den risikerer at bane vej for en dansk udtræden af unionen. En række EU-engagerede mennesker, 12 mænd med Ebbe Kløvedal Reich, Jørgen Rosted og Jesper Jespersen i spidsen og en enkelt kvinde, Inge Lise Pedersen, som tapper undtagelse, vil med denne fine og velskrevne debatbog rebe sejlene før den ventede storm. De vil sætte unionen i stå og slette fællesskabets erklærede mål: at skabe en stadigt snævrere sammenslutning af de europæiske folk. I den hensigt fremsætter de en række reformforslag, der sigter på at tilbageføre mest mulig kompetence til de nationale parlamenter og politikere. Det sker med henvisning til »det demokratiske underskud« i EU. Påstanden forudsætter stiltiende, at demokrati er ensbetydende med mest mulig direkte folkelig deltagelse, ikke med det repræsentative demokrati. De kalder deres bog 'Folkenes Europa', men den handler om 'Nationernes Europa'. Forfatterne er nemlig enige om, at den folkelige EU-involvering kun kan ske på nationalt plan. De afviser tanken om en 'europæisk identitet', men diskuterer ikke, hvorfor en sådan identitet overhovedet skulle være nødvendig. Hermed har vi også bogens grundlæggende problem og det, som gør den til et ensidigt partsindlæg. Forfatterne forstår ved begrebet suverænitet ene og alene national suverænitet. Præcis som det befolkningsflertal, der i 1993 undtog Danmark fra 'unionsborgerskabet'. Den enkelte borger kan ikke have suverænitet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























