Der er magi i luften, i hvert fald i æteren, hvor ånderne fylder stadig større dele af tv-stationernes sendeflade ud. Det okkulte er ikke længere kun kult, men er blevet mainstream i udsendelser som 'Åndernes magt' og 'Klarsyn', der tiltrækker hundredtusindvis af seere med deres skildringer af overdrevent almindelige menneskers ualmindelige oplevelser med overnaturlige fænomener. Medierne er kommet i medierne, og især djævleuddrivelse er blevet hverdagsdramatik. Eksorcisme er imidlertid ikke kun noget, der foregår på tv, men gudhjælpemig også i den danske statskirke, folkekirken, som i et vist omfang lægger hus til djævleuddrivelser. Flere sognepræster har i dag djævleuddrivelse med på deres sjælesørgeriske repertoire. De er efter alt at dømme et fåtal, men de findes. Denne konstatering udgør udgangspunktet for Marianne Juel Maagaards fortrinlige bog om eksorcisme i folkekirken, 'Et satans uvæsen', der lægger op til en diskussion af fænomenet. Maagaard, der studerer teologi ved Københavns Universitet, belyser eksorcismen fra flere vinkler. Først giver hun et rids af eksorcismens historie. Besættelsernes og uddrivelsernes storhedstid var middelalderen, hvorefter sløje tider fulgte med reformationen og oplysningstiden. Ved indtrædelsen i det postmoderne er kurven imidlertid blevet knækket, og vi befinder os således nu i noget, der ligner en eksorcismens renæssance. Det er for så vidt et glimrende eksempel på, hvordan det postmoderne slægter det præmoderne på. I teologien er eksorcismen imidlertid ikke blevet reaktualiseret, hvilket viser sig i Maagaards efterfølgende diskussion af to nutidige teologiske synspunkter på fænomenet. Det er, konstaterer hun, ikke et problem, som beskæftiger særlig mange moderne teologiske tænkere og nærmest slet ikke lutheranerne. Men til gengæld praktiseres eksorcismen, og denne praksis er der mildest talt delte meninger om. Godt halvdelen af bogens sider går med at fremlægge resultaterne af en kvalitativ interviewundersøgelse, som Maagaard har gennemført med otte danske præster. De grupperer sig i to lejre i forhold til eksorcisme: enten er de aldeles afvisende og anser besættelse for at være et psykologisk fænomen, eller også er de med på den og forstår besættelsen som et egentligt dæmonisk fænomen. Kun en enkelt af de interviewede placerede sig nogenlunde imellem de to fløje, der ellers står stejlt over for hinanden. Sikkert og stilfærdigt udleder Maagaard af interviewene mange interessante iagttagelser igennem inddragelse af nyere antropologisk ritualteori, kognitiv lingvistik og sproghandlingsteori. Det er pointerne kun blevet skarpere af.