William Blake var fire år, da han første gang så Guds ansigt, og som niårig betroede han stolt sine forældre, at han havde set en trætop fuld af funklende engle. Begejstringen over sønnikes ekstraordinære talenter kunne dog ligge på et meget lille sted, og frem for en demonstration i Londons Psyko-Fysiske Selskab fik den unge clairvoyant en drag prygl og en tur i kanen uden sødsuppe. Vi befinder os i oplysningstidens glansperiode, og skønt unge William først årtier senere stiftede bekendtskab med (og blankt afviste) empiristiske darlings som Bacon, Newton og Locke, så var Blake senior en snusfornuftig klædehandler, som lod sønnen undervise hjemme og tidligt satte ham i lære hos én af metropolens dygtigste kobberstikkere. Den unge mand gjorde hurtigt fremskridt og avancerede sågar til Royal Academy, hvor han bl.a. stiftede bekendtskab med den schweiziske maler og forfatter Johan Heinrich Füssli. Blake havde dog kun hån tilovers for periodens 'rationelle' naturbeskrivere og følte sig langt mere beslægtet med en skarpsynet renæssancepolyhistor som Albrecht Dürer - det var den indre og den bagvedliggende natur, som for alvor interesserede den unge seer, og efter få år på Londons etablerede kunsthåndværkerscene åbnede han sit eget værksted og levede resten af sin tilværelse som fattig og (stort set) ukendt gravør.
Rejser i det hinsides
Lyt til artiklen
