0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rejser i det hinsides

Vilhelm Grønbechs navnkundige Blake-biografi er omsider blevet genoptrykt.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

William Blake var fire år, da han første gang så Guds ansigt, og som niårig betroede han stolt sine forældre, at han havde set en trætop fuld af funklende engle.

Begejstringen over sønnikes ekstraordinære talenter kunne dog ligge på et meget lille sted, og frem for en demonstration i Londons Psyko-Fysiske Selskab fik den unge clairvoyant en drag prygl og en tur i kanen uden sødsuppe.

Vi befinder os i oplysningstidens glansperiode, og skønt unge William først årtier senere stiftede bekendtskab med (og blankt afviste) empiristiske darlings som Bacon, Newton og Locke, så var Blake senior en snusfornuftig klædehandler, som lod sønnen undervise hjemme og tidligt satte ham i lære hos én af metropolens dygtigste kobberstikkere.

Den unge mand gjorde hurtigt fremskridt og avancerede sågar til Royal Academy, hvor han bl.a. stiftede bekendtskab med den schweiziske maler og forfatter Johan Heinrich Füssli. Blake havde dog kun hån tilovers for periodens 'rationelle' naturbeskrivere og følte sig langt mere beslægtet med en skarpsynet renæssancepolyhistor som Albrecht Dürer - det var den indre og den bagvedliggende natur, som for alvor interesserede den unge seer, og efter få år på Londons etablerede kunsthåndværkerscene åbnede han sit eget værksted og levede resten af sin tilværelse som fattig og (stort set) ukendt gravør.


I 1787 havde Blake en kortfattet samtale med sin afdøde bror (!), og denne anviste ham den såkaldt 'illuminerede metode', som snart skulle blive hans grafiske adelsmærke: Kobberpladens graveringer overførtes på vanlig vis til papir, som dernæst 'lystes op' med pen og akvarel. Teknikken blev Blakes professionelle signatur og tillod ham på én og samme gang at udfolde sine evner som grafiker, kolorist, digter, samfundskritiker og filosof.

I 1789 kom han i kontakt med kredsen omkring den svenske mystiker Emanuel Swedenborg og begyndte nu for alvor sine ekspeditioner ind i det hinsides - »det er nødvendigt«, skriver han, at »slå sansernes døre ind« for i sandhed at skue ånden bag Guds mirakuløse skaberværk.

Blake var et dybt religiøst menneske, men skyede teologisk salvelse og ceremoniel pomp - han foretrak sin egen tyste teologi, myldrende befolket med et økosystem af sjæle, gespenster, ånder, engle og dæmoner. Der findes en storslået verden bag om materiens tarvelige genskin, insisterede han, men først kort før sin død opnåede den gamle særling en vis kultstatus blandt en kreds af yngre kunstnerspirer ('The Ancients'), som i timevis lod sig beånde i det ydmyge hjem i Fountain Court. Blake døde i 1827, angiveligt smilende og med en salme på læberne.


Som kunstner så Blake sig selv som et direkte bindeled til Gud, ligesom han i inspirationen oplevede sig som et medium for guddommelige kræfters forunderlige spil. Blake var esoteriker i ordets egentlige forstand ( esoterikos = indviet, indadskuende), og i sit illustrerede digtværk skabte han et univers af så monumentale dimensioner (alene de illuminerede bøger fylder seks bind!), at dets labyrintiske krinkelkroge næppe endnu er udforsket til bunds.

Adskillige litterater har således forsøgt at komme på talefod med Blakes store og mangetydige kosmologi, og hans spiritualitet og revolutionære profetier har været indforskrevet i så forskellige forståelsesrammer som marxisme, freudianisme, mysticisme og hippiekultur.

Få biografer har dog formået at møde det blakeske værk så solidarisk og ligefremt som den danske religionshistoriker, filolog, kulturanalytiker og digter Vilhelm Grønbech (1873-1948). Hans Blake-biografi fra 1933 har således i årevis været en efterspurgt antikvarisk raritet, og det må betegnes som lidt af et scoop, at det nystartede Vangsgaards Forlag nu har ladet den genoptrykke i smukt faksimiletryk med køligt, blegturkist omslag.

Grønbechs Blake-biografi er noget så sjældent som en vidende og veloplagt medlæsning - en lystvandring i liv og værk, en skarpsindig tekstanalyse og en kontekstualiserende biografi. Kort fortalt: et fornøjeligt og vildtvoksende strejftog mellem forfatterskabets milepæle og centrale virkemidler.

Både tematisk og formelt går Grønbech stort set i ét med sit store alter ego, og skønt stilen er patetisk rablende og skyhøjt abstraheret, er det svært ikke at falde pladask for Grønbechs kyndige og kongeniale parafraser. Hvad er videnskaben »andet end mellemproportionalen af jeres sanseindtryk fæstnet i en matematisk formel?«, spørger Blake gennem Grønbech, og mellemkrigsårenes livsanskuelsesdebat går her i glimrende interferens med oplysningstidens visionære systemundergraver.

Blake bliver man aldrig færdig med. Og Vilhelm Grønbechs navnkundige introduktion er en omvej, man tager med glæde.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce