Laurens van der Post levede i perioder med buskmændene og kæmpede for dem på regeringsplan samt internationalt. Han så i dem den ældste, mest oprindelige og dermed også mest arketypiske menneskelige kultur, som dog i sin mytologi mærkeligt foregriber højt udviklede motiver fra Biblen. Buskmændenes lidenhed, deres marginaliserede levevis såvel som det forhold, at de af økologiske grunde altid har levet i små grupper, synes at indebære et enestående livssyn helt uden knæfald for mængde og størrelse; og det er karakteristisk, at deres gud inkarnerer sig i det mest uanselige dyr, i visse regioner et insekt, i andre et firben. Den inkarnerede gud bliver også menneske på et tidspunkt, men forfølges og må atter retirere 'til sin faders og moders sted'. Van der Post betvivler ikke det tidlige antropologiske begreb 'magisk participation'. Det vil sige oplevelsen af en organisk identificerende og dialogisk indfølende vekselvirkning mellem buskmanden og naturfænomener som stjernerne, lyn og regn - samt en undertiden uforklarlig og næsten telepatisk kontakt med og fysisk indlevelse i medskabninger over store afstande. Blixen skrev også om det. Men van der Post frakender ingenlunde af den grund buskmændene et fabelagtigt naturkendskab - samt en avanceret livsvisdom, der langt hen bekræfter Jungs syn på menneskelig vækst samt på billeddannelsens rolle i den sammenhæng. Han går dog ikke så langt som Levi Strauss, der helt undsagde den magiske participation til fordel for en gennemrationel opfattelse af det arketypisk menneskelige.
Kalaharis universelle gensidighed
Lyt til artiklen
