Selv om Peter Brixtofte ikke sparer på hverken ord eller billeder om og af sig selv i sin egen udgave af Farumskandalen, bogen 'Med hjertet', er den mest sigende illustration af både manden og den nedsmeltede maskine, han stod i spidsen for, et spillekort. En joker. Med hjerter es i hånden. Da daværende formand for Venstre Uffe Ellemann Jensen i 1994 spillede kortet ud - på restaurant Egoisten, som Brixtofte naturligvis noterer - fik også partifællerne Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen hver sin joker. Med tilhørende formandsforklaring om, at de alle tre kunne bruges på alle ministerposter. De to jokerholdere har i dag hver sin fine taburet, mens Peter Brixtofte kan skrive forhenværende foran stort set alle titler. Borgmester, folketingskandidat, medlem af Venstres gruppe i Folketinget, liberalt håb, kommunal foregangsmand, ministeremne. Afvænningen Alligevel passer den finurlige figur på kortet - inklusive narrehat og godt glimt i øjet - aldeles godt på Brixtofte og den måde, han beskriver både sig selv og sin livsbane i bogen på. Ukuelig og med umådelig selvtillid gennemgår han i mange kapitler opturen, selv om han dog med sikker sans for læsernes nysgerrighed starter der, hvor offentligheden mistede ham af syne: den tvungne alkoholafvænning i USA. På solid Minnesotavis skal han tackles med overraskelse. Søndag 26. maj 2002 er der fortsat - i hvert fald om formiddagen - bud efter den detroniserede Farumkonge, men efter radioreportage, fodboldkamp og frokost bliver han lokket ud til FCK-kongen Flemming Østergaard med vage antydninger af, at Don Ø vil diskutere forretninger. Sin egen natur og evindelige optimisme tro lader han tankerne suse. Er det salg af spillere på dagsorden, spørger han sig selv. Eller vil fodboldmagnaten købe Farum Boldklub? Ingen af delene, viser det sig. I stedet bliver Brixtofte sat på flyet mod afvænning. Vennerne har erkendt den totale deroute, men Brixtofte spiller stadig i sin egen opfattelse den centrale rolle i både Farum og fodbold-Danmark. Ikke mit bord Samme tone gennemsyrer hele bogen. Uantastet af fakta og fallit i Farum vælger Brixtofte den lette og lyse vej. Vist er der sket et par småuheld og fejlskøn undervejs, bevares, men den overordnede årsag til hele miseren skyldes det omgivende samfunds ønske om at komme Farum til livs. Det har ikke noget med Brixtofte at gøre. Det lyse og livsduelige sind fornægter sig ikke, når han gennemgår hele forløbet. Godt nok får de gamle venner omkring bordet på restaurant Egoisten - ikke mindst Anders Fogh - en hård medfart og anklages for at dolke sin gamle ven i ryggen. Byrådskollegerne, som én efter én vendte Brixtofte ryggen, får også læst og påskrevet. Men selv om Farum i tiden efter B.T.'s afsløring og alle danske mediers beskrivelse af det store vinforbrug, de mistænkelige sponsoraftale og den gennemhullede økonomi tilsyneladende i Brixtoftes optik blev befolket af forrædere, river det ikke hjertet ud af brystet på skandalens hovedperson. Han er så hjertegribende overbevist om sin egen udgave af virkeligheden, at han - stadig - mener, at Farums økonomi er helt i top, at boldklubben som samfundsgavnlig virksomhed kunne sponsorstøttes indirekte af kommunen, at repræsentationsudgifterne var høje, men nødvendige, at Tilsynsråd og Naturklagenævn har foretaget grundlovsstridige afgørelser. Men mest af alt er Brixtofte over 311 sider overbevist om, at han stadig har en hel håndfuld jokere at spille i Danmark.