Samfundsdebattøren Jette Hansen følger nu 'Det bløde punkt' fra 1999 op med endnu en udgivelse, der hudfletter det kvindelige livsskisma mellem kærlighed og uafhængighed. Men hvor Hansen tidligere læste problematikken ud af en række kvindelige romanforfatteres værker, har hun denne gang valgt at lade otte af virkelighedens kvinder komme til orde. Resultatet er en god, men blandet bunke. For enkeltes vedkommende synker budskab og analyse til bunds i litterære ambitioner, eller splintres i mangel på distance, men langt hovedparten af bidragene tager livtag med læseren og kradser op i erkendelsen - farligt og velgørende. Kald mig partshaver, men det stærkeste bidrag leveres altså af Politikens grafiker Lise Rønnebæk. Hendes beskrivelse af kærlighedens fiaskoer er klædeligt grotesk i sin kontante form og lægger sig smukt i forlængelse af hendes billedroman 'Kærlighedsvejen', som Politiken bragte i efteråret. Rønnebæk synes at være en overlever, der ikke henfalder til sentimental nostalgi eller analytisk inerti. Det er muligt, at håret klaskede sammen, da gommen brændte hende af ved alteret, og det er muligt, at parcelhusidyllen aldrig kom af rampen, inden den kreperede under en overdosis parmiddage, men Rønnebæk er sin egen, siger hun, men lur mig, om ikke hun er fuld af sprækker. For under kontantheden ligger de alt for store øjne, den alt for store mund, som ikke bare er hendes grafiske særkende, men de ømme punkters grafiske udtryk. Annette Nielsens bidrag må også nævnes for sin smittende sanselighed. Nielsens beretning om sin ungdoms besættelse af en engelsk kvinde pulser stadig så voldsomt under huden, at den sætter sig på læserens inderlår. Flot!