0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Senmoderne kærlighedskvaler

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Samfundsdebattøren Jette Hansen følger nu 'Det bløde punkt' fra 1999 op med endnu en udgivelse, der hudfletter det kvindelige livsskisma mellem kærlighed og uafhængighed.

Men hvor Hansen tidligere læste problematikken ud af en række kvindelige romanforfatteres værker, har hun denne gang valgt at lade otte af virkelighedens kvinder komme til orde.

Resultatet er en god, men blandet bunke. For enkeltes vedkommende synker budskab og analyse til bunds i litterære ambitioner, eller splintres i mangel på distance, men langt hovedparten af bidragene tager livtag med læseren og kradser op i erkendelsen - farligt og velgørende.

Kald mig partshaver, men det stærkeste bidrag leveres altså af Politikens grafiker Lise Rønnebæk. Hendes beskrivelse af kærlighedens fiaskoer er klædeligt grotesk i sin kontante form og lægger sig smukt i forlængelse af hendes billedroman 'Kærlighedsvejen', som Politiken bragte i efteråret.

Rønnebæk synes at være en overlever, der ikke henfalder til sentimental nostalgi eller analytisk inerti. Det er muligt, at håret klaskede sammen, da gommen brændte hende af ved alteret, og det er muligt, at parcelhusidyllen aldrig kom af rampen, inden den kreperede under en overdosis parmiddage, men Rønnebæk er sin egen, siger hun, men lur mig, om ikke hun er fuld af sprækker. For under kontantheden ligger de alt for store øjne, den alt for store mund, som ikke bare er hendes grafiske særkende, men de ømme punkters grafiske udtryk.

Annette Nielsens bidrag må også nævnes for sin smittende sanselighed. Nielsens beretning om sin ungdoms besættelse af en engelsk kvinde pulser stadig så voldsomt under huden, at den sætter sig på læserens inderlår. Flot!


At trække skismaet ud af fiktionens ramme og ind i virkelighedens synes at være et fornuftigt greb. Luftige spekulationer får korpus og rejser sig fra bogen som vedkommende beskrivelser af samtidens kvinders længsel efter at navigere utvunget i rummet mellem den afhængighedsskabende kærlighed og det senmoderne kvindelivs uafhængighedsidealer.

Der mangler ikke hud og hår på figuren, når de otte kvinder åbner lågen til privaten og blotlægger dødedansen i stuen. Men øvelsen fremkalder, må jeg indrømme, en velvoksen tvetydighed. Det er modigt at lægge såret blot, men det er også sårbart, potentielt ydmygende og ikke mindst stigmatiserende i den rigtig dyre ende.

Blottelser af denne type har det med at klæbe til kvindeligheden, ja måske ligefrem fremstå som medynkvækkende, narcissistisk metervarekvindelighed, næret af en knækprosafortid uden nutidigt udsigelsespotentiale. Jette Hansen ved det. Alligevel insisterer hun altså ikke bare på tematikken, men nu også på formen.

Når det lykkes - for det gør det - skyldes det, at hovedparten af bidragyderne evner at sortere vasketøjet. Jette Hansen selv hænger det hele ud, og man undrer sig såre over, hvorfor hun bestandig involverer sig i så ufattelig dumme røvhuller. Svaret giver hun ikke.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement