0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

USA er den gamle verden, Rumsfeld

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Set fra München, set fra den tyske sociolog Ulrich Becks synsvinkel, er den dybe konflikt mellem USA og Europa om berettigelsen af en præventiv krig mod Irak et generalopgør mellem den gamle og den ny verden.

Men den gamle verden er ikke den verdensdel, som USA's forsvarsminister for kort tid siden nedladende kaldte »det gamle Europa«. Den gamle verden er USA. Den moderne er Europa.

Det er det moderne Europa, der i sin yderste konsekvens søger et politisk svar på truslen om menneskehedens undergang, det være sig i miljøkatastrofer eller en global konflikt, der skrider ud i et atomart ragnarok.

Det moderne Europa ved, at magt og vold er hinandens modsætninger. Hvor der er vold, er afmagten total. Ellers behøvede man jo ikke gribe til vold.

Det moderne Europa tror på, at man må vinde tilslutning til sin sag, ikke banke andre på plads.

Det moderne Europa er sig pinligt bevidst, at den internationale kapitals anonyme 'ingenmandsvælde' kræver modspil fra internationale organisationer styret af politiske interesser. (Ligesom velfærdsstaten krævede en stærk stat inden for nationens grænser).

Det moderne Europa har i EU fundet et frugtbart og levende politisk rum hinsides nationalstaten.

Det moderne Europa arbejder for internationalt bindende aftaler om alt fra klima over forstærket udviklingsbistand til en international krigsforbryderdomstol.

Det moderne Europa står fast på FN-sporet i Irakstriden. Uden retsorden, ingen orden overhovedet.

»Europa forsvarer det kosmopolitiske standpunkt, mens USA holder fast ved idealer om nationalstatens overherredømme«, skriver Beck. Og det er katastrofalt. For nationalstaterne er i dag en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Becks analyse er uafviselig. Han går hovedkulds ind i globaliseringsdebatten med en dagsorden, der er en udfordring til det internationale erhvervsliv, til de aktionerende antiglobaliseringsgrupper og til FN's mange medlemslande. Ingen er i den diskussion nået længere end han.

Beck, der i 1980'erne lancerede betegnelsen 'risikosamfundet', har én overordnet tanke, som han indædt forfølger: Magten findes, og den skal bruges af demokratiet. Alt andet er terror.

Og netop dér, hvor verden begynder at blive grænseløs, hvor forskellen mellem det nationale og det internationale forsvinder, netop dér skal der træffes politiske beslutninger.


Det lyder indlysende. Men det er det langtfra i en nyliberal tid, hvor omkvædet er, at der ingen alternativer er til markedskræfternes frie spil. Det er der, og Becks pointe er, at markedskræfterne selv er de første til at erkende det. For uden lov ingen ret, heller ikke for dem.

Hans seneste bog 'Magt og modmagt i den globale tidsalder' er et storslået forslag til, hvordan vi gradvis skaber en international retsorden, således som også den danske udenrigsminister for nylig gjorde sig til talsmand for - i en opsigtsvækkende indirekte udfordring til den amerikanske magtpolitik.

Becks motto er: 'Make law, not war' med en let omskrivning af de gamle John Lennon-ord.

Globaliseringen er kommet for at blive. Den enkelte nationalstat er magtesløs over for udfordringer som afgrundsdyb fattigdom, prostitution, forurening, dødelige epidemier, terror, spredning af atomvåben, globale og ofte ruinerende pengetransaktioner, folkefordrivelser osv.

I den globale tidsalder kunne det se ud, som om det politiske var ved at uddø. Det er det ikke. Det er bare udvandret. Storpolitik er blevet til indenrigspolitik. De internationale finansfyrster er ikke mægtigere end statsmændene. De har været tidligere ude, men nu må også politikere blive globale, hvis kapitalen skal under politisk kontrol igen.


Beck spænder sin tanke ud mellem to store europæiske filosoffer: Thomas Hobbes, som i midten af 1600-tallet skrev grundlaget for al moderne statsteori i afhandlingerne 'De Cive' og 'Leviathan', og Immanuel Kant, som i 1795 lagde traktaten 'Til den evige fred' på menneskehedens natbord.

Hobbes' udgangspunkt var, at alle mennesker er lige. Derfor har de også grund til at frygte hinanden. For at overvinde denne frygt enes de i en kontrakt om at underlægge sig en myndighed, der i respekt for menneskets grundlæggende naturlige rettigheder giver samfundet de love, hvorefter enhver haver sig at rette. Samfundet skal altså skabe fred og forsvare borgernes sikkerhed og ret.

Hobbes siger, at mennesker i samfundet omgås hinanden som guder, det vil sige smukt og ordentligt, men at de enkelte lande omgås hinanden som omstrejfende ulve.

Det er Becks internationale 'risikosamfund', og det var det ulvesamfund, Immanuel Kant satte sig for at tæmme med sit forslag til et verdensborgerskab mellem indbyggere i demokratiske stater (af hvilke der kun var ganske enkelte på Kants tid). Det var et led i hans kamp mod menneskets selvforskyldte umyndighed.

Kants betegnelse 'den evige fred' skal forstås som en bestandig tilnærmelse til en fornuftig international retstilstand, igen byggende på menneskerettighederne, hvor den enkelte får fred at tænke som et selvstændigt individ og dermed frit yde sit bidrag til udviklingen af menneskehedens kollektive årvågenhed. Det er en evig kamp, og den kræver evig intellektuel fred for fremmed indblanding.

Becks kosmologiske verden er identisk med Kants 'evige fred'. Også han foreslår en uendelig tilnærmelse til en international retsorden, der kan civilisere det internationale samfund, på samme måde som retssamfundet efterhånden har civiliseret nationalstaterne og skabt lighed for loven inden for en nations grænser.

Hertil er menneskerettighederne hans strategi. De skal legitimere et samfund, der ikke kan legitimeres demokratisk. For målet er naturligvis ikke at skabe en eller anden 'verdensrepublik' eller verdensorden. Beck vil ligesom Kant lade fornuften komme politikken til undsætning.

Kosmopolitisme er derfor den betingelsesløse anerkendelse af andres forskellighed, skriver han. Det gør kun menneskerettighederne, der anser os alle for individuelle væsner.

Beck mener, at vi allerede er godt på vej. De totalitære regimers ufattelige folkedrab førte til FN's menneskerettighedserklæring i 1948, og den var, skriver han, medvirkende til Sovjetunionens senere sammenbrud. I dag sætter den dagsordenen overalt på kloden. Internationaliseringen spredes som løbeild, og staterne har ikke fået mindre magt og betydning efter terrorattentaterne i USA 11. september 2001.

I 1909 fandtes der på globalt plan 37 overnationale organisationer og 176 ikkeregeringsorganisationer - de senere såkaldte ngo'ere. 80 år senere var der 300 overstatslige regeringsorganisationer og ikke mindre end 4.624 ngo'ere.

Men, slutter han sin bog, menneskerettigheder og demokrati kan ikke kobles fra hinanden. Der må stå politiske beslutningsprocesser i demokratiske lande, bakket op af demokratiske politikere i internationale organer, bag enhver offensiv i menneskerettens tjeneste.

Det er politik, og den vil Beck sætte magt bag.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce