Meget kan man sige om filmene 'Hot Shots!' og 'Hot Shots II' - f.eks. at de skider på ethvert krav til god smag eller anstændig opførsel og koncentrerer sig om at være så platte, vandede og slibrige som vel muligt. Men man må indrømme, at da de havde premiere i 1992 og 93, var det film til tiden: Intet kunne være mere aktuelt umiddelbart oven på Golfkrigen end spørgsmålet om Iraks masseødelæggelsesvåben, og dém er det jo, helten Topper Harley i Charlie Sheens fjogede skikkelse skal eliminere, allerede i den første film. Hvad angår billedet af fjenden, husker flest måske toerens forrygende indledning, hvor amerikanske specialtropper i et natligt forsøg på at befri gidsler angriber Saddam Husseins palads - med en ganske vellignende lookalike i eneherskerens stol for mødebordenden og plads til overraskende detaljer såsom beholdere med '2 procent kamelmælk' og 'Falafel-dressing' i køleskabet. Ved usædvanlig amerikansk klodsethed i paladsets have er helvede pludselig løs, og en irakisk soldat bjæffer: »Overgiv jer, vantro hunde! I har ikke en chance!«. Ganske rigtigt: Kort efter konstaterer en tv-speaker hjemme i USA lakonisk, at det er mislykkedes »at redde vores gidsler hjem fra Mellemøsten«. Men allerede i étteren, hvor Topper Harley & Co. fører deres krig fra luften, kunne man se fjendens fjottede piloter styre deres fly ind i hinanden eller direkte ind i bjergsider, ikke så sært, for deres hjelme bar tumpede påskrifter som Taboulé, Baklavá, Pita, Hummus, Couscous og andre specialiteter fra det arabiske cuisine. Det fornemmes derfor heller ikke som noget stort tab, da en bombe sluttelig lander i skødet på Saddam Hussein, så han og atomvåbenanlægget på 'Falafel Hill' jævnes med jorden: »Sayonara, Saddam!«, jubler den amerikanske pilot, og det amerikanske biografpublikum jubler med. Undtagen én tilskuer.