0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den farlige ungdom

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forrest i journalist Jens-Emil Nielsens 'Ung i 50'erne' ser man en kø ved Platan Bio på Vesterbrogade, Kbh. V. Billedet er fra august 1957, og det er 50'ernes glemte ungdomskultur i den berømte nøddeskal.

Platan og Bristol på Strøget havde i de dage premiere på musikfilmen 'Rock around the Clock'. Der havde været uro ved Bristol, og pressen havde himlet om »vilde bølleoptøjer« og påkaldt politiet. Men her ved Platan venter lærlinge og butikspiger pænt på at komme ind til første aftenforestilling og høre de nye rockrytmer, der udtrykte lidt af, hvad der kogte i undergrunden.

Anmelderen var ikke med i køen. Dels fordi rocken i denne klassedelte tid endnu ikke appellerede til studenterungdommen. Dels fordi jeg var på Flyvevåbnets rekrutskole i Karup. Til gengæld så vi 'Ung leg', Johs. Allens såkaldte debatfilm om ung sex i de såkaldt bedre kredse. Karup Bio osede af forventning og forargelse - omvendt forargelse, for enhver rekrut kunne lugte, at filmen var en fidus, camoufleret bag forloren interesse for 'de unges problemer'. Dens 'abefester' var gribende tamme, og der lød et brag af grin, da filmens borgerlige forældre kom hjem til et ungt party i huset, og Emil Hass Christensen fra en sofapude fremdrog en glemt brystholder - sort og i 'den moderne spidse facon', som det hed i lingeriannoncerne.


Aldrig har så mange bekymret sig så meget for en generation, der alligevel ikke gik i hundene. Ungdommen blev fra 20'erne og 30'erne en ny kategori og målgruppe. I 1945 ville partierne præmiere unges indsats i modstanden med at nedsætte valgretsalderen, men de gode viljer blev snart parkeret i Ungdomskommissionen, og da den amerikanske massekultur kom hertil sammen med Marshallhjælpen, blev ungdommen til et problem og en selvopfyldende profeti.

Pædagoger fablede om stenbroens forråede unge med kulørte hæfter i tasken, smøger i kæften, kriminalitet og sex på hjernen, og illegale aborter på køkkenbordet. Men samtidig dyrkede politikere, medier og reklame den nye målgruppe og magtfaktor for fuld skrue. Ungdomsbekymring og ungdomsfedteri gik hånd i hånd. Ret klistret.

Og sandheden er, at det var en pligtopfyldende generation, der sled i landbruget på kolde hummere, i lærepladser, hvor man lærte at 'flytte gulerødderne', på skoler og læreanstalter, hvor menuen også stod på trit og retning. En sjælden gang røg proppen af, som da danselærer Kisbye i Kødbyen arrangerede jitterbug- og rock'n'roll-stævner med larm i gaden - og nye dommedagsprofetier i medierne. Tiårets påfaldende stille 'ungdomsoprør' var de store besættelsesårganges protest mod ringe udviklings- og uddannelsesmuligheder i et stivnet og klaustrofobisk klassesamfund.


Det er alt sammen med i Jens-Emil Nielsens bog. Den samler tiårets temaer i kapitler om arbejde og uddannelse, frygten for narkomani og kriminalitet, den amerikanske massekultur fra Marilyn Monroe og Armstrong til Anders And, hotdogs og Yankee Bar. Den viser jazz og rock i kamp mod overdynen af Far til Fire, Morten Korch, Giro 413 og begyndende fjernsyn, mens underdynen udgøres af 40'ernes børneindoktrinering i Carlo Andersens og Knud Meisters Jan- og Pukbøger og Greta Stevns' Susybøger. Pigeserierne er i pink med Christeltegninger, men de hestegale tøser er fælles med Jan og Erling i at jagte skumle personer, der pådrager sig mistanke ved at være grimme, ubegavede og udannede.

Senere blev PUK til Politiets Ungdomsklubber, der gjorde et flot forebyggende arbejde, ligesom parkdansen på Enghave Plads gav jitterbug-akrobaterne kontrolleret udfoldelse. Jens-Emil Nielsen har også afsnit om tronfølgeren, prinsesse Margrethe som tidens ærketeenager, der møder selveste Elvis i Hollywood, om sex i bladene Cocktail og Varité, hos Soya og Henry Miller, kontrasteret med udskylningsapparaternes virkelighed, og om Rifbjerg & Panduro som oprør mod 'maskeverdenen' og 'stenansigterne'.


Det frodige illustrationsmateriale fastholder tidens annoncer fra hygiejnebind til 'nøgenrevyer', tilpassede elever, rapkæftede svajere, swingende ungersvende og ungmøer med elastikbælte, chiffontørklæde og jumpere knappet i ryggen. Nogle af tidens sweatergirls ses på milkshakebaren Willi's Place i Vester Voldgade, hvorfra Evy Nordlund og Hanne Blarke gik til henholdsvis Hollywood og Paris' nye bølge, mens Otto Brandenburg og Klaus Pagh blev markedsført nationalt som henholdsvis 'rod' og 'Danmarks James Dean'.

Dobbeltdriften af bekymring og kommercialisme råber til himlen i stills fra tidens danske 'problemfilm': 'Natlogi betalt' om amerikanerpiger, 'Bundfald' om trækkerdrenge og 'Farlig ungdom' med Ib Mossin som kriminel maskinlærling. Han var ikke mere afskrækkende, end at hans anderumpe, læderjakke og tyrefægterbukser med perlemorsknapper forneden indbragte en halv million fanbreve.

Det er en morsom bog, der på én gang vækker nostalgiske minder, let klaustrofobi og stærk lyst til egentlig analyse. Heldigvis udgiver historikeren Hans Sode-Madsen snart bogen 'Farlig ungdom' om Ungdomskommissionen og dens baggrund (i Magtudredningens skriftserie). Men der er også masser at gøre for kulturhistorikere.

Efter min mening er 1950'erne stadig en uforstået periode. Siden 60'ernes oprørere gav tonen an, har 50'erne haft en dårlig presse som den tamme, koksgrå tid (opkaldt efter de nye terylenebukser), hvor den tavse, skeptiske og nøjsomme generation gemte sig bag ligusterhækken på Evighedsvej.

Og der er meget at krumme tæer i hytteskoene over: koldkrigspolariseringen, autoritetstroen, hykleriet og åndslivets selvhøjtidelige orgeltone. Men det er langt mere sammensat. Bag gråheden var det en tid præget af seriøs debat og høj energi. Nede under bloktænkningen kom Det Nye piblende frem, bl.a. med den forkætrede, men højvitale amerikanske kultur. Der er nok at grave ud. Det er bare med at tage en milkshake og komme i gang.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce